Hvordan påvirker frygten for russisk angreb ukrainsk indenrigspolitik?

Det ukrainske parlament i Kijev Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine: Præsident Volodymyr Zelenskys position er blevet vanskeligere efter optrapningen af konflikten med Rusland. Det konstateres i en analyse fra ”Carnegie Endowment” (9.2.2022). Desto længere krisen var ved, desto mere ”shaky” bliver den politiske situation. Der er i forvejen alvorlige politiske konfrontationer i Ukraine. De er kun taget til i takt med optrapningen af ”krigen” med Rusland. Konflikten med Rusland giver politikere nye muligheder for at overbyde og ad den vej positionere sig selv.

”Nationale patrioter”, som de kaldes, har fået ekstra vind i sejlene. Tidligere præsident Petro Porosjenko er blevet styrket og er kun et par point efter Zelensky i meningsmålingerne. Hans parti ”Europæisk Solidaritet” har overhalet Zelensky’s ”Folkets Tjenere”. De fleste ukrainere elsker ikke Porosjenko, er generelt frustrerede, men har svært ved at finde egnede alternativer til Zelensky. Porosjenko og hans tilhængere håber og regner med støtte fra de mange i Vesten, som er utilfredse med Zelensk´s kritik af Vesten og hans slingrekurs.

Viktor Medvedtjuk, lederen af det pro-russiske parti ”Oppositionsplatformen-For Liv (OPFL)”, er sat under husarrest. En anden oligark Dmytro Firtash har sammen med ligesindede udsendt et manifest, der forlanger en neutral status for Ukraine. Ukraine skal være en bro mellem øst og vest, være ”Eurasiens Schweitz”, siges det. Jevhen Murayev, leder af partiet ”Nashi”, kom i centrum, da det britiske ”Foreign Office” erklærede ham som kandidat i en mulig kommende pro-russisk regering. Nogle mener, at Firtash står bag den nyhed i den hensigt at skade ”Nashi” og Murayem, der ses som en politisk rival.

Det er et problem for Zelensky, at den ukrainske økonomi lider så hårdt under optrapningen af konflikten med Rusland. Hryvnaen, den ukrainske valutas værdi daler støt. Zelensky kritiserer Vesten for passivitet, men kritiserer samtidig meddelelserne i vestlige medier om et nært forestående russisk militært angreb og taler om forhandlinger med Putin. Den slingrekurs skaber ikke respekt i Vesten, styrker Zelenskys modstandere, som sagt også Porosjenko.

Reelt har Zelensky ikke længere et flertal bag sig i parlamentet. Den ukrainske befolkning har i det hele taget svært ved at orientere sig i den nuværende ekstremt svære situation. Zelensky, slutter analysen, har ikke mange optioner. Han kan gå i regulær krig med Rusland, ”stick to his guns” og ad den vej håbe at blive populær; eller han kan lade afholde en folkeafstemning og/eller udskrive nyvalg, måske samtidig hermed afholdelse af nyt præsidentvalg. Helt at afskrive Zelensky vil dog være forkert.

Share This