Hvordan er det nu det er med Krim?

Mange gør sig kloge på Krim, men kun de færreste kender Krims historie. Den kan du i korte træk læse her. Vil du vide mere, kan du investere i bogen “Mustafa Jemilev og Krims forfulgte”, udgivet af Mr.East Forlag. 

Af Ota Tiefenböck

Ruslands annektering af Krim i 2014 er langfra Ruslands første voldelige adfærd over for Krim og Krims oprindelige befolkning, krimtatarerne. Russerne annekterede Krim første gang i 1783 under den russiske kejserinde Katharina den Store.

Inden denne annektering, siden 1239, var Krim et land, hvor klaner fra det mongolske rige Den Gyldne Horde slog sig ned og i 1449 grundlagde et selvstændig khanat under ledelse af Jenghis Khans grandsøn, Haci I Giray.

I 1475 invaderede osmannerne khanattet og indlemmede Krim i Det Osmanniske Rige, men Krim khanattet fik en del selvbestemmelse og fortsatte som mere eller mindre selvstændigt land under osmannernes beskyttelse. Det anslås, at omkring to millioner krimtatarer boede på Krim på daværende tidspunkt.

Krim khanatet var en del af Det Osmanniske Rige fra 1478 til 1774, hvor den russisk-tyrkiske krig sluttede med Det Russiske Riges sejr. Krigen stod på i årene 1768 til 1774 og endte med en såkaldt Kücük Kaynarca aftale, hvor Det Osmanniske Rige og Rusland blandt andet blev enige om Krim Khanatets selvstændighed.

Ruslands indflydelse og ekspansionslyst i regionen var dog stor og resulterede i indsættelsen af en pro-russisk khan Shakhin-Girey i krimtatarernes khanat, og senere i 1783, i en egentlig annektering af Krim i Det Russiske Rige. Annekteringen var en overtrædelse af Kücük Kaynarca aftalen, men blev accepteret af osmannerne og de europæiske lande og i 1784 officielt anerkendt ved aftalen i Konstantinopol.

Ruslands annektering af Krim foregik uden væsentlige problemer for den nye besættelsesmagt. Krimtatarernes opstande blev brutalt undertrykt, og blev efterfulgt af voldsom undertrykkelse og repression mod krimtatarerne, som i store antal begyndte at udvandre til Det Osmanniske Rige. Efter tsarregimets fald nåede krimtatarerne i december 1917 at udråbe Den Demokratiske Republik Krim, som dog kun nåede at eksistere knap et halvt år. I april 1918 besejrede bolsjevikkerne den unge republiks tropper og oprettede i første omgang en såkaldt Tavrida Republik på Krim og endelig i 1921 Den Sovjetiske Socialistiske Autonome Republik Krim.

Denne blev i første omgang karakteriseret som en genoprettelse af krimtatarernes land efter tsarregimets mange års uretfærdige politik over for krimtatarerne, men allerede i 1928 begyndte de nye sovjetiske myndigheder på Krim etniske udrensninger, hvor tusindvis af krimtatarer enten blev henrettet eller deporteret til arbejdslejre i det fjerne Sovjetunionen.

Denne etniske udrensning blev for alvor først afsluttet den 18. maj 1944, hvor hele den krimtatariske befolkning, på Stalins ordre blev deporteret til Centralasien, hovedsageligt Usbekistan. Stalin så tyskernes besættelse af Krim i 1941-1943 som en chance for at fjerne Krims oprindelige befolkning fra Krim en gang for alle og anklagede krimtatarerne kollektivt for kollaboration med den tyske besættelsesmagt. Det til trods for, at en overvejende del af krimtatarerne forblev loyal overfor sovjetstyret og kæmpede på Den Røde Armees side.

Baggrunden for, at Krim efter Sovjetunionens opløsning blev en del af Ukraine går tilbage til 1954. Sovjetunionens daværende første sektretær Nikita Khrustjovs forærede i 1954 Krim til den dengang Sovjetiske Socialistiske Republik Ukraine. Beslutningen dengang blev ikke truffet af Khrustjov alene, sådan som det ofte bliver præsenteret, men var en kollektiv beslutning af hele den sovjetiske ledelse.

Det er dog ganske sikkert, at de sovjetiske ledere på daværende tidspunkt ikke havde fantasi nok til at forestille sig, at Sovjetunionen nogensinde kunne gå opløsning. Overdragelse af Krim til Ukraine var derfor formentlig blot et gestus, da Ukraine på daværende tidspunkt var en uadskillelig del af Sovjetunionen.

Overdragelsen af Krim til Ukraine blev efterfølgende forankret ved en tilføjelse i den sovjetiske forfatning fra 1936 og genbekræftet i en ny forfatning i 1978 under Leonid Breznjev. I alle disse dokumenter står opført, at Krim og halvøens administrative enhed, havnebyen Sevastopol, er en del af Ukraine.

Efter Sovjetunionens kollaps blev Krims tilhørsforhold til Ukraine derudover bekræftet ved flere aftaler mellem Rusland og Ukraine, herunder det såkaldte Budapest Memorandum, hvor begge lande anerkendte hinandens territoriale integritet.

Rusland har dermed gentagne gange i historien bekræftet Krims tilhørsforhold til Ukraine. Landets annektering af Krim i 2014 må derfor ses som et klart brud på internationale aftaler.