Hvad sker der i Ukraine – dagens opdatering for mandag den 8. august

Mariupol

Af Jens Alstrup

Kyiv: Atomrumlen og den store offensiv, ligger højt på dagens dagsorden. Kampene ser ud til at være hårde, men lidt aftagende. Intet synligt har ændret sig.

1 Dagens kampe

2 Den store offensiv

3 Atomtrussel

4 Amnestysagen fortsat

5 Radio4

6 Reportagerejse

1 DAGENS KAMPE

Denys Davydovs video kom efter jeg var godt i gang, men her er link til den om dagens kampe m.m.:

Det er nærmest en gentagelse, men tag ikke fejl. Der er hårde kampe derude ved fronten. Russerne har forsøgt sig med infanteriangreb fra Pisky til Avdiivka, men frontlinjen er ikke flyttet. Netop her, har der været meget hårde kampe lige siden 2014/2015. Avdiivka er højt på min liste over steder, jeg vil besøge igen. Også ud for Bakhmut, har russerne forsøgt at angribe med infanteri og også her, har ukrainerne slået dem tilbage.

Kortene viser sjældent ukrainske infanteriangreb, men det fremgik tidligere i dag, at de ukrainske styrker er rykket et godt stykke mod Kherson by. Denne gang kan det delvist bekræftes af det ene af de to kort, jeg bruger, men ”et godt stykke”, forkommer at være meget beskedent.

De ukrainske artilleriangreb, fremstår meget tydeligt på kortet med NASA’s observationer på. De er meget koncentrerede og typisk rettet mod forlægninger eller ammunitionsdepoter. Der er også rapporter om, fra begge sider af krigen, at Antonivkabroen er angrebet igen, efter russerne har forsøgt at reparere den. Russisk artilleri, har ikke været stille, men så dog kun aktivt i begrænset omfang i dag, undtaget ud for Bakhmut, Avdiivka og Mykolaiv.

2 DEN STORE OFFENSIV

Der tales meget om den store offensiv. Den ukrainske, men også den russiske. 40 nye kampbataljoner skal være sendt i felten fra russisk side. Det virker ikke til, at de er specielt godt uddannede. ”Mjasa” eller ”kød”, kalder russerne den slags enheder for. Kanonføde siger vi. Materiel har de heller ikke meget af.

Hvordan det er på ukrainsk side, er også svært at sige. Der flyder konstant våben ind fra Vesten, men det skal være i hundreder og ikke 5, 8 eller 15 HIMARS, og der skal bunker af ammunition til. Det har længe været et samtaleemne, at Ukraine er ved at løbe tør for standardammunition til deres våben fra sovjettiden. Noget er kommet ind fra Rumænien, Polen, De Baltiske Lande osv. men det kan kun udsætte tidspunktet, hvor Ukraine skal over på NATO-ammunition, og det kan reelt kun USA levere i de mængder, der kræves.

Mange har længe ment, og jeg er en af dem, at Ukraine vil lægge ud med at angribe for at få Kherson by og vestbredden af Khersonregionen tilbage. Det er nemt at holde efterfølgende. Det vil være en enorm moralsk sejr, og området er ideelt for en offensiv, da det er vanskeligt at skjule sig der. Kommer de 100 tyske Panzerhaubitzer 2000 til levering og ikke kun i festtaler, så begynder det at ligne noget.

Imod dette står, at russerne angiveligt har sendt halvdelen af deres samlede styrker til området omkring Kherson, for at udføre deres offensiv mod Mykolaiv, men det tror jeg ikke på, at de kan gennemføre. Allerede nu, er der historier, ubekræftede ganske vist, om, at russiske soldater sulter i området, fordi de ødelagte broer gør, at de ikke kan bringe nok forsyninger frem.

3 ATOMTRUSSEL

Hold fast. Nu kommer der rygter. Og lidt fakta. For ingen ved noget helt præcist.

USA har gentagende gange fortalt, at de russiske atomvåben, som de overvåger konstant fra en tidligere nedrustningsaftale, er helt passive. Der sker intet med dem overhovedet. Det er fakta. Desværre er der ikke langt fra, at nogen gør ”noget”, til at de kan sendes afsted. Men noget varsel er der dog. Jeg kan desværre ikke fortælle hvor meget.

