Krigen i Ukraine, status efter EU-topmødet i København og Trump’s retoriske skift

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine/EU/USA: Krigen i Ukraine fortsætter og har med drone-overflyvningerne i Europa bevæget sig fra være proxy-krig, dvs. fra stedfortræderkrig til hybridkrig. EU arbejder på at svare igen, men det er svært. På det uformelle topmøde i København 1-2. oktober var spørgsmålet om dronemur, et styrket fælles EU militær, konfiskation af russiske aktiver i Vesten og optagelsesforhandlinger med EU endnu engang højt på dagsordenen uden at der blev skabt afklaring. Lande der ikke grænser op til Rusland var mildt sagt ikke meget for at betale, hvilket tydeligt er blevet bemærket i ukrainske medier, fx mediet Kiev Independent.

Ungarn er mest åbenlyst imod at indlede optagelsesforhandlinger med Ukraine, men andre EU-lande er heller ikke begejstrede. Og modstanden mod at konfiskere russiske aktiver placeret i vestlige banker er stadig stærk i flere lande, for det vil kunne få lande uden for EU til at anbringe deres penge andetsteds. Det kan meget vel komme USA til gode, ganske som tilfældet er et forbund mod al import af olie og gas fra Rusland. Emnerne er komplicerede og landenes nationale interesser forskellige. EU i dag fremstår ikke som en “union” , snarere som en konføderation af “coalition of the willing”. Så der må arbejdes videre, som det blev sagt efter mødet i Københvn. Næste EU-topmøde skal afholdes 23.-24 oktiober i Bruxelles. 

USA’s linje har været og er stadig uforudsigelig mildt sagt. I et stykke tid havde Trump sin helt egen fredsplan, der indbefattede, at Ukraine skulle afstå territorier og opgive medlemskab af NATO. De seneste udmeldinger er anderledes. Rusland kalder han nu en “papir tiger”. USA, siger han, støtter Ukraine’s fortsatte kamp mod Rusland indtil den endelige sejr, “the final victory” er i  hus, dvs. at Ukraine har genvundet alle områder, der er tabt til Rusland siden 2014. Rusland kan ikke vinde krigen, for landets økonomi nærmer sig ruin. I det synspunkt er han her for nylig blevet bakket op af sin vicepræsident J.D. Vance. 

Som meget rigtigt påpeget i en analyse i medier “Responsible Statecraft” ( 26.9.2025) har vi på det seneste været vidner til en ny politik fra EU-Kommissionen og fra førende EU-landes side. Der er igangsat en “influence campaign” rettet mod mere Europa-venlige kredse inden for Trump-administrationen. Hensigten er at få bragt Trump tilbage til den politik, der blev ført over for Rusland og Ukraine under Biden-administrationen, men den skal i Trump’s optik gå på at udøve større pression over for Putin, men uden at USA pådrager sig et direkte ansvar for at besejre Rusland på slagmarken og ad den vej få stoppet  krigen. “US first” er stadig ledetråden. Trump har opgivet at få “business deals” på plads med Putin. Kiev har, efter alt at dømme på uformelle møder mellem Trump og Zelensky i forbindelse med FN-generalforsamling, tilbudt Trump en bedre aftale “(“deal”), når det gælder udvinding af sjældne metaller på ukrainsk territorium, og det vejer meget tungt i Det Hvide Hus. Trump er jo ikke for ingenting forretningsmand eller sagt på engelsk: “The US should not be involved (i Ukraine), except as a merchant”. USA skal med andre ord ikke involvere sig direkte i selve krigen, men tjene penge på den via øget våbensalg og større eksport af olie og gas og til højere priser. Det er indtil nu lykkes. EU’s Ursula von der Leyen har lovet at øge Europa’s import af energi for ikke mindre mindre end 750 mia. dollar over de næste tre år.

Kravet om hurtig våbenhvile her og nu er taget af bordet. Trump er dybt frustreret over, at Rusland ikke er gået med til øjeblikkelig våbenhvile og fredsforhandlinger på amerikanske vilkår, sådan at USA herefter i langt højere grad kan koncentrere sig om Asien og frem for alt konkurrencen med Kina. Reelt har Trump valgt en tredje option, “at vaske hænder” og overlade ansvaret til europæerne. Retorikken er blevet hårdere men stadig “transaktionel” og meget uforpligtende. Substansen i hans politik er helt den samme som før, men den retoriske indpakning anderledes. Dronerne over Europa har fået Europa til at “råbe endnu højere”, men Trump vil næppe acceptere,  at amerikanske soldater “dør for” Polen eller for den sags skyld for Ukraine. Lige efter droner over Polen blev opdaget undgik Trump at forsømme Rusland og mente, at indtrægningen af droner i polsk luftrum kunne være en fejl.

 Sejre skal vindes fra luften. Hybrid-krig kan meget vel blive regulær krig. Den kan bryde ud grundet fejlkalkulationer. Det sker, hvis afspresning (“brinkmanship”) fortsat går forud for brug af diplomati og mægling. Europa ved, at Trump meget vel igen vil kunne skifte kurs og inden længe. At Europa på længere sigt vil være i stand til, som ønsket af Trump, at bære alle udgifter forbundet med at støtte Ukraine, er usandsynligt. Det ved man godt i Washington og i Moskva og Beijing. Europa taber terræn i forhold til USA og Kina pllitisk og økonomisk, ja selv i det nære udland, er EU ikke en supermagt, hvilket fremgår af en rapport offentliggjort for nylig fra det meget anerkendte Wiener Institut for Internationla Økonomi.