Kosovo: National stolthed, men helst udenfor Kosovo
Af Ota Tiefenböck
BLOG: Indbyggerne i Kosovo glæder sig. I marts får Kosovo nemlig sin helt egen telefon landekode +383. Koden er endnu et bevis på, at Kosovo er et land, og det vækker glæde i Kosovo. Det giver også et bedre udgangspunkt for politikernes videre kamp mod en international anerkendelse. Men Kosovos politikere og diplomater, som kæmper deres brave kamp på de internationale diplomatgange, har åbenbart ikke bemærket, at mange af deres stolte landsmænd helst vil gøre lykke i andre lande end i det Kosovo, som de så kompromisløs kæmper for.
Statsborgerne fra Kosovo er den mest omfangsrige gruppe blandt asylansøgere i Vesteuropa, målt i forhold til indbyggertalet. 37.095 kosovanere søgte asyl blot i Tyskland i 2015 og massevis af landets borgere bor eller arbejder, med eller uden arbejdstilladelse, i andre europæiske lande. Onde tunger vil vide, at det endda i de fleste tilfælde sker med et serbisk (læs ærkefjendens) pas i baglommen, da passet giver fri indrejse til EU.
Det er snart otte år siden, Kosovo udråbte sig som et selvstændigt land og skal man være politisk ukorrekt, må man sige, at Kosovo er en fiasko uden lige. Ifølge de officielle statistikker har Kosovo en arbejdsløhed på 35 procent. Dette tal skønnes dog at være mindst det dobbelte. Massevis af landets indbyggere lever i fattigdom og kun kan klare sig på grund af slægtninge, som arbejder i EU eller USA.
Jeg ved ikke om jeg har misforstået noget, men burde Kosovos politikere og den sags skyld borgere mon ikke koncentrere deres kræfter på andre ting end ligegyldige landekoder? Eller de evige retoriske og fysiske slagsmål med og om serberne og det serbiske mindretal i landet, sådan som tilfældet endnu engang var lørdag, hvor brandbomberne endnu engang blev luftet i Pristinas gader.
Var det eksempelvis ikke vigtigere at skabe et civiliseret politisk klima i landet? Skulle man ikke koncentrere den nationale stolthed et helt andet sted end nogle ligegyldigheder og heller forsøge at skabe resultater, som kunne tiltrække investeringer til landet og skabe arbejdspladser.
Otte år er lang tid, og det kan være svært at forstå, at en nyfødt stat, som der så stolt står på et monument i Pristina,
ikke har behov for at vise sin omverden, hvor godt det nye land, som i så mange år har været forhindret i det, kan. Især hvis livet i det tidligere Jugoslavien kun har budt på undertrykkelse, sådan som tiden dengang bliver betegnet af kosovanerne.
Det svarer jo til at flytte til en ny lejlighed, men aldrig indrette den. Mon ikke Kosovo som helhed skal tage sig gevældigt sammen, eller for at bruge de danske politikers yndlingsudtryk, trække i arbejdstøjet? Hvorvidt det overhovedet kan lade sig gøre er dog tvivlsomt. Det er jo som bekendt langt nemmere at blive ved med at spille en offerrolle og stræbe efter noget, andre skal levere og samtidig stille og roligt smutte væk dertil, hvor græsset er grønnere.