Russerne har vist sig ufatteligt skødesløse omkring håndtering af atomteknologi. Alene omkring Tjernobyl, sendte de mandskabet væk, som overvågede værket, før de fik lov til at komme tilbage. I den røde skov, beordrede de deres soldater til at grave skyttegrave, og det er netop der, hvor man dumpede indhold fra en eksploderede reaktor, så de blev alle sendt på et hospital med strålingssyge. Da de indtog Europas største atomkraftværk i Zaporizhzhia, beskød de selve værket.

Det enorme værk er i russernes besiddelse nu. For et par dage siden, blev det beskudt. Så langt er fakta. Og nu kommer rygterne og historierne.

Ukrainerne beskylder russerne for at beskyde værket og omvendt. IAEA, som jeg skrev om i går, har udbedt sig adgang til værket. Allerede her, er vi i en meget farlig situation.

General SVR, som påstår at have kilder direkte inde i Kreml, siger at Putin har forlangt, at et forløb skal forberedes, hvor russerne selv sprænger værket i luften, med katastrofale følger, for så at give ukrainerne skylden, og bruge en ”lille” taktisk atombombe, som ”gengældelse”. Husk dog, at General SVR, er efterretningernes svar på Se & Hør. I Ukraine løb historien, at en russisk general i området, har truet med at spærnge værket helt i luften, hvis ikke ukrainerne overgiver sig. Senere afviste russerne, at dette skulle være rigtigt.

Hvad der er op og ned på alt dette op rygteplan, er svært at sige. Jeg tror på beskydningen af værket, der er udført, er en såkaldt ”false flag” operation, udført af russerne selv. Helt givet for at skræmme ukrainerne. Om så rygterne om truslen om at gå videre end det, er fra General SVR’s måske opdigtede historie, eller om det har noget på sig, er meget vanskeligt at sige. Sagen er, at Putin er ophørt med at opføre sig rationelt på slagmarken.

Når det så er sagt, så ser jeg IKKE, at Putin opfører sig irrationelt som mafiaboss. Dvs. han og hans consiglieri næppe ønsker at opgive sig selv og sine nærmeste i en askesky. Det er vi nødt til at tro på. Der er ingen anden vej.

4 AMNESTYSAGEN

Det ser nu ud til, at Esha_K, ”blot” er brugt som kilde til rapporten om Ukraine. Det er slemt. Men det er værre af, at det også ser ud til at være hendes opslag på konspirationssiden Greyzone, som også blev brugt til at fratage Navalnij sin status som politisk fange. Begge gange, har Kreml jublet. Det er en ufattelig skade, som Amnesty nu har gjort for anden gang. Oliver Stone, mener angiveligt også, at dette er en fantastisk side. Beklager, at jeg ikke kan komme meget videre med det. Her fra må andre tage over, hvad jeg håber vil ske, og så skal jeg nok referere det.

Dog vil jeg tilføje, at forfatteren til rapporten, først vedstod at være forfatteren i ental, til rapporten. Senest er hun kommet i tanke om, at de var tre, og hendes egen rolle var åbenbart meget beskeden. Den slags kender man jo fra elendige chefer i hele verden. Når det hele eksploderer, så er det ”vi”, og når det går godt, så siger lederen, der ikke fortjener at være det, ”jeg”. Det er et ynkeligt forløb på alle planer dette her!

5 RADIO4

Jeg er i Radio4 i morgen i programmet ”FRONTLINJEN” i morgen med Peter Ernstved Rasmussen som vært. Selvfølgelig om krigen her i Ukraine. Det sendes den 9. august kl. 11.00 til 12.00.

6 REPORTAGEREJSE

Det lysner med akkrediteringen. Den skulle være på vej nu. Min sikkerhedsvest og hjelm kommer i morgen. Onsdag kører jeg mod syd. Jeg skulle ikke kommet igennem områder, der har været hårdt ramt af krigen.

Jeg tænker at jeg vil udvide dette her, så der med ujævne mellemrum kommer en opfølgning på live video. 1 time sætter jeg af ad gangen. Måske bør det være på engelsk af hensyn til mine ukrainske følgere. Det bliver helt lavpraktisk fra mobiltelefon, sendt over YouTube. Eller det er planen. Vi må se, om teknikken virker. Første gang, efter jeg er kommet til min base i syd.

I kan hjælpe mig med denne rejse og mission, ved at dele mine opslag. Og mange tak for de mange kommentarer og spørgsmål til mine opslag.

Share This