For 30 år siden ophørte Sovjetunionen

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland/Sovjetunionen: For nøjagtigt 30 år siden ophørte Sovjetunionen med at eksistere. Det hele startede den 8. december med aftalen i Hviderusland mellem Ruslands Boris Jeltsin, Ukraines Leonid Kravcuk og Hvideruslands Stanislav Sjuskevich om oprettelsen af SNG, ”Sammenslutningen af Uafhængige Stater. Det betød, som sagt i aftalen, at Sovjetunionen ophørte med at eksistere som ”subjekt i international lov og som en geopolitisk realitet”.

Sovjetunionen blev oprettet tilbage i 1922. I 1956 bestod Sovjetunionen af 15 forskellige unionsrepublikker. Sovjetunionen blev holdt sammen af det kommunistiske parti (CPSU). Det kommunistiske parti havde den ”førende rolle”, blev beskrevet som den ”ledende kraft”, som det politiske system og organisationer uden for regeringen skulle underordne sig. Stalins styre var som bekendt totalitært, uhyggelig hårdt, men holdningerne i dagens Rusland til Stalin og hans periode er tvetydigt. Stalins terror erkendes officielt, men Sovjetunionen var et imperium og udkæmpede den sejrrige ”store fædrelandskrig” mod Hitler-Tyskland. Lenin og oktoberrevolutionen er ikke i høj kurs. Tsar-tiden har siden 1991 fået en renæssance. 

I slutningen af 1950erne, efter nedkæmpelsen af folkeopstanden i Ungarn, bekendtgjorde Khrustev optimistisk, at Sovjetunionen i løbet af en årrække ville overhale Vesten økonomisk. De nye våben, Sputnik demonstrationen og det mere gunstige styrkeforhold i forhold til Vesten (”sootnoshenie sil”), gav grobund til optimisme. Ja, mange i Vesten frygtede dengang en sovjetiske ”opgang”. Der blev også talt om en ”missilkløft”, om sovjetisk overlegenhed på våbenområdet, som reelt ikke eksisterede. Optimismen holdt som bekendt ikke i længden. Der blev ganske vist gennemført økonomiske reformer igennem 1960erne, men de løste slet ikke de grundlæggende problemer for den sovjetiske planøkonomi. Sovjetunionen forblev en kæmpe målt militært, men en dværg målt økonomisk.

Krisen og stagnationen der i sidste ende førte til Sovjetunionens undergang satte for alvor ind i 1980erne. I 1970erne, under Brejsnev, blev den sovjetiske økonomi et godt stykke båret oppe af de høje priser på olie og gas. Det gav Sovjetunionen mulighed for at følge med i rustningskapløbet. Det blev meget sværere efter olieprisfaldet. Samtidig blev omkostningerne og svaghederne i planøkonomien stadig mere åbenbare. Sovjetunionen sakkede agterud i forhold til Vesten økonomisk og teknologisk. Michail Gorbatjov forsøgte at forandre systemet, men forgæves. ”Perestrojka” og ”glasnost” skabte ikke opbakning indadtil. Brejsnev-doktrinen, der gav Sovjetunionen ”retten” til at gribe ind i de Warszawapagtlande, der ikke fulgte spillereglerne, blev reelt opgivet. De kræfter der kæmpede for løsrivelse og selvstændighed kunne operere mere frit. Den officielle strategi for ”tilnærmelse” (”sblizenie””) mellem de mange etniske grupper virkede ikke. 

I de baltiske lande begyndte bevægelsen for uafhængighed i 1988. Estland, Letland og Litauen forlangte statslig suverænitet, senere uafhængighed. Kravet bredte sig i 1989-90 til andre republikker. De anti-armenske pogromer i byen Sumgait var det værste eksempel på etnisk vold siden starten af perestrojka. Samtidig hermed udbrød der væbnet konflikt i den armenske enklave Nagorno Karabakh i Aserbajdsjan.  Der udbrud også uroligheder i Kazachstan, Usbekistan og Moldova. Som omtalt i en analyse fra ITAR-TASS (8.12.2021) var mange sovjetborgere i løbet af 1980erne blevet åbenlyse modstandere af kommunistisk ideologi og status quo.

I anden halvdel af 1990 udvidede Boris Jeltsin den russiske regerings og andre russiske institutioners magt i forhold til de sovjetiske. Under det kommunistiske partis sidste 28. kongres 2.-13. juli 1990 erklærede Michail Gorbatjov, at der skulle underskrives en ny unionstraktat. Sovjetunionen skulle bevares, men i begrænset form. De centrale myndigheder skulle primært tage sig af emner relateret forsvar, udenrigspolitik og den generelle økonomiske udvikling. Republikkerne skulle have ”suveræn” status. På den 4. folkedeputeredes kongres i december 1990 foreslog Gorbatjov folkeafstemninger om forslaget til en ny ”føderal union af suveræne stater”. Folkeafstemningerne blev afholdt 17. marts 1991. 9 af de 15 unionsrepublikker deltog. Omkring 80 pct. af de stemmeberettigede tog del. 76.4 pct. ønskede at bevare unionen, 21.7 pct. var imod. Næsten 70 pct. stemte for at indføre præsentposter i republikkerne.

Ruslands første præsident blev Boris Jeltsin. Derefter, mellem april og juli 1991 blev der forhandlet om etablering af en ny Union af Sovjetiske Suveræne Republikker. I juli 1991 blev der opnået enighed herom. Derefter blev forslaget sendt ud til debat i de enkelte republikker. Af frygt for og for at forhindre traktaten og undgå Sovjetunionens totale opløsning blev der den 18.-19. august forsøgt gennemført et kup (”august-kuppet”) rettet mod Gorbatjov og ledet af betonkommunister samt vicepræsident Gennady Janajev. Kuppet blev gennemført amatøragtigt og mislykkedes. Men kuppet gav stødet til Sovjetunionens totale undergang. Planen om en ny unionstraktat var reelt død. Aserbajdsjan erklærede uafhængighed 30. august, Usbekistan og Kirgisistan dagen efter. Sidste i rækken var Kazachstan. 23. august underskrev Boris Jeltsin et dekret, som helt forbød det kommunistiske parti. Gorbatjov trak sig herefter som partiets generalsekretær. 

Som sagt i indledningen, den 8. december fik vi så aftalen mellem Rusland, Hviderusland og Ukraine om oprettelsen af SNG, også kaldt ”Belovezh-aftalerne efter stedet i Hviderusland, hvor mødet mellem de politiske ledere blev afholdt. Efterfølgende forsvandt de sovjetiske statslige strukturer helt. 25. december 1991 vedtog den Øverste Sovjet i Rusland at oprette Den Russiske Føderation. Ruslands nye forfatning blev efterfølgende vedtaget ved en folkeafstemning, som blev afholdt 12. december. På TV erklærede Gorbatjov, at han også trak sig som præsident. Det sovjetiske flag vejede ikke længere over Kreml. Imperiet var ophørt. Vladimir Putin har som bekendt kaldt Sovjetunionens undergang en ”geopolitisk katastrofe”, sagt at ”den der ikke beklager imperiets undergang ikke har et hjerte”. Men han tilføjede også, ikke at forglemme, at ”den der tror på imperiets genoprettelse har ikke nogen hjerne”. Sådan virker det imperiale syndrom vist også i England.