Ingen gaskrise i Slovakiet

Illustrationsfoto: Lionel Allorge

Slovakiet/Rusland: En kortvarig nedgang i leverancen af gas fra Rusland har sat gang i spekulationer om Slovakiets afhængighed af russisk gas. Det lokale medie „The Slovak Spectator“ aviser dog alle spekulationer om en mulig krise.

Nok faldt leverancen af russisk gas med 30 procent den 1. januar, men dagen efter var leverancen oppe på det normale niveau. Og den 3. januar sendte Gazprom yderligere 100 mio. kubikmeter gas til Slovakiet som kompensation.

Det kortvarige russiske stop skyldtes angiveligt en strid mellem Kiev og Moskva, hvor sidstnævnte beskyldte Ukraine for at stjæle gas fra rørledninger.

På grund af det kortvarige leverancesvigt, måtte Slovakiet ty til reservelagrene, men det slovakiske gasselskab SPP har meddelt, at alt igen forløber som normalt.

Den slovakiske regering mener ikke, at landets energiforsyning skulle være truet. SPP har reserver nok i tilfælde af en mulig krise, og det betones, at de slovakisk-russiske relationer er bedre end nogensinde efter økonomiminister Jirko Malcháreks nylige besøg i Moskva. Michael.skovgaard

Share This