Hvad sker der i Ukraine – dagens opdatering for mandag den 27. juni

Resterne af en russisk kampvogn Foto: Ukrainsk forsvarsministerium

Af Jens Alstrup

Igen en dag med ”få” nyheder fra fronten på den måde at forstå, at der kæmpes for hver en tomme land, men fronten flytter sig næsten ikke. Der er dog mere, end øjet lige kan se.

1 Dagens kampe

2 Sorte skyer i horisonten

3 Vil du have rapporter direkte fra fronten?

1 DAGENS KAMPE

Her er Denys Davydovs video om dagens kampe:

Den store nyhed er, at et russisk missil har ramt et indkøbscenter i Krementjuk. Omkring 1.000 mennesker skulle have befundet sig i centret, da missilet ramte. 15 skal være dræbt og mange sårede. Denys siger 11, det var tidligere på dagen. Det må forventes, at dødstallet stiger yderligere i løbet af de kommende timer og dage. Angrebet er i en fælleserklæring fra G7, fordømt som en krigsforbrydelse. Iflg. InformNapalm, har de fundet frem til den officer, som eksekverede angrebet. Lad ham blive fanget, og aldrig, aldrig nogensinde komme ud igen.

https://t.me/DMYTROLUNIN/2737

Ud for Kharkiv, prøver russerne fortsat at trænge frem, men uden at det lykkes. De beskyder selve byen med deres artilleri. Omkring Izium, er det samme situation og fra frontlinjen her, beskyder russerne Sloviansk. De ukrainske myndigheder, beder inderligt alle civile om at forlade Lysytjansk, Sloviansk og Kramatorsk.

Ukrainerne benytter deres netop leverede HIMARS til at beskyde hovedkvarteret for de russiske styrker i Izium. Mere tungt materiel er på vej fra Vesten, men det er endnu en dråbe i havet, af det ukrainerne har brug for, for at vende situationen.

Denys taler om nogle landsbyer, som ukrainerne endnu skulle kontrollere lige syd for Severodonetsk. Andre kilder siger, at de er rømmet og russerne har taget over også der. Hvad end er det rigtige, vil det nok være en kendsgerning om kort tid. Lysytjansk er under angreb syd fra, og russerne har vundet ganske meget frem. Ikke meget hver dag, men den seneste tid har udviklingen været konstant. Området udgør en meget vanskelig taktisk situation for ukrainerne.

På den sydlige frontlinje, er der ikke mange bevægelser. Nord for Kherson, skal ukrainerne have genindtaget et lille område fra russerne, men som vanligt, er det meget vanskeligt at få bekræftet oplysningerne fra området der.

I håb om at nye missilangreb som det i Krementjuk kan stoppes, er det nu kommet frem, at USA vil levere deres avancerede luftforsvarssystem NASAMS.

2 VIL DU HAVE RAPPORTER DIREKTE FRA KRIGEN?

Jeg forhandler lige nu med en avis om at tage 3 måneder til fronten i Ukraine. Nej, jeg skal ikke være i skyttegravene 3 måneder i træk, og i det hele taget kan det være vanskeligt at planlægge i detaljer i forvejen, men her er planen:

Jeg vil tage 3 måneder til Ukraine. 2 uger vil gå med at få akkrediteringer og overhovedet at komme der ud. Afrejse 1. august. Dvs. jeg vil være derude, når den planlagte ukrainske offensiv sættes ind, hvis ellers de får det lovede materiel. Jeg vil være cirka 2 måneder med base i Kramatorsk, hvis ellers byen eksisterer tidligt i august. Her fra, vil jeg med den planlagte motorcykel, som jeg er i færd med at finde frem til nu, kunne køre ud og tilbage på en tankfuld til de frontafsnit jeg vil besøge. Det bliver cirka et frontafsnit en gang om ugen. Ved hvert frontafsnit vil jeg være 2 til 4 dage, hvoraf 2-3 dage vil være ude i skyttegravene eller tæt på.

Jeg er, ærlig snak, fed gammel mand efterhånden. Skal der løbes til, så kommer jeg ikke med. Derfor må jeg være mere defensiv end soldaterne, og jeg skal bestemt heller ikke gå dem i vejen og ligefrem skabe farlige situationer for os alle, men jeg satser på at kunne komme så langt ud, at jeg kan følge de forreste linjer.

Jeg tager derud på motorcykel. Dels giver det noget at snakke med soldaterne om. Dels er en civil motorcykel normalt ikke farlig for soldater, hvorfor jeg vil være mindre udsat, og jeg sætter et mindre spor, hvorfor jeg er mindre udsat for at ramme miner eller ueksploderet ammunition. Bryder fronten sammen hvor jeg er, kan jeg på motorcykel komme væk i en helvedes fart. Jeg har teknikken til det fra mange år på to hjul og har før kørt på små biveje i området.

Spørgsmålet er, om I vil være med? Mine muligheder er følgende:

1 Avisen betaler mine rejseomkostninger (budget 100.000 kroner) og artiklerne kommer bag betalingsmur.

2 I vil hjæpe via crowdfunding, til at samle budgettet sammen, så artiklerne er offentlige, redigeret af avisen.

Mine korte, daglige opdateringer, vil fortsætte uændret, bortset fra, at der vil være dage, hvor jeg ikke kan bringe dem, mens jeg er ude i skyttegravene.

Mine planer er også at arrangere 3 måske 4 aftener, med en frisk fortælling fra fronten, netop hjemkommet f.eks. på hovedbiblioteker i København, Aalborg, Aarhus og Aabenraa. Som krigen er derude, er det artilleriet, der angiveligt dræber flest. Kommer sådan en granat flyvende, er der intet at gøre ved det. Det handler om statistik. Der er med andre ord, ikke statsgaranti for, at det hele vil lykkes. Men jeg mener, at der er brug for, at der rapporteres direkte fra begivenhederne over en længere periode.

Jeg har 1.500 venner og 1.500 følgere i runde tal. Hvis 33% af kun vennerne vil gå til lommerne for artiklerne, er der tale om 200 eller 250 kroner (er lidt usikker på momsreglerne her) fra hver for cirka 8 til 12 artikler ude fra fronten og rundt i Ukraine. Er det noget, du ville være med til?

Fortæl, om du vil være med til at støtte det?

Share This