Hvem er Jaroslaw Kaczynski?

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: I EU hører vi rigtig meget om Ungarns Viktor Orbán, leder af regeringspartiet Fidesz. Vi hører derimod mindre om Polens Jaroslaw Kaczynski, leder af Lov og Retfærdighedspartiet (PiS), der er det største parti inden for det regerende Forenet Højre. Årsagen er enkelt nok. Orbán holder sig ikke tilbage for at møde op i Bruxelles og argumentere åbent og hårdt over for EU-kommissærer og over for kristne og liberale i Europaparlamentet. Kaczynski derimod rejser ikke til Bruxelles. Den opgave har han overladt til sin udenrigsminister og især til ministerpræsident Mateusz Morawiecki.

Normalt har Morawiecki optrådt ”diplomatisk” og mindre åbenmundet end Viktor Orbán, men af og til skærper han retorikken. Det skete fx, da han i et interview lagde op til en ”tredje verdenskrig” mellem Polen og EU, dersom EU ikke inden for længe begynder at udbetale penge fra EU’s kasser, fx fra Fonden for Genopbygning efter COVID-19 pandemien. Men det har været og er indtil videre været Jaroslaw Kaczynski, der bestemmer regeringens politiske linje både hjemme og i forhold til EU. I en artikel i det polske ”Newsweek” (15.’21.11.2021) får vi en interessant analyse af personen Jaroslaw Kaczynski.

Hvem er han? Han er i hvert fald tilbageholdende, når det gælder at vise sig frem offentligt frem i biografer, teatre og på restauranter. Han holder mange møder, men har kun få nære venner, siger folk, der kender ham godt. Det vakte derfor opsigt, da en tabloid avis i 2018 afslørede ham i at mødes med Anna Bielecki til en middag, hustruen til et fremtrædende medlem af PiS. Kaczynski havde med sig en stor værtindebuket roser i hånden.

Kaczynski har i flere år haft løbende kontakter sær til EU-parlamentsmedlemmet Ryczard Legutko og til professor Zdzislaw Krasnodebski. Kaczynski har besøgt Legutko hjemme i Krakow og her følt sig godt tilpas. Den 71-årige Legutko er både hjemme og i udenlandske medier kendt for sin meget hårde kritik af EU og ikke mindst Europaparlamentet. En del af den er gengivet i artikler i mreast.dk. Han tager skarpt afstand fra den politiske korrekthed, der råder i EU, ja han sammenligner den med forholdene under kommunismen.

Liberale og eks-kommunister har modsat ham selv været villige til at underkaste sig det ”liberale diktatur”. Som under kommunismen er eks-kommunister villige til at underkaste sig en magt ude fra, i dag Bruxelles. Legutko (og Krasnodebski) har bidraget til den radikalisering, der siden Smolensk-flykatastrofen i 2010 har kendetegnet både Jaroslaw Kaczynski selv og hans parti (PiS). Jaroslaws bror, der omkom ved flyulykken, var mere moderat målt politisk. Efter hans død blev Jaroslaw Kaczynski’s linje mere ”sakral” og ”religiøs”. Modsat Jaroslaw var Lech gift.

Før folkeafstemningen om EU-medlemskabet, omkring årtusindeskiftet var Jaroslaw Kaczynski, ret pro-europæisk. Han så dengang EU som et instrument i kampen mod sine politiske modstandere. Men det er slut. Professor Zdislaw Krasnodebski har betegnet EU som en ”utopi i forfald”. Polen kan komme til at stå i den situation at skulle betale kontingent til EU og garantere andre landes gæld, uden overhovedet at få penge udbetalt fra EU’s fonde. Der er højtstående personer inden for Lov og Retfærdighedspartiet, fx Terlecki, der taler for et ”polexit”, for en udtræden af EU. Det er ikke Kaczynskis linje, men han har ikke forhindret, at synspunktet om ”polexit” bliver fremsat af andre i partiet.

At Kaczynski generelt ikke interesserer sig særlig meget for EU, skyldes måske også, at han kun sjældent forlader Polen. Han har som sagt været for EU-medlemskab for Polen, i dag er han vel nærmest ”imod”. Han har aldrig prøvet frit at passere landegrænserne i EU for at holde ferie i eksempelvis et land som Spanien. Han har heller ikke købt flybillet og rejst til fx Sardinien.  Jaroslaw Kaczynski støtter sig ikke, siges det i analysen, til en bestemt ideologi. Han vælger i stedet de synspunkter, der gavner ham mest politisk her og nu. Kaczynski har såldedes bakket op om yderliggående højreorienteredes, fx Robert Bakiewicz’ marcher 11. november på uafhængighedsdagen.  

Katolicisme betragter han instrumentalt, som et våben til at vinde politisk magt. Tidligere kritiserede han ellers de partier og personer på højrefløjen, der holdt sig trofast til de udmeldinger, der kom fra kirkeledelsen. Det nu tættere forhold til kirken skal tjene til at fastholde regeringsmagten og ikke meget mere end det. ”Man har et standpunkt til man har et nyt” sagde den afdøde danske statsminister Jens-Otto Krag i sin tid. Det passer godt på Orbán i Ungarn og Kaczynski i Polen og for den sags skyld mange andre politikere.

Orbán begyndte som liberal, men vendte om og blev derefter nationa-konservativ fra midten af 1990erne. Orbán og Kaczynski er på mange måder forskellige personligheder, men det at betragte religion instrumentalt, som et middel til at få magt og fastholde den, har de til fælles. Mange i Kaczynski’s inderkreds er da også ”konjunkturalister”. De indordner sig, skifter gerne synspunkter alt efter, hvordan og hvorhen vinden blæser, efter hvad Kaczynski bestemmer sig for. Skulle folk fra LBGT miljøet erklære støtte regeringen og kalde Kaczynski en ”OK person”, vil Kaczynski bevæge sig 360 grader og lovprise bøsser og lesbiske, siges det ironisk. Kaczynski er og bliver en ”sand polak”, men på sin helt egen måde.