Et kritisk blik på fortid og frihed

Af Jens Geisler

Anmeldelse: I ’Fri’ tager Lea Ypi, professor i politisk teori ved London School of Economics, læseren med på en både personlig, underholdende og reflekteret rejse fra barndommens kommunisme til frihedens dage.     

Selvom Ypi måske ikke er, hvad man vil kalde en sprudlende fortæller (dertil er tonen for nøgtern eller akademisk) drysser hun alligevel med rund hånd underholdende anekdoter, interessante observationer og betragtninger ud om livet som barn og ung i det kommunistiske Albanien. Et land, der i kølvandet på den kolde krigs ophør og regimets fald i start 1990’erne, undergik dramatiske forandringer. 

I familie med en klassefjende

På elegant vis beskriver, og gradvist løfter, hun sløret for den tunge dyne af forstillelse, der prægede hendes opvækst. Forældrene gik langt for at skjule deres problematiske biografi, som familiehistorien kaldes, da de før 1945, hvor kommunisterne tog magten, var rige landejere. At de tilmed var i familie med en tidligere prominent kollaboratør, Xhafer Ypi, der var ved magten under den italienske besættelse under 2. Verdenskrig, gjorde det ikke bedre. Hvorfor og hvordan det er besværligt for en lille pige i skolen, beskrives på overbevisende vis.

Brigatista Ypi

Forældrene skildres indgående; moderen, der med stor energi kaster sig ind i skabelsen af det nye civilsamfund, der efter regimets fald skal erstatte det tidligere altfavnende kommunistparti, hvis bureaukrater åbenbart blot erstattes af en horde af eksperter i overgangssamfund, strukturreformer, økonomiske roadmaps m.m.m., som Ypi skeptisk påpeger. Og faderen, der yndede at kalde sin datter for ’brigatista’ som ros for det kritiske og oprørske. Og som dén idealist han var, bemærker hun, beundrede han faktisk kun afdøde politikere og tænkere. For når virkeligheden rammer eksisterende politikere og systemer, falmer glorien, mente han. 

Friheden – en fuser?

Et sentiment, en desillusioneret Ypi kunne dele. For nok måtte man under kommunismen stå i timelange køer for at få del i de få varer der var, evt. trygt lade en sten, taske eller andet repræsentere sig i de ofte daglange køer (en af mange interessante anekdoter om hvordan man klarede sig). Men man var trods alt i samme båd, del af et fællesskab af naboer, genboer, og de andre på gaden. Efter regimets fald gav den vundne frihed nye og mange muligheder, men også opløsning. Folk måtte flytte, flygtede i masseudvandringer til Italien, blev fyret. Eller, som Ypi’s veninde Elona, havnede i sexindustrien og blev aldrig set igen. Mens mænd i mørke Mercedes-biler og læderjakker til gengæld hyppigt kunne ses i gadebilledet. Er det frihed? spørger hun.

Sort humor

Samfundskritikken akkompagneres af en lavmælt, sort humor. Som i historien om 50 kyllinger, ulovligt erhvervet fra et kollektivbrug, hvor kun ét var værre for faderen end arrestation af sikkerhedspolitiet (!); kyllingernes ulykkelige skæbne. Når slipseklædte missionærer fra De Sidste dages Hellige forveksles med US Marines. Eller forældrenes brug af kodeord for fængsel (”universitet”), fængsling for forræderi (”internationale studier”), selvmord (”droppede ud”) eller blev løsladt fra fængslet (”bestod”). En del af indsatsen for at skærme den unge Ypi mod virkeligheden.  

Underholdt og klogere

Mødet med den hollandske ekspert Vincent, af landsbyens beboere kaldet Krokodillen eller ’den arme mand’, kalder også på både smil og eftertanke. Efter endt læsning er man således blevet godt underholdt, og bestemt også en hel del klogere på det ellers fjerne og ukendte Albanien. Et land, der i kilometer ikke ligger voldsomt langt væk fra Danmark, men som er et ganske fjernt og anderledes land, hvis det måles i trist historie og politisk kultur. Og hvorfor, at den at den nu voksne Lea Ypi, der bl.a. underviser i Marxisme, slet ikke mener at kampen for frihed er slut.