Godt at vi har Trump og én europæisk leder med realistisk sans og diplomatiske evner

Af Ota Tiefenböck

Debat: Den amerikanske præsident Donald Trump skal mødes med sin russiske modpart Vladimir Putin i Budapest. Valget af stedet er ikke tilfældigt. Ungarns premierminister Viktor Orbán er formentlig den eneste europæiske leder i dag, der har et godt forhold til både den amerikanske og den russiske præsident. Han er desuden den eneste europæiske leder, der siden krigens begyndelse i 2022 har arbejdet for en diplomatisk løsning på krigen i Ukraine. Den eneste, der konsekvent har forudsagt, at det er umuligt for Ukraine at sejre over den russiske krigsmaskine.
Orbán – og det samme gælder Ungarns udenrigsminister Péter Szijjártó – nærer ikke nogen særlig kærlighed til Rusland, sådan som mange påstår. De fleste ungarere, og med sikkerhed også Orbán og Szijjártó, er bitre over den russiske nedkæmpelse af opstanden i 1956. De to herrer er heller ikke nostalgiske efter østblokken eller det sovjetiske styre. Nej, Orbán og Szijjártó er ægte politikere. De er diplomater og realister, som hele tiden har haft styrke nok til at sætte sig op imod den krigspsykose, der har hersket – og fortsat hersker – blandt de øvrige EU-ledere.
EU forsøgte at bringe Orbán til tavshed. EU indefrøs Ungarns finansielle aktiver. EU angreb Orbáns politik, forsøgte at isolere ham og dæmonisere ham. EU forsøgte at sætte ham på sidelinjen. Nu er det alligevel Orbán, hele verden ser på – ikke Kallas, Macron, Frederiksen, Merz eller nogen af de andre EU-ledere. De er sat ud af spillet, i hvert fald for nu, og kan blot se til, mens mødet finder sted i EU, men uden EU – men med Orbáns medvirken.
Der er mange ting at kritisere Orbán og Ungarn for, men Orbáns og Szijjártós diplomatiske styrke og evne til at sætte sig op imod de ukritisk højtråbende og ens-tænkende europæiske politikere er enestående. Uanset om man kan lide de to herrer eller ej – kan man andet end at beundre dem?
Et af de vigtigste diplomatiske topmøder i de seneste år skal altså finde sted i Ungarn. Hvis Trump og Putin når til enighed i Budapest, og Zelenskyj – som ved det netop afholdte møde med Trump angiveligt bekræftede – er villig til at stoppe krigen på de nuværende frontlinjer, vil det ikke kun blive en kæmpe succes for Orbán og alle fredselskende mennesker. Det vil også blive en ydmygelse for EU. De europæiske ledere – med EU-diplomatiets topfigur Kaja Kallas i spidsen – har siden krigens begyndelse ikke formået andet end at fortælle os, at Ukraine skal have alle sine territorier tilbage, og at vi skal støtte Ukraine militært, så længe det er nødvendigt for at opnå dette mål.
Det ville naturligvis være den mest retfærdige løsning. Men er den realistisk? Og hvor mange flere mennesker skal dø, før også de europæiske ledere indser, at den ikke er det? De europæiske ledere fortæller os, at vi skal gøre os klar til krig og bruge flere og flere penge på våben, fordi Rusland angiveligt vil fortsætte sine imperialistiske planer og angribe et andet europæisk land. At følelser indimellem overskygger almindelige menneskers rationelle tænkning, er ganske menneskeligt. Men at følelser overskygger den rationelle tænkning hos politikere, som er valgt af os til at bestemme over vores og Europas fremtid, det er utilgiveligt. En af de vigtigste evner, en politiker – ikke mindst lederen af det europæiske diplomati, Kaja Kallas – burde besidde, er netop at være diplomatisk, søge kompromisløsninger og være realistisk omkring den geopolitiske situation i Europa og verden. I det hele taget leve op til at være repræsentant for det kultiverede og fredselskende EU – modtager af Nobels Fredspris. Fred skabes nemlig ikke med våben. Den skabes ved at tale sammen – også med dem, man er uenig med. Fred skabes i hvert fald ikke ved at sende flere unge ukrainere i døden.
De fleste – med få undtagelser – er formentlig efterhånden klar over, at Ukraine ikke kan vinde denne krig. Formentlig også de militære eksperter, vi har hørt på i dagevis i medierne, som sagde noget andet. Og formentlig også den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj, som – såfremt en fredsløsning på krigen bliver en realitet – får et stort problem. Han skal nemlig forklare ukrainerne, at den krig, de har udkæmpet, og som har kostet hundredtusindvis af ukrainere livet og efterladt landet i en paralyseret tilstand i årevis, ser ud til at ende med territoriale tab, som måske kunne have været undgået, hvis han havde levet op til sine valgløfter om en fredelig løsning af konflikten i Østukraine. Man kan ikke andet end at have ondt af Zelenskyj. Han lod sig manøvrere ind i en situation, som ikke kunne ende anderledes end med en katastrofe.
“Det er tid til at stoppe drabene og lave en AFTALE! Der er blevet udgydt nok blod, og grænserne er blevet defineret af krigen. De bør stoppe, hvor de er. Lad begge gøre krav på sejren, lad historien bestemme! Ikke mere skyderi, ikke mere død, ikke mere enormt og uholdbart pengeforbrug. Dette er en krig, der aldrig ville være startet, hvis jeg var præsident. Tusindvis af mennesker bliver slagtet hver eneste uge – IKKE MERE, GÅ HJEM TIL JERES FAMILIER I FRED!” skriver Donald Trump på sit sociale medie Truth Social. “Det planlagte møde mellem den amerikanske og russiske præsident er gode nyheder for fredselskende mennesker verden over. Vi er klar!” skriver Orbán på X.
“De fredselskende mennesker” vil naturligvis glæde sig, hvis det lykkes Donald Trump at skabe fred i Ukraine. Disse mennesker vil dog samtidig føle en bitterhed over, at de er mere enige med en arrogant og narcissistisk amerikansk præsident og en ungarsk premierminister, end med deres egne politikere.
