Krig og fred

Af Peter Tudvad

Debat: Noget, jeg bed mærke i, da krigen i Ukraine kun var et par uger gammel, var en diskussion af, hvornår Tyskland principielt set selv ville være i krig med Rusland. De dengang relativt beskedne våbenleverancer til ukrainerne var ikke som sådan nok til at betegne Tyskland som krigsførende, forstod jeg. Men i det øjeblik ukrainske soldater blev trænet i Tyskland, så ville det være tilfældet.

Ukrainske soldater er nu gennem længere tid blevet oplært i brugen af tungere militært isenkram her i Tyskland. Altså er vi i krig med Rusland. Det er der bare ingen, der siger nu, selvom det burde være den indlysende konklusion i ovennævnte syllogisme.

Ingen kan naturligvis være i tvivl om, at den krig, russerne fører, er folkeretsstridig, ligesom de konsekvent krænker Genève-konventionerne. Vi ser angreb på infrastruktur og civile mål, der rimeligvis betegnes som terror. Den slags accepterer vi i Vesten ikke – med mindre vi selv begår den: Således undlod de vestallierede under Nürnbergprocessen i 1945-1946 at taksere tæppebombardementer af storbyer som krigsforbrydelser eller menneskerettighedskrænkelser, da ikke bare tyskerne – Warszawa, Rotterdam, Coventry etc. – havde gjort sig skyldige sligt, men også de vestallierede selv – Lübeck, Hamburg, Köln, Berlin, Dresden etc.

Men hvad er nu målet med den krig, som vi støtter med stadigt flere og stadigt tungere våben, med stadigt mere knowhow og stadigt flere efterretninger, med stadigt større engagement og stadigt større konsekvenser? Det er, hører vi fra politikerne og medierne, at sætte en stopper for Putin og hans aggression, det er at lære ham og alle denne verdens despoter en lektie, så de ikke fremtidigt tyr til lignende overfald på nabolande, det er at sikre Ukraines integritet og suverænitet inden for de folkeretligt anerkendte grænser.

Alt dette lyder jo umiddelbart sundt og sobert nok. Men hvordan er det gået til, at vi i dag abonnerer på et princip om, at historiske grænser ikke under nogen omstændigheder kan flyttes? Jeg spørger ikke, fordi jeg mener, Ukraine nødvendigvis skal afgive land til russerne mod at få fred, men fordi jeg noterer mig, at vi tidligere har abonneret på et princip om folkenes selvbestemmelsesret. Det var dette princip, der i 1920 ledte til afstemningerne i Slesvig/Sønderjylland, hvorved den dansk sindede majoritet i den nordligste af de tre afstemningszoner stemte sig “hjem til Danmark”. Men det selvsamme princip har vi i andre sammenhænge negligeret, når vi mere eller mindre vilkårligt satte andre principper over folkenes selvbestemmelsesret. Dette ledte i 1945 og 1946 til fordrivelse af millioner af polakker og tyskere fra Øst- og Centraleuropa, hvor de ellers havde boet i generationer.

Men hvad er det, vi nu vil, nu, i 2023, i Ukraine? Hvad vil vi gøre med en russisk sindet majoritet i de østlige dele af landet og på Krim efter en eventuel ukrainsk sejr? Og hvad skal der ske med vores forhold til Rusland – med eller uden Putin?

I dag er der ingen, der taler om fred. Maksimalt taler vi om sikkerhedskoncepter, men for det meste taler vi bare om krig, om den i vores øjne retfærdige krig, vi sammen med ukrainerne fører mod aggressoren. Vi! Ja, vi er med i krigen i kraft af vores våbenleverancer og øvrige ydelser. Vi! Og dog forsikrer vi bestandigt ukrainerne om, at de og de alene afgør, om de vil forhandle med russerne eller fortsætte krigen – til sidste ukrainer eller sidste russer. I!

