Henry Kissinger om krigen i Ukraine og forholdet til Kina

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Henry Kissinger, nu 99 år gammel, er stadig aktiv debattør, når det gælder krigen i Ukraine og ikke mindst USA’s forhold til Rusland og Kina. I sommer vakte han stor vrede i Kiev, da han i en tale til de delegerede på topmødet i Davos slog til lyd for at vende tilbage til situationen før den russiske invasion den 24. februar og  a anerkende Krim som en del af Rusland. At gå længere vil være ensbetydende med en krig mod Rusland selv.

Kissinger (og Brzezinski) har tidligere slået til lyd for en ”finlandisering”, dvs. en neutral status for Ukraine. Kissinger og nu afdøde Brzezinski hører begge til den realistiske skole. Kissinger har mødt Vladimir Putin, der har udvist respekt for den aldrende eks-diplomat. Ukraines præsident Volodymyr Zelensky var rasende over indholdet i Kissingers tale til de delegerede, men Kissinger selv mente, at Zelensky reelt ikke havde læst, hørt og i hvert fald ikke forstået, hvad han egentlig sagde. 

Senere, i et interview i ”Financial Times” (7.juni) var Zelensky da også mere lydhør over for Kissingers argumenter. Går vi tilbage til ”før 24. februar”, siger Kissinger, er der ikke tale om en sejr for Rusland, snarere en fordel for Ukraine. Ikke alene de baltiske lande, nu også Sverige og Finland vil være medlemmer af NATO, og Ukraine vil være i besiddelse af de største konventionelle styrker i Europa og kunne arbejde tæt sammen med NATO og udvalgte NATO-lande. Den russiske hær har vist sig langt svagere end forventet, og det vil der ikke blive ændret ved i lang tid frem.

For 50 år siden var Kissinger aktivt engageret i USA’s tilnærmelse til Mao’s Kina. Og Kina-politikken optager ham stadig. USA er i dag noget nær på krigsfod med Kina, især når det gælder handel og Taiwan. USA’s politik over for Kina har bygget på en antagelse om, at Kina vil tilslutte sig til de spilleregler, som Vesten sætter op. Men Kinas tilgang til international politik er anderledes end Vestens. Den europæiske linje globalt skal nødvendigvis opbygges på mindre stater, som må tilpasse sig det omgivne samfund. Og staterne har forskellige meninger.

Kina derimod er verdens folkerigeste stat og i dag også verdens stærkeste økonomisk. Den langsigtede vestlige politik over for Kina må bygge på en afbalancering af Kina og anerkendelse af Kina som en ligeværdig aktør på den internationale scene. Taiwan er endnu mere kommet i fokus. Desværre, er USA’s linje over for Kina lige nu alt for skævvredet (”skrepowany” på polsk). Kissinger har i flere bøger analyseret statslederes adfærd og holdninger. Verden har haft dygtige statsledere, desværre også demagoger. Og så dem midtimellem. Dygtige statsledere skal forstå de samfund, de styrer og evne at hæve sig og skifte kurs, når det er nødvendigt. Ikke alle har haft den evne.

Richard Nixon vurderer han højt. Han var både intelligent og modig, siger han. Kissinger er ikke den eneste, der i USA vover at ytre sig og at gå imod strømmen. En af mange er Marcus Stanley. Da Biden kom til, siger han, tog han udgangspunkt i løfterne til den amerikanske middelklasse, gående på at styrke det internationale samarbejde omkring klimaet og talte til fordel for en aftale med Iran om atomvåben og samarbejde (”cooperation”) med Kina. Forholdet til Rusland skulle være stabilt og forudsigeligt. Det var dengang. Hurtigt efter valget led USA et forsmædeligt nederlag i Afghanistan. Forholdet til Kina, Rusland og Iran blev forværret. Fred i Ukraine har lange udsigter. Verden er kommet tættere på en atomkrig.

Kina har ikke ført regulær krig siden 1979 (mod Vietnam), USA har interveneret militært talrige gange. Verdensbilledet er blevet konfrontatorisk og apokalyptisk, med den demokratiske, underforstået den vestlige verden i ”krig” med den autoritære, ledet af Kina og Rusland. I Danmark skal vi som bekendt snart til valg. Udenrigspolitik fylder ikke meget. Det apokalyptiske verdensbillede er ledetråd hos stort set alle partier.