Ad

Historiske markeringer i Centraleuropa

Centraleuropa Foto: CrazyPhunk

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

V4: Visegrad-landene, Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn dyrker i højeste grad historien, men på hver deres måde.  I nogle tilfælde er fokus på bestemte historiske personer, i andre tilfælde på bestemte skelsættende begivenheder. Nogle minder forbindes med national stolthed, andre fremstår traumatiske og forbundet med ydmygelse.

Polen markerer 85 året for Jozef Pilskudskis død (i 1935). Pilskudski var den helt centrale skikkelse under kampen for Polens befrielse og genskabelse i kølvandet på 1. verdenskrig. Tysklands nederlag, opløsningen af Østrig-Ungarn og tsardømmets fald i Rusland havde skabt en kaotisk situation. I kampen for polsk selvstændighed havde Pilsudski støtte fra sit parti, Socialistpartiet (PPS) og et par tusinde tidligere legionærer. Som sagt af den kendte polske historiker, Andrzej Friszke i et interview i ”Polityka” (21.2002) er Pilskudski nok den mest fremtrædende politiker overhovedet i nyere polsk historie. Omkring 1. verdenskrigs afslutning rasede der en indædt magtkamp mellem på den ene side nationaldemokraterne (”Endecja”), med Roman Dmowski som den helt centrale figur, over for de nationalkonservative modstanderne koncentreret i Pilskudski’s lejr. Den magtkamp fortsatte i hele mellemkrigstiden. Nationaldemokraterne beskyldte typisk Pilsudski for at have været terrorist, fantast, pro-tysk og for ”jøde-venlig”. Nationaldemokraterne kæmpede for en etnisk ”ren” stat og støttede antikommunistiske kræfter i Rusland, Pilsudski derimod var for et multi-etnisk Polen der inddrog dele af Hviderusland og Ukraine. I 1920 udkæmpede han en krig mod det bolsjevikkerne, den krig endte remis. 

Da en national-konservativt ledet regering kom til i 1923 trak Pilskudski sig tilbage, men han vendte tilbage på den politiske scene i maj 1926, da han greb ind, ”sanerede” det politiske system og indførte et autoritært styre. Da han følte sit regime truet gennemførte han en yderligere politisk opstramning i 1930. Flere politiske modstandere blev her fængslet. Uanset autoritære holdninger betragtes Pilsudski som en nationalhelt, der kæmpede for polsk uafhængighed. Modsat andre autoritære ledere i mellemkrigstiden forfaldt han ikke til et samarbejde med nazisterne, men Polen blev bragt i en umulig situation, fanget mellem Stalins Sovjetunionen og Hitler-Tyskland. Det førte til Hitler-Stalin pagten i 1939. Pilsudski nåede ikke at opleve årene op til udbruddet af 2. verdenskrig. 

I Tjekkiet, frem til 1993 ”Tjekkoslovakiet”, er historiske begivenheder meget forbundet med år der ender på ”8”, med München 1938, februar-kuppet 1948 og Pragforåret i 1968, der endte så brat med Warszawapagtens militære indgreb. Men andre begivenheder og forløb er også værd at markere. For 70 år siden startede de blodige udrensninger i kølvandet på februar-kuppet, den kommunistiske magtovertagelse i 1948. For 30 år siden, den 8-9. juni havde vi det første frie valg ”the founding election” i kølvandet på murens fald og fløjlsrevolutionen. Det stalinistiske styre var yderst brutalt i Tjekkoslovakiet. Men forholdene i Tjekkoslovakiet var på mange måder anderledes end i Polen og Ungarn.

Det kommunistiske parti (KSC) havde været lovligt i mellemkrigstiden og haft en pæn vælgeropbakning, omkring 13 pct. Efter krigen havde befolkningen friske minder om det demokrati, der under Masaryk var ganske enestående i Central- og Sydøsteuropa. Som sagt af historikere, fx af John N. Stevens i bogen ”Czechoslovakia at the Crossroads” tilbage i 1985, var det tjekkoslovakiske kommunistiske parti i udgangspunktet ikke fremmed over for parlamentarisk demokrati, som det jo havde været en del af fra 1931 frem til 1938.

Modsat Polen og Ungarn var Tjekkoslovakiet en udviklet industristat med en talstærk arbejderklasse. Årene efter 1945 var ikke kendetegnet ved økonomisk kaos og nedtur sådan som i Polen og Ungarn. Kommunisterne indgik efter 1945 i en ”national front” med andre partier. Her nød kommunisterne særlige fordele, besatte de centrale ministerposter, men tilbageslaget for demokratiet kom senere, end tilfældet var i Ungarn og Polen, hvor de kommunistiske partier stod langt svagere når det gjaldt folkelig opbakning. Stalin kunne takket være kommunisternes styrke bedre leve med ”demokrati” i Tjekkoslovakiet end i Polen og Ungarn, men kun frem til 1948.

