Hviderusland, Anders Aaslunds vurdering

Minsk søndag Foto: FB

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Hviderusland: Putin har dårlige erfaringer med interventionen i Ukraine. Han ønsker han derfor ikke at gentage fejlen i Hviderusland. Men han vil ikke afstå fra at påvirke, hvad der kommer til at ske i Hviderusland, at manipulere og infiltrere. Det konkluderer professor Anders Aaslund (f.1952) i et interessant interview til det polske ”Neewsweek” (35/2020). Aaslund har i flere årtier har beskæftiget sig indgående med sovjetiske og russiske forhold og udviklingen i andre eks-sovjetiske lande (SNG-lande).

Aaslund er svensk økonom, har været rådgiver i Rusland (1991-94) og i Ukraine (1994-97). I dag er han professor ved Georgetown Universitetet. Op til og omkring 1990 deltog han i flere konferencer i Danmark, bl.a. ved Thorkil Kristensen Instituttet (TKI), hvor jeg havde den fornøjelse at være med i debatterne om, hvad der på det tidspunkt skete i ”østblokken”.

Putin, siger Aaslund, er emotionelt anlagt og har bestemt ikke de store tanker om Lukasjenko, I årevis har Rusland subsidieret den hviderussiske økonomi, men over de seneste år er subsidierne bragt ned. Erfaringen fra Ukraine viser, at direkte intervention koster Rusland dyrt. Ukraine vil vel nærmest for evigt være antirussisk.

Putin vender sig heller ikke mod et lederskift i Hviderusland. Den sidste revolution i SNG-området fandt sted i 2018 i Armenien. Den førte til, at den meget populære Nikol Pashinyan blev udnævnt til premierminister. Under hans regering har forbindelserne mellem Armenien og Rusland været opretholdt politisk og økonomisk. Armenien fraviger ikke flervektorpolitikken, ønsker fx ikke NATO medlemskab. Et armensk scenarie er bestemt ikke udelukket i Hviderusland og er acceptabelt for Kreml, hvis de sikkerhedspolitiske og økonomiske bånd bliver opretholdt, som det skete i Armenien efter oprøret i 2018.

De protesterende i Hviderusland har da heller ikke krævet båndene til Rusland revet over. De ønsker lige nu frem for alt tre ting: frigivelse af politiske fanger, nyvalg og Lukasjenkos afgang. Flere af de oppositionskandidater, Babaryk og Cepkal fx, der var opstillet ved det hviderussiske præsidentvalg, men derefter blev forhindret i det, er pragmatisk indstillede og derfor sikkert acceptable for Vladimir Putin. 

Aaslund drager i interviewet interessante paralleller til tidligere oprør. Han mener, at der er visse paralleller mellem Hviderusland i dag og Polen i 1980, hvor fredelige folkelige protester førte til oprettelsen af Solidaritet og truede systemet. Men hviderusserne behøver næppe, som polakkerne, at vente på et regimeskifte i 9 år. Kommunismen blev jo først fortid i Polen efter 1989.

En anden mulighed er scenariet fra DDR i 1989-90, hvor en ny leder, den inkompentente og pro-sovjetiske Egon Krenz, efter murens fald blev indsat i stedet for Erich Honecker, men det scenarie er usandsynligt i Hviderusland. Det gælder også det rumænske scenarie fra december 1989. Det oprør her endte som bekendt med, at Ceausecu og hans kone Elena blev henrettet. At Lukasjenko, som DDRs Honecker, får lov at rejse i eksil, kan dog ikke udelukkes.

Et hviderussisk ”Maidan” er uønsket af Rusland og i brede kredse i Vesten, men international mægling i stil med den der fandt sted i 2004 under ”Orangerevolutionen” er en mulighed. Dengang, i 2004, optrådte Polens Aleksander Kwasniewski, EU’s Javier Solana og Ruslands Boris Gryzlow og Viktor Cernomyrdin som forhandlere, og der blev her nået frem til en aftale.

EU har næppe de store muligheder i Hviderusland, mener Aaslund. Chefen for EU’s diplomati, Josep Borell, er uegnet, han ved stort set intet om Hviderusland. Det gælder også andre på højt niveau i EU-systemet. Polen og Litauen er nabolande, men for antirussiske til at optræde som mæglere. En klart bedre ramme er OSCE. Vigtigt for OSCE og det internationale samfund er at handle hurtigt for at undgå katastrofe-scenariet. 

Vi skal, siger Aaslund, ikke glemme, at den hviderussiske økonomi ikke fungerer så dårligt trods corona-pandemien. I årevis har Hviderusland nydt godt af store russiske subsidier. Den statslige sektor udgør omkring 75 pct. af økonomien. Inflationen er lav, også underskuddet på de offentlige finanser og administrationen fungerer bedre end i andre eks-sovjetiske (SNG) lande. Privatiseringer bliver svære at gennemføre, men det har i høj grad også været tilfældet i Ukraine. Økonomisk stabilitet er meget vigtig.

Lige nu optræder oppositionen i Hviderusland samlet, men inden længe vil den, gaanske som i Østeuropa efter 1989 og i Ukraine efter 2004 og 2014 med stor sikkerhed blive opdelt i flere forskellige politiske grupperinger. Vigtigt er, at der ikke efterfølgende bliver skabt fjendskaber og dybe modsætninger, sådan som vi ofte har set det. Afgørende er at få skabt en demokratisk kultur, aktive civilsamfund og retfærdige og accepterede spilleregler for afholdelse af valg. Det kan bedst ske under økonomisk opgang og stabilitet. Stigende social ulighed og marginalisering har i rigtig mange lande rundt om i verden skabt grobund for populisme og masseprotest demokrati, hvor demokratiske spilleregler bliver brudt af både regeringer og opposition.

Share This