Et russisk forår truer i Østukraine
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Ukraine: Dele af Luhansk og Donetsk regionerne (oblaster) er under ukrainsk kontrol, men har deres helt egne problemer. Juri Lapajev skriver i en interessant analyse i ”Ukrainian Week”, at en del lokale gerne så deres region som en del af den ”russiske verden” (”russki mir”), og at flere partier er ligefrem ”offsprings” fra Janukovtj’ opløste Regionernes Parti. Til den særlig ”farlige kategori”, skriver Lapajev, hører Kherson, Khakiv og Zaporizjzja distrikterne, for her finder vi særlig mange ”kloninger”.
Ved lokalvalgene i 2015 fik Oppositionsblokken 33 pct. af stemmerne og ”Nash Krai”, også et ”offspring” fra Regionernes Parti, 12 pct. i Zaporizjzja valgte som borgmester Volodymyr Buriak, ansat ved Zaporizjzja virksomheden og nært knyttet til den politisk indflydelsesrige oligark Rinat Akhmetov.
Ad den vej fik han særlig mange penge til sin valgkampagne. Byen Kharkiv genvalgte Gennadij Kernes som borgmester; han har haft embedet uafbrudt siden 2010. Kernes vandt allerede i første valgrunde og med hele 65 pct. af stemmerne, og hans parti, ”Vidrodzhennia” (”Genfødsel”) fik derfor ikke overraskende et flertal i distrikts(oblast)-rådet med en stemmeandel på 41.7 pct. Sammen med ”Nash Krai”’s 9 pct. og Oppositionsblokkens 15.8 pct. har ”efterfølgerpartierne” for Regionernes Parti således et solidt flertal i distriktet (oblasten).
Situationen er noget anderledes i Kherson oblast, hvor borgmesteren, Volodomyr Mykolayenko er medlem af Julia Timosjenko’s parti ”Batkivstjina, og hvor Porosjenko’s blok fik flest stemmer, 20 pct. Men Oppositionsblokken og ”Nash Krai” har ikke desto mindre tilsammen 32 pct. i Kherson.
Lapajev konkluderer, ikke overraskende, at jo tættere på Krim distriktet befinder sig, desto flere stemmer går der til ”regionalerne” (efterfølgerpartierne). Byerne Odesa, Mikolayiv og Dnipro er mindre domineret af efterfølgerpartier fra Regionernes Parti. Men i Odesa finder vi alligevel ”regionale” politikere som fx Sergei Kivalov og Gennady Trukhanov, og i Mikolayiv fik ved lokalvalget i 2015 Oppositionsblokken 26 pct. og ”Nash Krai” 15.0 og ”Vidrodzennia” (”Genfødsel”) 6.0, tilsammen en stemmeandel på 47 pct.
Årsagerne skal vi finde i de pågældende distrikters økonomiske, sociale og kulturelle forhold, i særdeleshed har det betydning, hvor stærkt disse er bundet til den ”russiske verden”. ”Nyruslandbåndene” er stadig stærke, hedder det i analysen, i perioder har de endda været voksende, og de kan blive endnu stærkere ved næste lokalvalg.
Et ”russisk forår” i øst truer, hvis de økonomiske forhold bliver forværret. Adskillige virksomheder i de nævnte distrikter har både før og efter 1991 været leverandører til russisk rumfart og militær. Forfatteren selv går ind får en ”systematisk, mild (”gentle”) form for ”ukrainisering” end brug af militær og politik, men erkender, at den type politik er (og vil være) svær at gennemføre.