EU-Ukraine topmøde: Succes ifølge Ritzau, fiasko ifølge ukrainske medier

EPP topmøde i Bruxelles i 2014 Foto- European People’s Party

Dagens EU-Ukraine topmøde skal ifølge danske medier knytte Ukraine tættere til EU. Ukrainske medier deler ikke deres begejstring

Af Ota Tiefenböck

Ukraine/EU: I Ukraine foregår i dag et topmøde mellem EU og Ukraine. Ved mødet deltager blandt andre EU præsident Donald Tusk og Europa Kommissionens formand Jean Claude Juncker. Hovedtemaet er associeringsaftalen mellem Ukraine og EU, Ukraines indsats mod korruption og konflikten i Østukraine. Danske medier, baseret på en rapport fra det danske nyhedsbureau Ritzau, lægger op til en klar succes og rapporterer om en god uge for Ukraine. Ukrainske medier er skeptiske.

Den ukrainske avis Ukrajinskaja Pravda er overbevist om, at topmødet ender med en fiasko. Grunden til denne fiasko bliver ifølge avisen en sætning om Ukraines ambitioner om medlemskab af EU, som landet ønsker at få indarbejdet i den afsluttende erklæring. Det har EU ifølge Ukrajinskaja Pravda afvist.

Holland, hvor vælgerne ved en folkeafstemning i april 2016 sagde nej til associeringsaftalen med Ukraine, og andre ikke nærmere definerede medlemslande forlanger angiveligt endda, at mødets afsluttende erklæring får indarbejdet en ”nye begrænsninger af Ukraines europæiske drøm”.

Holland ratificerede associeringsaftalen som det sidste EU land først sidst i maj i år og først efter at have fået garantier for, at associeringsaftalen med Ukraine ikke betyder yderligere militærbistand til landet eller medlemskab af EU.

Ukrajinskaja Pravda peger endvidere på møder mellem Ukraines præsident Petro Porosjenko med Donald Tusk og Jean Claude Juncker og et fravær af fælleserklæringer.

”Ifølge det europæiske diplomatis regler vidner et fravær af en fælles erklæring om en dyb krise, lederne mødes, men er ikke i stand til at nå enighed. Selv i kriseårene 2004 og 2011 lykkedes det at udarbejde en fælles erklæring. I år er det anderledes. EU, efter presset fra nogle af EU medlemslande, sætter nu selv spørgsmålstegn ved Ukraines europæiske integration, skriver avisen.

Share This