Hvad sker der i Ukraine – dagens opdatering for søndag den 7. august

Af Jens Alstrup

Men hvad med Azov? Det bliver man altid spurgt om, direkte eller i overført betydning af folk som f.eks. Marie Krarup, og nu også Amnesty International. Og så er der en lille historie fra taxaen i Kyiv og nyt fra selve fronten. Denys Davydov er ikke klar med sin video.

1 Dagens kampe

2 Amnesty International – en skandale!

3 En taxachauffør

4 Andre historier

1 DAGENS KAMPE

På mit ene kort, ser det ud til at russernes artilleriangreb er taget betydeligt af, og nu koncentrerer sig alene om from fronten fra Siversk til Bakmut og videre ud til Zaporizhzhia. Ukransk artilleri, ser ud til at ramme langt inde i russisk kontrolleret område, og dermed er det nok HIMARS, der jagter flere russiske depoter. På satellitkortet, hvor artilleriintensiteten registreres fra NASA, bekræftes det næsten og intensiteten ser meget begrænset ud, i forhold til tidligere.

På jorden har russerne forsøgt sig med infanteriangreb flere steder. Det er svært at vurdere omfanget, men alene i går, mente ukrainerne, at det havde kostet russerne mindst 300 dræbte. Hvis det er rigtigt, så er det meget intensivt, men det har ikke medført nogen ændringer på selve frontlinjen. Fra Izium i retning af Sloviansk, har russerne forsøgt at tage noget af det tabte land tilbage. Der har også været et angreb i retning af Siversk, og et over en bred front mod Bakhmut. Endvidere har de også forsøgt at angribe i retning af Avdiivka. Dvs. over meget brede frontafsnit, hvad der normalt medfører ufatteligt store tab.

At Ukraine stadig har et luftvåben, er mildest talt en overraskelse for de fleste, men forhåbentligt ikke for ukrainerne selv. Det er imponerende. Den seneste beskrivelse jeg har, fortæller at de, hvor de er beskyttet af egne missiler fra jorden mod evt. angribere fra luften, angriber de russerne på jorden i grupper af ofte 5 fly ad gangen, der flyer i meget lav højde!

Mens jeg er ved det ukrainske luftvåben, så skal de nu have modtaget amerikanske AMG-88 antiradarmissiler, som virker luft til jord. Det vil gradvist sætte de russiske antiluftinstallationer ud af drift ved at gøre dem blinde.

2 AMNESTY INTERNATIONAL – EN SKANDALE

Skandalen udvikler sig. Amnesty har undskyldt, at så mange har følt sig sårede over deres rapport om Ukraine. Det ser ud til, at UK, hvor hovedorganisationen hører til, har fjernet deres opslag om det fra deres Facebookprofil. Men det har den danske afdeling ikke, og den som svarer for AI i Danmark, tager rapporten ukritisk i forsvar.

En undskyldning er ikke nok. Den skal trækkes helt tilbage. Og det er heller ikke nok. Den eller de, der har skrevet den, skal ud af AI, hvis organisationen skal kunne genopnå nogen som helst troværdighed!

Det omtales, at en medforfatter til rapporten, er en kvinde, der er bag profilen Esha_K på Twitter. Hvis det passer, så er ovenstående heller ikke nok. Det er en kvinde, der f.eks. omtaler Finland og De Baltiske Lande som fascistiske, og for at føje ekstra til hende ”løjer”, så mener hun slet ikke, at disse lande har nogen eksistensberettigelse. Hvis dette har sin rigtighed, at denne profil er identisk med en af rapportens forfattere, så må de øverste ansvarlige i AI trække sig. Man har intet at gøre i en organisation, der skal støtte menneskerettigheder, når man kører en krigsforbryders narrativ. Det er utilgiveligt!

Her et link til et af Esha_K’s opslag. Så kan I selv se:https://twitter.com/eshaLegal/status/1512565195700412423?s=20&t=64qL5mIXykQU3J9mc64gag

Der findes også Human Rights Watch, vil jeg gøre opmærsom på. For vi kan ikke undvære en organisation, der internationalt kæmper for individets rettigheder. Men vi kan godt undvære en sådan, som baserer sig på en krigsforbryders materiale. Det kan ikke bruges til noget. Ryd op AI, og lad lederne vise, at sagen er vigtigere end deres egne personer, og GÅ JERES VEJ!

Jeg håber, at andre tager over her, og eftersøger hvem, som er hvem, og hvem som har gjort og skrevet hvad. Jeg følger op på sagen, så godt jeg kan.

