Hvor er Navalnyj?

Alexej Navalnyj Foto: Bogomolov.PL

Af Michael Skovgaard

Rusland: Den russiske oppositionspolitiker Alexej Navalnyj blev idømt to års straffelejr, men hvor er han …?

Hverken hans familie eller støtter ved, hvor Navalnyj nu befinder sig efter domsafsigelsen sidste lørdag – det skriver den tyske tv-station „Tagesschau“.

Navalnyjs advokat har blot erfaret, at manden er flyttet fra et fængsel i Moskva til et andet og ukendt sted.

Ifølge de russiske myndigheder er Navalnyj „anbragt et sted, hvor han bør være.“. Det sagde den øverste chef for de russiske fængselsmyndigheder Alexander Kalaschnikov.

Fængselslederen understregede, at der ikke er fare for Navalnyjs helbred og sikkerhed, og at Navalnyj kan finde en passende beskæftigelse i arbejdslejren, såfremt han ønsker det.

Menneskeretsforkæmpere har tidligere erklæret, at de russiske straffelejre er kendt for rå vold, tortur og uforklarlige dødsfald.

Share This