Ikke ”polexit”, men godt på vejen dertil

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Polens position i EU er katastrofal, skriver Janusz Lewandowski, liberal og i mange år medlem af Europaparlamentet. Det seneste eksempel er udnævnelserne til topposterne i EU. Den polske regering fik her afvist Janus Wojciechowski som medlem af det særlige regnskabstribunal, Beata Szyldo blev i to omgange afvist som formand for Europaparlamentet; Zdislaw Krasnodebski blev ikke viceformand for parlamentet. De nederlag, siger Lewandowski, er kun de seneste i en lang række. 

I 2017 blev Donald Tusk genvalgt som EU-præsident trods den polske regerings protester. Polen er fem gange blevet debatteret i Europaparlamentet pga. landets retsreformer. Den gamle Weimar-trekant, samarbejdet mellem Polen, Tyskland og Frankrig fungerer ikke. Polens indflydelse i EU’s nabolande, Ukraine, Moldova og Georgien er minimal. Repræsentationen i EU’s udenrigstjeneste, der har 4.200 ansatte, er minimal, Polen har ikke modtaget flygtninge og straffes for det. Polen bryder den fælles linje i EU-27 under forhandlingerne om Brexit og afviser stort set alt sikkerhedspolitisk samarbejde i EU og satser i stedet på Trump og USA. Det forhold er på det nærmeste ”servilt”, stik imod EU’s politik støtter Polen også Trump’s Iran-politik. Holocaust-loven har alvorligt skadet Polens renommé også i Europa. Dertil kommer at Polen formodentlig mister mange penge fra EU i det kommende langtidsbudget, en beskæring på 25 pct. eller mere. Kort sagt, Polens position i EU er katastrofal. Reelt, men ikke formelt, er Polen på vej ud af EU, lige nu befinder Polen sig langt ude i periferien. Kun et magtskifte i Polen den 13. oktober kan ændre på dette.

EU-emner er ikke udslagsgivende ved parlamentsvalget den 13. oktober, men de bliver dog søgt inddraget af oppositionen. De var naturligvis højt på dagsordenen ved Europaparlamentsvalget i maj. Her fik Lov og Retfærdighedspartiet trods alle konflikterne med Bruxelles et overraskende godt valg. De fleste polakker støtter EU-medlemskabet, men indenrigspolitiske spørgsmål var og er stadig mere udslagsgivende end europæiske. Og kravet om suverænitet tæller for rigtig mange polakker.