Den franske filosof Pierre Manent kalder dem ekspressivt men meget rammende fanatikere fra midten. I deres fremstilling bliver det liberale demokrati et system af dogmer, som har et meget løst forhold til demokratiets oprindelige idé.
Det liberale demokrati burde repræsentere det institutionelle udtryk af det frie samfund. Kort sagt er det et flertalsstyre, som naturligvis respekterer individets frihed. Det indebærer nødvendigvis forskellige holdninger. Ordet liberal skal derfor forstås i pluralismens forstand.
Pluralisme accepterer og postulerer meningernes mangfoldighed og lægger vægt på respekt for andres holdninger. Det betyder ikke relativisme eller resignation på fakta, objektivitet og sandhed, men derimod, at man kun kan nå konsensus via argumentation og diskussion. Det betyder ikke nødvendigvis at respektere et hvert synspunkt, men det er et ønske at meningsfeltet er så bredt som muligt. Det liberale demokrati burde derfor hovedsageligt skabe rammer for forskelligartede synspunkter og for deres fredelige løsning.
Det liberale demokrati begynder i stigende grad ligne en ideologi, kendetegnet af bestemte værdier og korrekte synspunkter. De kan variere fra samfund til samfund, men handler dybest set om den neoliberale elites konsensus, som er økonomisk højreorienteret – med vægt på det frie marked og globalisering, men idémæssigt liberalt venstreorienteret. I Europa er den forbundet med en forudgående overbevisning, at der er et behov for at uddybe den europæiske integration i sin nuværende form.
Lad det være usagt, hvorvidt disse synspunkter er korrekte eller uberettigede. Problemet er, at disse værdier og holdninger, som som regel bliver promoveret af mindretallet, bliver præsenteret som de eneste rigtige. Andre holdninger er ikke et alternativ, der hører til et anstændigt samfund, de er ikke liberalt demokratiske. De er derfor ikke værd at diskutere. Det er derudover karakteristisk, at disse bliver fordømt moralsk. Både holdningerne og de personer som giver udtryk for disse holdninger. Bestræbelserne er i stigende grad at undertrykke dem.
Den der afviser multikulturalisme er en fremmedhader, den der kritiserer EU, er en nationalist og ønsker krig, den der ikke fejrer den grænseløse relativisme og tolerance, er skinhellig, den der ikke ser verden gennem linsen “kan det hjælpe russerne,” er Putins agent, den der påpeger problemer med muslimer i Europa er islamofob, den der nægter økonomisering af alt, er naiv venstreorienteret, den der har konservative synspunkter, er en fascist, den der ikke er enig med midtens fanatikere har brug for oplysning og uddannelse.
Der er en række andre varianter, men deres fælles træk er en nedbrydning og den implicitte degradering og afvisning af en anden opfattelse. Her er det ligegyldigt, hvad der er grunden hertil. Om det er had eller en altomfavnede paternalisme. Stadig mere og mere tilspidsede liberal demokratisk konsensus udskiller hele befolkningsgrupper og erklærer dem som en trussel eller endda fjender af demokratiet.
Som en reaktion hertil vælger folk ofte de såkaldte populister. Deres fremgang skyldes dog ikke vælgernes manglende oplysning og uddannelse. Det er et symptom på tab af tillid til det liberale demokrati. Dette tab skyldes blandt andet, at de mest højtråbende liberale demokrater selv er ophørt med at være liberale. Et stigende antal mennesker føler ikke, at deres holdninger er en del af den herskende mainstream og er holdt op med at tro på demokrati, medier og eksperter.
På den voksende mistillid reagerer de liberale demokrater ved at forlange oplysning og uddannelse for mennesker som har en anden opfattelse. Populismens fremkomst er ifølge dem sket på grund af misinformation og fake news, derfor kræver de regulering eller censur.
Men demagogi og løgne er altid blevet spredt, især i frie samfund. Det eneste våben mod deres spredning er et frit samfund og dyrkning af pluralisme, der styrker den kritiske tænkning. Omvendt censur, i enhver blød form, også den velmente, anvendt i det liberale demokratis navn, begrænser frihed, som er den naturlige forudsætning for det liberale demokrati.
Måden liberale demokrater behandler pluralisme er den samme som de behandler demokratiske valg. Hvis et valg bliver vundet af nogen, de beskriver som ekstremistiske, populistiske eller på anden måde uegnet, sætter de spørgsmålstegn ved deres legitimitet og ret til politisk indflydelse. Et valgresultat respekteres kun i en smal juridisk forstand.”Populisternes” succes bliver set som en anomali, der regresserer fremskridt, ikke som en normal del af demokratiet.
Skiftende regeringer i et demokratisk samfund er dog ikke kun baseret på legalitet, men udfra en langsigtet bæredygtighed, på legitimitet. Eller på selve troen på et system, hvor flertallet og regeringerne er skiftende. Uden legitimitet vil lovligheden ikke vare længe. Liberale demokrater mangler respekten for andre synspunkter og de sociale grupper, der har disse synspunkter. På den måde undergraver de det liberale demokrati grundlæggende søjle. Det kan nemlig ikke fungere, hvis man betragter en betydelig del af befolkningen som en fare for demokratiet.
I denne ramme forsvinder demokratiets grundlæggende forudsætning – forbindelsen mellem beslutningstagning og flertallets magt. I et forsøg på at beskytte demokratiet for demokrater kan man i stigende grad iagttage forsøg på at overføre nogle beslutninger uden for den normale demokratiske proces og overføre ansvar til en overnational organisation, eksperter eller juridisk aktivisme. Liberal demokrati har selvfølgelig brug for bremser og begrænsninger, men disse må ikke tømme dens grundlæggende forudsætning, dvs. reglen om en flertalsstyre.
De liberale demokrater har gjort demokratiet til en ideologi. Det er derfor ikke længere overraskende, at de uden tøven støtter noget så paradoksalt som indførelse af sanktioner for overtrædelse af principperne af det liberale demokrati mod den demokratisk valgte polske regering. En beslutning som endda er truffet af den teknokratiske Europa-Kommissionen, som ikke har nogen demokratisk mandat.
Det nuværende liberale demokrati bevæger sig væk fra den oprindelige betydning af ordet liberalt som synspunternes pluralisme og demokrati som flertalsstyre. Det er blevet til et relativt fast sæt af korrekte meninger. Kritik bliver ikke længere betragtet som et bidrag til diskussionen, men som et angreb, et angreb på egen legitimitet. Denne ideologisering resulterer i en ekstrem usikkerhed. Det er som om troen på pluralisme, det liberale demokrati stærkeste kraft, som er en betingelse for dets overlevelse og ikke er nogen svaghed, er forsvundet.
Der er utvivlsomt fjender af det liberale demokrati, som demokratiet skal beskyttes imod. Ved at undertrykke og ostrakisere holdninger og hele sociale grupper undergraver midtens fanatikere dog grundlaget for det liberale demokrati. De ændrer rammen til holdningernes mangfoldighed til én rigtig holdning og tager både pluralismen og demokrati fra os.
Deres tilgang til demokrati afspejler bedst et berømt citat af en unavngiven amerikansk officer fra Vietnam krigen: “Vi var nødt til at ødelægge byen for at redde den.”
Debat: Det liberale demokrati er i fare. Normalt er de mistænkte fake news, populisme eller Putin, men den største trussel kommer et andet sted fra. Den kommer indefra. Fra de liberale demokrater, der er begyndt at påtage sig retten til at bestemme og korrigere, hvad der er rigtigt og hvad er forkert.