Får vi en våbenhvile i Ukraine inden nytår? Det er ikke umuligt

Foto: The Presidential Office of Ukraine

Af Ota Tiefenböck

Debat: “Der vil være ting i fredsaftalen, der vil skabe utilfredshed i samfundet, så en dialog er nødvendig – og muligvis en folkeafstemning og valg.” Sådan sagde Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj til det ukrainske nyhedsbureau Unian forud for sin afrejse til dagens møde med den amerikanske præsident Donald Trump i Florida.

Zelenskyjs udtalelser – og ikke mindst det faktum, at Trump er parat til at mødes med ham – kan tyde på, at en aftale og en våbenhvile i Ukraine kan blive en realitet inden nytår. Donald Trump har tidligere sagt, at han kun ville mødes med Zelenskyj, hvis der lå en realistisk aftale på bordet. Alt tyder på, at denne situation kan være opstået nu.

En folkeafstemning om, hvorvidt Ukraine skal afgive territorier til Rusland og dermed bekræfte eller afvise krigens afslutning, kan være en realistisk måde at løse uoverensstemmelserne på – både for russerne og ukrainerne. En sådan folkeafstemning ville være den mest pålidelige løsning set med russiske øjne, men også for Zelenskyj i forhold til de nationalistiske kræfter i Ukraine, som muligvis vil afvise at stoppe kampene og Ruslands overtagelse af ukrainske områder.

Hvorvidt parterne kan blive enige om, hvordan en sådan folkeafstemning skal gennemføres – for eksempel om ukrainere bosat i Rusland skal have stemmeret, og om de nationalistiske kræfter i Ukraine overhovedet vil acceptere, at en folkeafstemning finder sted – er et helt andet spørgsmål.

Hvilken plan der konkret forhandles om i dag i USA, er der formentlig ikke mange, der med sikkerhed kan sige. Er det den oprindelige amerikanske plan? Den omarbejdede plan, som kom ud af forhandlingerne mellem EU og Zelenskyj? Eller den nye plan, som Zelenskyj præsenterede for et par dage siden? Den nye plan er formentlig anderledes end den oprindelige amerikanske, men det er ikke umuligt, at russerne vil acceptere den. Det afgørende er ikke, hvordan de grundlæggende punkter er formuleret, eller om der er 28 eller 20 af dem. Langt vigtigere er, hvad der står i bilagene – og det ved vi meget lidt om. Det er vigtigt at bemærke, at ingen fra Washington officielt har bekræftet, at de er enige i Zelenskyjs tyve punkter. Det er udelukkende Zelenskyj selv, der hævder dette.

Det er endnu engang bemærkelsesværdigt, at det ukrainske antikorruptionsbureau NABU lørdag slog til mod en gruppe ukrainske parlamentsmedlemmer fra Zelenskyjs parti, Folkets Tjener. NABUs aktiviteter har også tidligere haft et bemærkelsesværdigt sammenfald med fredsforhandlinger. NABU og SAPO er amerikansk finansieret, og det er ikke umuligt, at de bruges som redskaber til at presse Zelenskyj til at give indrømmelser og indgå kompromiser om kontroversielle spørgsmål.

De fleste eksperter er skeptiske over for dagens forhandlinger. De mener, at punkterne i den nuværende plan slet ikke adresserer russiske krav og er overbeviste om, at Rusland klart vil afvise planen. Men lad os se. Jeg vil ikke afvise, at vi kan blive overrasket, og at der kan blive indgået en våbenhvile. Det faktum, at Trump overhovedet vil mødes med Zelenskyj, er et klart signal om, at noget er ved at ske. En våbenhvileaftale kan blive en realitet inden nytår.

Artikler offentliggjort i sektionen DEBAT er et udtryk for den enkelte skribents holdning og ikke nødvendigvis afspejler hele redaktionens holdning. Artiklernes formål er, sådan som navnet antyder, at skabe DEBAT.

Share This