Krigen i Ukraine og NATOs stærke engagement

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine: Der skrives rigtig meget om krigen i Ukraine og om Ruslands store problemer på slagmarken. Mange er skrevet af folk med nær tilknytning til militæret. Polen er frontlinjestat og storleverandør af våben til Ukraine. Men analyserne af krigen er ofte meget nuancerede i Polen. At krigen et langt stykke er en ”proxy war” med et stærkt NATO engagement lægges der ikke skjul på. Ugeskriftet ”Sieci” fastslår således med henvisning til ”New York Times”, at den ukrainske modoffensiv er gennemført med bistand fra officerer fra den amerikanske hær og bygger på efterretninger fra USA om russiske troppebevægelser. Rusland kæmper på samme tid mod Ukraine og NATO.

Den ukrainske hær er reelt mere integreret i NATO end NATOs medlemslandes, siges det. Uanset at Ukraine ikke er medlem af NATO og ikke har udsigt til at blive det foreløbigt. Valety Zaluzny er øverste chef for Ukraines væbnede styrker. Den post fik han i 2021. Hans karriereforløb er klassisk. Fra 2014 ledte han ukrainske militære styrker under kampene i Donbas regionen, bl.a. under det blodige slag omkring Delbacevo. Under kurser i Storbritannien opnåede han en æresbevisning i form af en sabel fra nu afdøde dronning Elisabeth II. Den 49-årige Zaluzny styrer hæren efter NATOs standarder, som bl.a. lægger vægt på, at beslutninger bliver taget decentralt. Beslutninger om militære operationer skal tages på laveste niveau, hvor beslutninger bliver taget fleksibelt og hurtigt.

Taktikken om forsvarsmanøvrer skal følge de militære doktriner, der råder i USA med særlig vægt på at få ødelagt fjendens våbenlagre. Det ukrainske luftvåben er ikke stærkt, men Zaluzny viger ikke tilbage for at bruge fly, da hæren er i besiddelse af betydelige mængder antiluftskyts, Men Ukraine har droner og satellitter, der er i stand til at overvåge alle russiske troppebevægelser. Militære aktioner skal kun iværksættes, når styrkeforholdet tillader det. To meget forskellige måder at tænke på, russisk over for ukrainsk/amerikansk støder sammen i Ukraine. Første gang vi så det var under Irak krigen i 1991, hvor Sadam Hussein kæmpede på ”russisk” måde og tabte.

I Ukraine har det russiske militær været helt uforberedt på den ukrainske modoffensiv. Det har vist sig klart lettere at forsvare sig selv end at agere offensivt, hvis det militære styrkeforhold ikke er i angriberes favør. Det har Zaluzny noteret sig, ikke ledelsen i Kreml. Historiske paralleller fremføres ofte. Kritikken i Rusland har vi fra både liberale og fra ”ultrapatrioter”. Tilbagetrækningen fra Kharkiv er i Rusland blevet sammenlignet med nedlaget til Japan i 1905. Det kan i Rusland selv måske ende som i februar 1917, med Putins fald.

Meget tyder på, at Rusland i den kommende vinter vil inddrage ”general frost”, udnytte kulden til at standse den ukrainske modoffensiv, ganske som vi opleverede det da Napoleon og Hitler i sin tid angreb Rusland og Sovjetunionen. At destruere elværker og vandværker vil kunne, skønnes det, formindske befolkningens modstandskraft og få folk til at acceptere indrømmelser for at få standset krigen. Civile må betale for ukrainske soldaters fremmarch. Den ukrainske hær vil uundgåeligt også rammes af krigstræthed og de mange tab på slagmarken. At erobre hele Luhansk inden for kort tid er urealistisk, siges det i en analyse i”Sieci”. Hvilke scenarier venter? Iflg ugeskriftet. ”do Rzeczy”  6 mulige: 

1. Optrapning, at satse på offensiv på landjorden, bl.a. ved at ødelægge infrastruktur
2. generel mobilisering, måske brug af atomvåben
3. fortsat ”stille mobilisering”, købe sig til rekruttering af soldater på kontrakt fx via oligarker
4. fastfrysning af konflikten, en tilbagevenden til situationen fra før 24. februar
5. ”operation afløser”, at Putin og kredsen omkring bliver afsat
6. Putin fortsætter, strammer op, satser mest muligt på den ”stille mobilisering”

Krigen i Ukraine finder sted tæt på Europa, men som bekendt ikke den eneste. Institutter der forsker i krig, fx AKUF, opregner 41 krige mellem stater eller internt i stater i form af terror og borgerkrig. De 90 pct. er blevet udkæmpet i den tredje verden. Krig finder i denne opgørelse sted, når over 1.000 mennesker bliver dræbt i løbet af et år. I 1990erne oplevede vi krigene i Irak, på Balkan, senere i Tjetjenien, Georgien (2008-09), Syrien, Etiopien, Afghanistan, Somalia, Nigeria, Mali, Yemen, blot for at nævnte nogle af de vel nok mest kendte. Krigen i Ukraine opfattes forskelligt. Mange i Afrika, Mellemøsten, Latinamerika og Asien betragter den som et rent europæisk anliggende.