Udrensningerne i de kommunistiske partier og manipulation af parlamentsvalg begyndte tidligere i Polen og Ungarn. I Polen blev Gomulka erklæret ”nationalkommunist” og sat i husarrest, i Ungarn gik det hårdere til. Her fik vi forfalskede valg allerede i 1945 og derefter de politiske skueprocesser. Laszlo Rajk, indenrigsministeren, blev henrettet i 1949. Fra 1948 blev jerntæppet rullet ned gennem Europa. Det var herefter slut med pluralisme også i Tjekkoslovakiet. Udrensningerne ramte på alle niveauer i samfundet, som sagt i højeste grad også de kommunistiske partier. Nogle, som Gustav Husák i Slovakiet, blev anklaget for nationalkommunisme, andre for at være CIA-agenter eller lignede.

Udrensningerne begyndte for alvor i Tjekkoslovakiet tidligt i 1950 med fjernelse af de embedsfolk, der havde ansvaret for udenrigspolitik og handel, også chefredaktøren af partiavisen ”Rude Pravo” blev udskiftet. Året efter fik vi processen mod Rudolf Slansky, tidligere generalsekretær for partiet. Retssagen begyndte i november 1952. Slansky blev hængt allerede måneden efter. Otte andre retssager fulgte hurtigt efter. 50 ud af 97 medlemmer af centralkomiteen blev udrenset. Stalins død i marts 1953 førte til færre skueprocesser og visse lempelser politisk i de fleste lande i Central- og Østeuropa. ”Tøbruddet” skete i forskellige varianter, betegnet som en ”ny kurs” efter Stalins død. Men i Tjekkiet holdt kommunistpartiet (KSC) fast i den stalinistiske politik helt frem til 1956 og også i årene derefter. Reelt fik vi først et opgør med stalinismen efter 1960 og især under Prag-foråret.

Hvor 70-året for skueprocesserne mindes med sorg, forholder det sig stik modsat, når det gælder 30-året for afholdelsen af de første frie valg den 8. og 9. juni 1990. I perioden fra november 1989 og frem til valget blev oprettet ikke mindre end 60 forskellige politiske partier og ”non-party” grupper. 23 af dem opfyldte betingelserne for at stille op til valget. Frem til det frie valg i juni 1990 havde Tjekkoslovakiet en overgangsregering, en regering ”for national forståelse”, Det klart største parti eller snarere politiske bevægelse var Borgerforum, udsprunget af dissident bevægelsen Charta 77, der ved valget opnåede 49.5 pct. af samtlige stemmer efterfulgt af Unionen af kristelig-demokratiske Partier. Det tjekkoslovakiske Folkeparti der havde eksisteret før 1989 måtte nøjes med at få 8.7 pct. Det genopstandne tjekkiske Socialdemokrati (CSSD) fik ikke stemmer nok til at komme i parlamentet, men fik come-back senere i 1990erne.

Borgerforums modstykke i Slovakiet var Offentlighed mod Vold, der opnåede 33 pct. af stemmerne. Stærkeste konkurrent var Det kristelig-demokratiske parti ledet af Jan Carnogursky. Kommunistpartiet vandt 13 pct. af stemmerne ved valget til den føderale forsamling. Stemmeandelen var således nogenlunde på samme niveau som i mellemkrigsperioden. Der var mange udskiftninger på de ledende poster i det kommunistiske parti, men partinavnet blev ikke ændret, og bruddet med perioden før 1989 var halvhjertet. Forskellige fløje stredes om magten.

I Polen og Ungarn var bruddet med fortiden dybere, de kommunistiske partier skiftede navn og blev erklæret ”socialdemokratiske”. Vaclav Havel blev præsident og Aleksander Dubcek formand for parlamentet. Både Borgerforum og Offentlighed mod Vold var sammensat af mange meget forskellige grupper og blev derfor inden længe delt i forskellige nye partier. De to stærke personer blev den liberale Václav Klaus i Tjekkiet og den mere national-konservative Vladimir Meciar i Slovakiet. Klaus oprettede sit eget parti, Borgerdemokratisk Parti (ODS), Meciar Bevægelsen for et Demokratisk Slovakiet.

Det var de to politikere, der forhandlede delingen af Tjekkoslovakiet på plads. Vi fik en ”lykkelig skilsmisse” gældende fra 1993, også kaldt ”fløjlsskilsmissen”. Slovakiet og Tjekkiet havde en meget forskellig historie og forskellig grad af modernisering og industrialisering, og det betød meget. Derudover havde den katolske kirke en langt stærkere position i Slovakiet, end det var tilfældet i Tjekkiet. 

Jeg havde selv den store oplevelse at være i Prag på valgdagen for 30 år siden. Igennem 1970erne og 1980erne, i ”normaliseringsårene”, var jeg på adskillige studierejser, møder og konferencer i landet og ad den vej oplevet ”realsocialismen” inde fra. Helsingfors-aftalerne indeholdt aftaler om udveksling af forskere. Dem benyttede jeg mig flittigt af i de år. At opleve afskeden med kommunismen på nærmeste ophold var helt fantastisk – fx at opleve massedemonstrationerne og Havels og Borgerforums pressebriefings og en gentagelse af ikke-voldspolitikken fra Prag-foråret i 1968.