Ad

EU og støtte til bekæmpelsen af flygtningestrømmen via Hviderusland: Er opblødning på vej?

Illustrationsfoto: Youtube

Af Søren Riishøj, lektor ved Statslundskab, SDU

Hviderusland: For få uger siden afviste EU-kommissionens forperson Ursula von der Leyen, at EU skal støtte opførelsen af ”mure”, der skal standse flygtningestrømmene til EU. Måske er en holdningsændring på vej. Det skriver polske medier, deriblandt ”Rzeczpospolita” (10.11.2021).

12 EU-lande har forlangt en ny linje fra EU-side, deriblandt Polen, de baltiske lande og Danmark. Charles Michel, formand for Det Europæiske Råd, understregede på et besøg for nylig i Polen, at spørgsmålet om EU-støtte eller ej ikke er ”lukket”. Der er, sagde han, ikke juridiske forhindringer for at yde støtte.

Iflg. det polske ”do Rzeczy” (45.2021) har Polen indtil videre brugt 1.5 mia. zloty (ca. 2.7 mia. d.kr.) til afspærringer og udstationere soldater og andet personel, omkring 4.500. 115 mio. zloty (knap 200 mio. d.kr.) er gået til køb af teknisk udstyr.

Andre EU-lande har afspærret grænserne, deriblandt Ungarn, Grækenland, Spanien, Bulgarien, Estland, Letland, Litauen og Slovenien. Grænsen mellem Ungarn og Serbien og Ungarn og Kroatien er beskyttet af 4 meter høje hegn. Betonmuren ved Calais skal standse flygtningestrømmen fra Frankrig til Storbritannien.

Den polske regering forlanger 200 mio. euro i støtte til at beskytte grænsen. Ungarn har lige siden 2015 forlangt støtte til afspærringen af grænsen mod syd, som har forhindret flygtningestrømme fra Mellemøsten i at nå Europa og ad den vej gjort Balkan flygtningeruten mindre attraktiv. Fra ungarsk side peges der på faren for ny flygtningestrømme vi Balkan fra Afghanistan.

Men lige nu gælder det om at standse ruten via Hviderusland. Regeringerne i Warszawa og Budapest har skærpet retorikken overfor Bruxelles og giver liberale og socialister skylden for, at penge ikke er blevet udbetalt fra EU. Ungarn og Polen har som bekendt talrige konflikter med Bruxelles, hvilket blot har gjort det endnu sværere at få aftaler om udbetaling af EU-penge på plads.