Israel og USAs krig med Iran tester forholdet mellem Rusland og Iran

Rusland/Iran: Putin og Medvedev har fordømt USAs og Israel’s bombardementer i Iran og forlangt, at ikke kun Iran, også Israel opgiver at besidde atomvåben. Rusland har udsendt “strategic warnings” og advarer mod yderligere eskalering af konflikten. Men, som omtalt i Responsible Statecraft, har Rusland begrænsede muligheder for at få det ønske opfyldt. Rusland ønsker ikke at få ødelagt det lige nu generelt ret stabile forhold til Israel og USA, slet ikke så længe krigen i Ukraine varer ved. En mere aktiv støtte til Iran vil også forværre Rusland’s forhold til Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.
I 2024 mistede Rusland sin nære allierede i Syrien, Bashar al-Assad. For ikke længe siden indgik Rusland en “strategisk pagt” med Iran, men der var ikke tale om en militær alliance, for den indeholdt kun brede formuleringer om at samarbejde i trussel-situationer og om at udvikle nuklear teknologi samt fremme det økonomiske samarbejde generelt. Iflg. Iran’s udenrigsminister Abbas Araghchi er der behov for aftaler, der skal skabe en “roadmap” for fremtiden, dvs. en udbygning af den første aftale mellem de to lande indgået i 2001 gående på militært samarbejde og “Intelligence sharing”. Iran støtter ikke Rusland militært under krigen i Ukraine, det vil være at gå for langt, men sælger droner til Rusland. Iran er med i BRICS samarbejdet der er oprettet med det formål at undgå ensidig afhængighed af USA og er en vigtig global aktør. Søren.Riishøj