Legia Warszawa-hooligans angriber egne spillere efter nederlag
Den polske storklub Legia Warszawa tabte søndag med 3-0 på udebane til ærkerivalerne, Lech Poznan. Dette tog klubbens mest hårdkogte fans ikke vel, og efter kampen angreb de deres egne spillere.
Af Toke Theilade
Der var lagt op til et brag af en kamp, da storklubberne Lech Poznan og Legia Warszawa søndag tørnede sammen i den polske Ekstraklasa. Hjemmeholdet havde danske Lasse Nielsen og Nicki Bille med fra start, imens Christian Gytkjær blev skiftet ind i anden halvleg. De var dermed alle tre med til at spille en imponerende 3-0-sejr hjem imod de forsvarende mestre.
Nederlaget var Legias femte i denne sæson, og de ligger på nuværende tidspunkt blot på ottendepladsen i Ekstraklasa. Dette var mere end klubbens fans kunne acceptere.
Da Legia vendte hjem til Warszawa natten efter kampen ventede omkring 50 af klubbens hooligans på parkeringspladsen foran stadionet ifølge det polske medie Przegladsportowy. Her troede spillerne først, at fansene blot ville tale fredeligt med dem, hvorfor de forlod holdbussen for at komme hooligansne i møde.
Ifølge Przegladsportowy angreb hooligansne dog i stedet spillerne, og flere af dem blev ramt af slag. Der var dog ingen af dem, der fik seriøse skader.
Angrebet tog efter sigende omkring ti minutter, hvorefter hooligansne forlod parkeringspladsen med ordene: “Hvis i spiller på samme måde igen, så kommer vi tilbage.”
Legia er siden blevet kritiseret for ikke at have sørget for sikkerhed omkring stadionet.