3 EN TAXACHAUFFØR

Efter en hyggelig eftermiddag med lidt tiltrængt hvile, kørte jeg med taxa tilbage til hotellet midt i Kyiv. Jeg benyttede mig af chancen for at høre lidt om livet i byen. Hvordan klarede han sig? Her en sammenfatning, af vores samtale.

Chaufføren er fra Kramatorsk, som hurtigt blev evakueret. Han er ganske ung. Vel i første halvdel af tyverne. Taler ukrainsk, selvom Kramatorsk er en russisktalende by, men det kan være et bevidst valg fra hans side, da mange fraskriver sig deres russiske identitet i disse dage. Han og hans kone måtte flygte, og han begyndte at arbejde i ”Bolt”, som er en slags Uber-taxa (Uber er her også). Bilen er ikke hans. En Skoda Rapid, ganske ny. Benzin er nemt nok at få nu, men ikke da han startede. Det længste han havde prøvet at vente på at få benzin, var 36 timer i en kø! Men nu er det nemt nok.

Jeg spørger, om benzinpriserne ikke gaiver ham problemer. Han svarer nej, for prisen for at køre, er justeret. For at kunne leve, skal han køre 14 timer om dagen. Også hans kone, kører for Bolt i deres egen bil. Hun kører også dagen lang, for at de kunne få det til at løbe rundt. Jeg fik ikke spurgt, om der var børn.

Jeg sagde til ham, at jeg håbede, at alt dette snart var overstået! Han takkede og tilføjede, at det håbede han også, og der var tegn på tårer i øjene. Det var der såment også i mine i det øjeblik. Min kammerat må have fortalt, at jeg skal til fronten, for han gav en lidt udsædvanling hilsen til mig, om at passe på, på min rejse.

Et lille øjebliksbillede fra Kyiv.

4 ANDRE HISTORIER

Krigsforbrydelserne fortsætter med at udvikle sig. Det seneste påfund er at pga. sanktioner, kan Rusland angiveligt ikke betale for at forsyne de ukrainske krigsfanger, med mindre deres pårørende betaler for deres kost. Man ser det for sig. Den afdøde Azovsoldat, døde desværre i dag, fordi I ikke betalte for ham. Han vil blive begravet i morgen i den massegrav, vi lavede for en uge siden. Jeg må dog understrege, at det er IKKE bekræftet.

Hvad der ER bekræftet, er, at en af de få intakte bygninger i Mariupol, deres store koncertsal, nu er ved at blive indrettet til en domstol, der kan køre rigtigt mange sager på en gang. Skueprocessen, der næppe vil lade Vyshinsky noget tilbage at ønske fra skueprocesserne i Moskva i 1930’erne, forventes at gå i gang til september. Information her fra Kyiv.

Den burjatiske krigsforbryder, der kastrerede en ukrainsk krigsfange, og derefter myrdede ham med nakkeskud, er nu endeligt identificeret af Bellingcat. Han bør stilles for en domstol og aldrig komme ud igen, men kan det ikke gøres, ser det ud til at Ukraine overvejer en ”israelsk løsning” overfor forbryderne. Personlig vil jeg ikke have den slags gående frit rundt, koste hvad det koste vil. Amnesty har nok ikke haft tid til denne historie.

En russisk buschauffør nægter at tage en krigsinvalid med på bussen. Han har jo været i Ukraine, siger chaufføren. ”Vær menneskelig”, siger veteranen. ”Du har skudt børn”, siger chaufføren og en passager siger, at de skal køre! Vi taler om, at her er der allerede 4-5 gange så mange krigsinvalider, som der var efter Afghanistankrigen, altså der hvor Sovjetunionen var indblandet. Det er en katastrofe for samfundet, og de bliver måske endnu mere en paria, end afghanistanveteranerne var og er. Engelske undertekster:

Der er ikke nyt fra det store atomkraftværk, andet end at IAEA har bedt om adgang til værket, for at inspicere det.

https://www.pravda.com.ua/eng/news/2022/08/6/7362182/

STØT MIN REPORTAGEREJSE

Indsamlingen er sat på pause for nu. Det skal nok blive genoptaget senere, men det er bedst at stoppe op nu. Men I kan altid hjælpe med at dele mine opslag her på Facebook! Mange tak for jeres enorme støtte!

Jeg venter fortsat på min akkreditering, måske fordi jeg også skal skrive for Novaja Gazeta. Den er jo russisk og alt russisk skaber mistro i Ukraine. Det kan jeg ikke fortænke dem i, men jeg håber, at de når frem til den rigtige beslutning, så jeg kan komme videre på onsdag mod syd, til min base for mine opgaver ved selve fronten.

Share This