Under anden verdenskrig førte den tyske opposition – i militæret, i den civile administration og i kirken – så vidt muligt forhandlinger med udenlandske partnere om, hvordan en europæisk fredsordning kunne se ud efter krigen. Man håbede på, at et kup mod Hitler ville lykkes, og man håbede på, at de allierede ville bane vejen for et sådant kup ved at stille en antinazistisk regering i Berlin en nogenlunde tålelig fredsslutning i udsigt. Kuppet mod Hitler kom for sent og mislykkedes, mens løftet fra de allierede aldrig kom. De allierede havde naturligvis deres fornuftige argumenter mod forhandlinger og løfter, men hovedsagen er her, at andre så en idé i at friste oppositionen i Tyskland til handling – så krigen kunne afsluttes, og millioner af menneskeliv kunne spares, ufattelige lidelser undgås, utallige byer reddes fra ødelæggelse.

Under anden verdenskrig havde de allierede realiteterne for sig. Stalin lod sine generaler kæmpe krigen, når bare han selv fik æren for sejren. Også de vestallierede overlod det militære ansvar til generalerne, som tilmed også fik en stor del af æren for nedkæmpelsen af Nazityskland. Men i dag er der gået komplet politik i noget, der akut er en militær problematik, en problematik, som generaler må formodes at være bedre til at vurdere og løse end politikere med hang til ideologi eller såkaldte værdier. Politikerne dikterer et mål: ukrainsk sejr. Og så sender de mængder af våben til fronten, mens de holder glødende taler om den sejr, der måske ikke er mere end en drøm, en poetisk retfærdighed. Fiat justitia, et pereat mundus!

Den tidligere tyske brigadegeneral Erich Vad er ikke en mand, man ynder at lytte til. Ikke længere i hvert fald. Dertil har han gjort sig skyldig i for mange fejlvurderinger af krigen i Ukraine. Således mente han i dens første dage, at det var futilt at fortsætte kampen. I det mindste måtte man opgive det østlige Ukraine. På sigt havde ukrainerne ingen chancer for at besejre russerne. Tilbageerobringer anså han for udelukket. Og sådan kan man fortsætte rækken af fejlvurderinger. Så er man advaret. Men måske skal man heller ikke lytte til akkurat denne tidligere brigadegeneral som militær ekspert, derimod som en, der ikke er bleg for at lægge et andet perspektiv på krigen end det, der er blevet gang og gænge i den vestlige meningsdannelse. Læs dette interview med ham, og vov at tage hans kritiske spørgsmål alvorligt!

* * *

“Ønsker du at opnå forhandlingsvillighed med leverancerne af tanks? Vil du generobre Donbass eller Krim? Eller vil du besejre Rusland fuldstændigt? Der er ingen realistisk sluttilstandsdefinition. Og uden et overordnet politisk og strategisk koncept er våbenleverancer ren militarisme.”

“Vi oplever i høj grad en mediesynkronisering, som jeg aldrig har oplevet i Forbundsrepublikken. Dette er ren meningsdannelse. Og ikke på statens vegne, som det kendes fra totalitære regimer, men af ren selvbeføjelse.”

“Vesten kan sende 100 Marder og 100 Leoparder dertil, de ændrer ikke noget i den samlede militære situation. Og det altafgørende spørgsmål er, hvordan man afslutter sådan en konflikt med en krigerisk atommagt – vel at mærke, den mest magtfulde atommagt i verden! – ønsker at overleve uden at gå ind i en tredje verdenskrig. Og det er netop det, der ikke kommer ind i hovedet på politikere og journalister her i Tyskland!”

“Hvis russerne blev tvunget til at trække sig ud af Sortehavsområdet ved massiv vestlig intervention, ville de helt sikkert ty til atomvåben, før de træder ud af verdensscenen. Jeg finder det naivt at tro, at et atomangreb fra Rusland aldrig ville ske. Ifølge mottoet ‘De bluffer bare’.”

“Hvis målet er et selvstændigt Ukraine, må man også spørge sig selv, hvordan en europæisk orden, der omfatter Rusland, skal se ud. Rusland vil ikke bare forsvinde fra kortet.”

Share This