Hvad sker der i Ukraine – dagens opdatering for mandag den 3. oktober

Illustrationsfoto

Af Jens Alstrup

Kyiv: Det bliver kort i dag. Informationerne kom sent, men det lover godt!

1 Dagens kampe

2 En falsk profil?

3 Reportagerejse

1 DAGENS KAMPE

De ukrainske offensiver går fortsat godt. Ja, bedre end det! I nord, hvor Kreminna er truet, har ukrainerne pludseligt ændret retning og har nu kontrol over hovedvejen P66 på strækningen mellem Svatove og Kreminna. Længere mod nord, holder russerne en forsvarsposition for Svatove langs Oskilfloden, men det fortælles, at de russiske tropper er flygtet fra positionerne. Jeg må sige, at kan de ikke holde en flodbred på en ganske stor flod, så kan de ikke holde noget som helst. Vi har nu fået bekræftet, hvad jeg har skrevet i nogle dage, at den russiske modstand er kollapset. Vi kommer til at se mange byer falde tilbage til ukrainerne over de kommende dage.

I syd, går offensiven også godt, men det er åbent landskab og det er svært at komme frem. Alligevel er det lykkedes så godt, at de russiske tropper rømmer byerne en efter en, angiveligt uden at tage kampen op, så også her er der åbent for ukrainsk fremgang. Der kommer en lind strøm af informationer om landsbyer, der bliver befriet, men de er alle bag den by, som de angiveligt nåede til i går. Derfor har jeg ikke nye meldinger om, hvor langt de egentligt er nået i løbet af dagen. Når jeg ved det, får I det selvfølgelig at vide.

Russerne har også angrebet. Ja, helt rigtigt. Ud for Bakhmut, har Wagnersoldaterne igen foretaget sine vanlige frontalangreb mod de ukrainske linjer, og ukrainerne har lige så vanligt, slået det tilbage.

Ud i artilleri, har russerne gået over til nærmest ren terror ud for Kherson by. De har beskydt omkring 45 ukrainskkontrollerede landsbyer, og IKKE de ukrainske militære stillinger. Bortset fra artilleriangreb mod et landbrug ud for Sumy i nord, har billedet været det normale. Den russiske indsats har været koncentreret omkring Bakhmut by. Dvs. cirka 50 km i hver retning.

Russerne har også været meget aktive i deres brug af fly, MLRS (”Stalinorgler”, men meget mere moderne), droner og egentlige missiler. Hele 11 missilangreb, 10 luftangreb og over 65 MLRS-angreb har ramt mere end 35 bebyggelser i hele Ukraine. En iranskproduceret drone, er i øvrigt taget intakt af ukrainerne i dag.

Ukrainerne har fortsat deres angreb med deres HIMARS, men det er ikke helt klart, hvad de har ramt. Det er primært i Khersonregionen, at de er brugt i dag.

Kort om vejret. Hvert forår og efterår, regner det ganske kraftigt i Ukraine og det vestlige Rusland. Da arealerne er enorme og landskabet relativt fladt, har vandet svært ved at komme hurtigt væk, hvad der får jorden til at blive et kæmpe søle. Det stoppede tyskerne i lange perioder under Anden Verdenskrig, hvor de fleste veje var jordveje, men det har stadig en effekt, og det vil besværliggøre militære manøvrer. Senere kommer vinteren og fryser mudderet til, og så kan det igen gå i gang, dog med den tilføjelse, at det bliver meget svært at lave nye skyttegrave i den frosne jord. Det er selvfølgelige samme forhold for begge parter, men det betyder, at med mindre de russiske enheder fortsætter med helt at gå opløsning, så kan der nu komme en periode, hvor de ukrainske fremrykninger kan blive besværlige. Det er dog, må I huske, et fænomen som ukrainerne i den grad selv er klar over. Det er jo netop deres eget land! Værst er det for russerne, da de har de længste forsyningslinjer. De kender også selv fænomenet hjemmefra. Jeg har selv prøvet det på cykel i Sibirien på 24 km jordvej. Det var den hårdeste dag på cykel i mit liv.

Her kan I se russiske kampvogne i mudderet i februar, lige før de gik ind i Ukraine: https://youtu.be/Ynjm3jqAElc

2 EN FALSK PROFIL?

Der er mange informationer i omløb nu. Nogen jeg ved er rigtige, fra rigtige mennesker, jeg kender i kød og blod, men informationer som ikke må komme ud nu. Andre, hvor der opstår tvivl. Og så er der falske profiler.

I går refererede jeg en historie fra fronten ved Lyman, som var den bedst beskrevne af dem alle. Der var mange sådanne historier. Der har også været videoer, der viser den slags oplevelser. Sagen er bare at det viser sig, at historien om den ukrainske soldat, der så den russiske ditto hårdt såret, prøve at komme væk, måske er forkert. Profilen, der bragte historien oprindeligt, er 76 år gammel og det er angiveligt fra Cambodia. Ak ja!

Men jeg sletter det ikke i dette tilfælde. Det gør jeg ikke, fordi der faktisk er tvivl. Dels beskriver den, hvad der er mange andre kilder på, omend ikke om den konkrete soldat, og dels forklarer jeg her, hvad sammenhængen er.

Det er sket før med en canadisk frivillig. Han oplevede virkeligt en hel masse, og han skrev rigtigt godt. Jeg krydstjekkede historierne, og de havde virkeligt fundet sted. Det var da bare at være glad? Det var det så ikke! For profilen var falsk. Han var overhovedet ikke i Ukraine. Måske var han canadier. Først da han kom med en historie om at cykle ind og ud af Kherson by om natten på hemmelig mission, blev det alligevel for meget og mange kom i tvivl. Myndighederne var blevet rasende over profilen, men den var meget populær med 100.000’er af følgere på Twitter. Selv berømte elitesoldater, som rent faktisk var og er i tjeneste for ukrainerne, kommunikerede med ham, som en af deres egne. Hvordan pokker, skulle vi andre så kunne se det? Men altså cykelturen fik mig til at ophøre med at referere til ham øjeblikkeligt. Han var falsk, og da det endelig blev bragt i en af de store internationale aviser, slettede han sin profil. Ingen har vist fundet ud af, hvem han egentligt var.

Det er ikke altid så nemt. Det vigtigste er at være ærlig omkring det, når situationen opstår. Og jeg må gentage, at beretningen kan udmærket været sand, som at canadieren før cykelturen faktisk var, bortset fra detaljen med, at han ikke selv var der (han havde stjålet historierne fra andre Twitterprofiler).

3 REPORTAGEREJSE I UKRAINE

Mange tak for jeres mange spørgsmål, kommentarer og delinger af mine opslag. Det er jo lige det, som Facebook bør bruges til, så kommunikationen går to veje.

Husk, at der kommer live video i morgen, tirsdag kl. 18.00 på POV Internationals side her på Facebook. Jeg bringer separat link i god tid.

I skal også have mange tak fra organisationen bag indsamlingen til et par biler til Ukraine. Der er kommet 12.000 kroner til formålet, og det er flot. Vi taler om biler til omkring 20.000 kroner, så det er faktisk meget! Jeg kan forstå, at flere har sendt hilsener til mig. Det skal I have en ekstra tak for!

Der er også ved at blive arrangeret foredrag hjemme i Danmark. De bliver et led i indsamlingen til næste rejse og andet. Der bliver et større arrangement i København, hvor der kommer nogle kendte folk med, der har militær og politisk baggrund, og så mig, sagde hunden. I Aarhus, må I nøjes med mig. Mere følger om arrangementerne.

Share This