Læserne skriver: Polen og min tid med Andrzej

Mogens Dahl var i 1960`erne, som formand for IMCC (International Medical Cooperation Committee), flere gange i den tidligere østblok og har sendt Mr.East flere historier om sine oplevelser i Polen og Tjekkoslovakiet

Af Mogens Dahl

Polen: I min studentertid sendte IMCC også studenter på dissektionskursus i Poznan. Som formand for IMCC blev jeg inviteret til at overvære de polske medicinske studenters årsmøde i Gdansk i november 1967. Det var min første tur øst for Jerntæppet, og spændingen mellem stormagterne var høj.

Turen gik med tog via Østberlin. Allerede nord for Gedser var de østtyske myndigheder ombord for at ordne visa. Spørgsmålet lød, om jeg skulle til “Demokratik Berlin” eller “Westberlin”. De var såmænd høflige nok. Havde et par timer på den trøstesløse Ostbahnhof, hvor der var mange maskinpistolbevæbnede vagter med schæferhunde. Derefter videre med tog østpå. På grænsen mellem DDR og Polen blev togvognene låst af, mens vi langsomt kørte gennem ingenmandsland, som var et revet område med tankspærringer og maskinpistolbevæbnede soldater samt udkigstårne i stil med zonegrænsen mellem Øst- og Vesttyskland.

I Poznan havde jeg 7 timers pause inden toget til Gdansk. Det var koldt, mørkt og med finregn samt en tåge af kulrøg fra de mange skorstene. Fordrev tiden på en nedslidt bar, hvor bartenderen talte et brugbart tysk (byen havde jo også været tysk til efter 2. verdenskrig).

Gdansk lignede mest en stor ruinhob efter bombardementerne under krigen, kun det gamle centrum var genopbygget her 22 år efter krigens afslutning. Alt så fattigt ud, og jeg blev indkvarteret i et sparsomt udstyret hotelværelse, der var svært at varme op. Men studenterne modtog mig med varme og om aftenen med mere vodka, end der skulle til for at få varmen. Desværre kunne kun én af delegaterne tale tysk/engelsk: Andrzej, som senere skulle blive en af mine nære venner. 

Efter weekendens møder fulgte jeg med ham hjem til hans bopæl i Warszawa, hvor han boede sammen med sine forældre og sin lillesøster. Faderen kunne tale tysk, og Andrzej både engelsk og tysk. Men de kvindelige familiemedlemmer kun polsk og russisk – ikke lige min spidskompetence. Der var her, jeg første gang oplevede, at man stillede sin sko og støvler på et stativ uden for døren til lejligheden og fik futsko til indendørs brug. Disse filtede tøfler var behagelige og hjalp til at modvirke den lave indendørs temperatur på skønsmæssigt 15-16 grader. En temperatur, der gik igen på universitetssygehuset og mange andre steder i byen. Først mange år senere har skikken med skoskift på dørtærsklen bredt sig til Danmark.

Familien boede i en etageejendom, der ikke var blevet mineret af tyskerne under krigen, fordi den lå lige ved siden af Gestapos hovedkvarter. Jeg var sammen med dem en uge og fulgte Andrzej i tykt og tyndt. Vi gik meget i snesjap på gaderne eller kørte med overfyldte gamle sporvogne, hvor ruderne var tilduggede på indersiden. Den gamle bydel, som blev genopbygget af frivillige få år efter krigen, var smuk og hyggelig, men det øvrige Warszawa var grimt med endeløse betonblokke.

Dengang kunne jeg godt tage fejl af gaderne, fordi de så ens ud. Efter krigen havde man revet meget store dele byen ned og lagt et nyt gadenet, så det i dag kan være forvirrende, hvis man som jeg ville finde den jødiske ghetto. At Andrzej kunne tale to vestlige sprog, var en sjældenhed. Hans far var sagfører med offentlig ansættelse og havde en klar bevidsthed om nødvendigheden af at kunne kommunikere med folk i andre lande. Så han havde betalt for privat sprogundervisning til Andrzej – men ikke hans søstre, som måtte nøjes med polsk og russisk !

Historiens tilskikkelser medførte, at Andrzej kom på besøg i Danmark allerede i sommeren 1969. Hans lillesøster Teresa var kommet til Haslev sammen med sin jødiske mand Jerzy, som var flygtning. Pga. de politiske kampe i Polen blev jøderne lagt for had, fordi de udgjorde flertallet i det politbureau, som russerne havde plantet som landets styrende organ i 1948. Hadet fik styrke af 6-dageskrigen i Israel, hvor vestmagterne holdt med jøderne, og østmagterne med araberne. De offentligt ansatte jøder i Polen, herunder Jerzy, som var læge, blev fyret og gjort statsløse. De blev udstyret med “Nansen-pas”, en opfindelse fra Folkeforbundets tid.

Mange af dem kom til Danmark og var i første omgang indkvarteret på den gamle amerikanske hjuldamper St. Lawrence, der lå som hotelskib i Københavns Havn. En overgang var der ca. 3000 polakker på skibet. 
Jerzy fik hurtigt arbejde på røntgenafdelingen på Haslev Sygehus og fik sin ikke-jødiske kone Teresa herop. Efter ½ år flyttede de til Randers, hvor Jerzy kom ind og arbejdede mange år på røntgenafdelingen.

For mig er det urovækkende, at det nuværende styre i Polen prøver at omskrive historien og dække over polakkers medvirken til jødeudryddelse under krigen og deres rolle i udsmidningen af deres resterende jødiske befolkning i 1969.

Andrzej havde på det tidspunkt fået en forskerstilling i Warszawa med 3 mdrs. sommerferie. Pga. søsterens bopæl i Danmark var det muligt for ham at få udrejsetilladelse fra Polen og visum til Danmark. Faktisk kom han i mange år hver eneste sommer 2 mdr. til Danmark og blev derved en god ven af både min familie (vi boede og bor i Aalborgområdet) og min søsters (bor i Randers). Nogle gange fik han også et sommerferievikariat på røntgenafdelingen. Det viste sig, at han ved to mdrs. arbejde dér tjente det dobbelte af, hvad han og hans kone tilsammen tjente på et år i Warszawa.

Mogens Dahls oplevelser i Polen fortsætter en af de kommende dage. Følg med Mr.East så du ikke går glip af disse interessante oplevelser.