Flygtningekrisen udstiller mediernes uduelighed

 

 

Af Ota Tiefenböck

BLOG: Den seneste diskussion om at flygtninge, der ankommer til Danmark skal fratages smykker og personlige formuer viser endnu engang, at de danske medier er voldsomt komercialiseret og ofte ude af stand til en seriøs dækning af vigtige problematikker.

Forestiller man sig en syrisk familie, som efter mange ugers strabadser ankommer til Danmark, hvor den får frataget ringe, øreringe eller et guldur, kan man ikke blive andet end forarget. Den slags gør civiliserede mennesker ikke og da slet ikke, når det handler om mennesker som flygter fra en krig.

Jeg er overbevist om, at de fleste civiliserede mennesker er enige i det, og det gælder naturligvis også medlemmer af de partier, som mener, at man skulle ty til den slags midler. (lad mig her for en god ordens skyld bemærke, at ingen af disse partier nogensinde har fået min stemme)

Avisoverskrifter om at tage smykker fra flygtninge, nazi sammenligninger eller karikaturer af Inger Støjberg sælger i første omgang måske flere aviser, på længere sigt er de dog med til at skade mediernes troværdighed og dermed også eksistensgrundlag.

Derudover er den type historier med til at grave grøfter i vores samfund, og opdele vores samfund, på de gode og de onde eller de naive og de fornuftige, alt efter hvilken side af den politiske skala, man hører til.

Mediernes forenkling ligner til en forveksling den følelsesporno, vi ind i mellem også udsættes for på Facebook, senest da en kendt dansk forfatter fortalte, at han vil sende sin ring til Inger Støjberg. Har den pågældende person brug for den slags manifestationer er han naturligvis i sin bedste ret til at gøre det, vi lever trods alt i et frit samfund. Det kan dog undre, hvorfor den pågældende person også har behov for at drage os andre i sin beslutning og hvorfor så mange ganske fornuftige mennesker oven i købet synes om og endda promoverer et opslag, som kun er med til at grave grøfter mellem os danskere.

Hvis vi hele tiden skal udstille vores godhed, som vel at mærke samtidig udstiller vores modstandere, som nogle onde og usympatiske mennesker, hvordan skal vi kunne være i stand til at tage imod mennesker som er fremmede i vores samfund og som vi skal hjælpe. Hvordan skal vi kunne lide andre, når vi ikke er i stand til at lide os selv. Vi må som udgangspunkt leve op til de grundværdier, der kendetegner et demokratisk samfund, her er respekten for andres holdninger blandt de mest grundlæggende.

Flygtningekrisens fremstilling i hovedparten af danske medier lider under en voldsom generalisering og kommercialisering, som er med til at skabe en falsk samhørighed og grave grøfter. Det der dog er endnu værre er, at den heller ikke skaber en saglig og seriøs debat om problematikken.

Flygtninge er ikke så anderledes fra os andre. De er mennesker, som består af mange forskellige typer mennesker. Der er mennesker, som ikke har andet, end det tøj, de har på og der kan være andre (nok ikke mange), som kan have mange penge på sig. Er det så ikke i det tilfælde i orden, at disse personer bruger nogle af sine værdier på at begynde et nyt liv?

Det samme gør sig gældende omkring flygtningernes evne og vilje til at integrere sig i det danske samfund. Blandt de flygtninge, som ankommer til Danmark er der ressourcestærke og velfungerende mennesker, som ganske afgjort vil berige vores samfund og der er mennesker, som ikke har de nødvendige evner til at blive en aktiv del af vores samfund.

Hvordan vi som samfund skal forholde sig til det, bliver desværre forbigået. Det er formentlig nemmere at producere programmer, hvor et pragt eksempel hives frem sådan som tilfældet eksempelvis var i en DR udsendelse, hvor en syrisk tandlæge var i praktik hos en dansk tandlæge. Et smukt eksempel på en flygtnings styrke og en danskers vilje til at hjælpe, men langfra et reelet billede af problematikken. På samme måde som en kriminel flygtning heller ikke er det.

Mediernes tankegang i smykkesagen er langtfra noget nyt og lad mig for en god ordens skyld bemærke, at denne type tankengang, eller vinkling, som det så flot hedder i journalistsproget, også bliver praktiseret af udenlandske medier.

Metoden bliver ligeledes praktiseret for andre befolkningsgrupper, eksempelvis ældre eller bistandshjælpsmodtagere, hvor en case-person, rig eller fattig, kan tegne et billede af en hel befolkningsgruppe, som vi enten skal have ondt af eller blive forarget over.

Såfremt de danske medier ønsker at fastholde sin debatskabende rolle, er det på tide at tænke mere langsigtet, mindre kommercielt og først og fremmest basere den journalistiske dækning på saglighed og fakta. Hvorvidt det over hovedet er realistisk i dagens mediebillede er tvivlsomt. En ting er dog ganske sikker: den mediemainstream og kommercialisering vi er vidner til i dag gør os hverken klogere eller skaber en saglig debat.