Er det en journalistik eller en politisk styret mediedækning?

Debatindlæg af historiker med speciale i Østeuropa, Peter Dahlgreen
Debat: Siden Ruslands åbne invasion af Ukraine i februar 2022 har jeg gradvist fået øjnene op for, at dækningen af krigen og baggrunden for krigen i danske mainstream medier ofte har meget lidt at gøre med en saglig journalistik analyse af begivenhederne. Baggrundsinformation om og analyse af den manglende implementering af Minsk II aftalen fra 2015 – som var underskrevet både af Rusland og Ukraine – har nærmest været fraværende. Det første og eneste møde mellem Zelenskyj og Putin i Paris 2019, som endte resultatløst, fik heller ikke megen omtale. Alt tyder på at den nyvalgte Zelenskyj satsede på at opfylde sit vigtigste valgløfte, nemlig at skabe fred. Og en del kunne tyde på at de meget stærke nationalistiske kræfter i Kiev gjorde det klart for Zelenskyj, at det ville føre til meget store konflikter i Ukraine. Dansk presse har været tavse herom.
De såkaldte Istanbul forhandlinger i marts og april 2022 – 2 måneder efter Ruslands invasion – har heller ikke fået megen omtale eller analyse. Den ukrainske forhandlingsdelegation nåede at skåle i champagne over resultatet, men alligevel faldt aftalen. Hvorfor ? – igen tavshed fra dansk presse. En del tyder på at Vestens modstand mod at indgå en aftale med Putin spiller ind. Boris Johnsson dukkede pludselig op i Kiev og frarådede at indgå denne aftale. Meget tyder på at specielt England og USA satsede på at Ukraine kunne vinde krigen, og at det vil føre til at Putin ville miste magten i Rusland. I det hele taget virker det som om at en enig dansk presse har stået samlet bag Danmarks uforbeholdne støtte til den ”hårde” amerikanske og engelske linje om at vinde krigen gennem massiv militær støtte til Ukraine – man var så at sige villige til at kæmpe til sidste ukrainske soldat. De danske medier lavede ikke en journalistisk analyse af dette, de ”førte” krigen. Adskillige måneder efter, at man kunne læse helt andre vurderinger i amerikansk presse blev danske medier ved med at forudsige en succes for den ukrainske sommeroffensiv – men det endte som bekendt ganske anderledes. Analyse af muligheder for forhandlinger og fred har været helt fraværende i dansk presse – Putin kan man jo ikke forhandle med.
Jeg har vænnet mig til at leve med denne ensidige pressedækning af krigen i Ukraine. Det var jo Rusland som invaderede Ukraine, og sympatien ligger naturligt på ukrainsk side – omend sympati er ikke et godt udgangspunkt for rigtig journalistik. Men den ensidige dækning ser ud til at have bredt sig ud over konflikten og krigen i Ukraine, som den helt nylige udvikling i Rumænien viser.
De nyligt afholdte valg i Georgien og Moldova tiltrak sig en del opmærksomhed fra dansk presse, med øjet rettet fast mod mulighed for russisk indblanding og manipulation. OSCE påpegede uregelmæssigheder ved valget i Georgien, men mig bekendt udtalte de også, at Georgiens Drøm havde et reelt flertal af vælgerne bag sig. I Moldova blev den såkaldte pro vestlige siddende præsident overraskende genvalgt med et snævert flertal. Og så kom præsidentvalget i det meget større Rumænien (ca. 21 mill indbyggere), som også er EU og NATO medlem. Højest overraskende vandt en stort set ukendt højre populist og angiveligt russisk venlig politiker valgets første runde. Meget hurtigt spredte rygterne om russisk indblanding og manipulation via en TikTok kampagne sig, og sagen blev indbragt for den rumænske forfatnings domstol. De godkendte dog valget d. 02.12.2024, men så protesterede (Bidens) USA, som gjorde det klart, at udsigten til en højre populistisk russisk venlig præsident var uacceptabel. Så 4 dage efter første kendelse vendte den rumænske forfatnings domstol om på en fem øre, og annullerede udfaldet af præsidentvalgets første runde – som nu er udskudt til afholdelse i maj 2025. Siden er det kommet frem, at de rumænske skattemyndigheder har konkluderet, at den meget omdiskuterede TikTok kampagne var finansieret af PLN, den siddende præsident Klaus Iohannis’ parti.
Uanset det, er valget annulleret og udsat til afholdelse i maj 2025. Der har rejst sig omfattende protester i Rumænien, med påstande om, at der reelt er tale om et USA og EU støttet indgreb og sågar kup i præsidentvalget i et EU og NATO land. Og sådan ser det umiddelbart ud – og hvad siger den danske presse så om det …. ingenting , absolut ingenting.
Jeg vågnede af min resignation, og indsendte det læserbrev, som kan læses nedenfor, til Politiken – som jeg har abonneret på i en del år. Svaret var, at det var der ikke plads til, og at man prioriterede andre områder. Jeg havde en længere korrespondance med Læsernes redaktør, som fastholdte, at der ikke var tale om et bevidst politisk valg om ikke at dække et muligt amerikansk / EU indgreb i et demokratisk valg i Rumænien. Der er jo svært at sige, at det er usandt, men jeg har altså svært ved at tro på, at der ikke i høj grad er tale om en ”politisk” nedprioritering. I mine øjne virker det, som om at der er en usynlig og partisk hånd, som styrer mediedækningen af Østeuropa og Rusland – altså næsten en politisk styret mediedækning, langt fra de journalistiske idealer om at fremlægge og analysere vigtige begivenheder.
”Man merkt die Absicht und wird verstimmt”.
——————————————————————————————————-
Peter Dahlgreens læserbrev til Politiken
I to seriøse danske web medier – Mr. East og Frihedsbrevet – kan man læse, at de rumænske skattemyndigheder nu vurderer, at den TikTok kampagne der kørte under det rumænske præsidentvalgs første runde, alligevel ikke var styret af russiske ”trolde”, men af den siddende rumænske præsident Klaus Iohannis’ parti, PLN – Rumæniens national liberale parti. Valgets udfald var meget overraskende, idet den næsten ukendte højrepopulist Calin Georgescu fik flest stemmer. På grund af mistanken om russisk indblanding via TikTok kampagnen blev sagen indbragt for den rumænske forfatnings domstol, som dog godkendte valget d. 02.12.2024. Hurtigt kom der slet skjulte amerikanske trusler om at valget af en angiveligt russisk venlig højre populist vil blive taget meget ilde op af USA. Og pludselig 4 dage efter første kendelse fra den rumænske forfatnings domstol vender de om på en tallerken, og d. 06.12.2024 erklærers valget så ugyldigt. Hvis dette er det reelle forløb, så er det svært ikke at betegne det som et vestligt støttet indgreb (kup ?) i et demokratisk præsident valg i et EU og et NATO land.
Hvorfor kan vi ikke engang læse om disse øjensynligt meget seriøse forlydender i Politiken ? – som jo kalder sig ”organ for den højeste oplysning”.