Energipolitiske dilemmaer og det spændte forhold til Rusland

Illustrationsfoto: Ulrichulrich

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland/EU: Den nuværende energikrise med energimangel og dermed stærkt stigende priser har flere årsager. Krisen er blevet forbundet med de stigende spændinger i forholdet mellem Rusland og Vesten. Som sagt i en analyse i det polske ”do Rzeczy” (2.2022), på den ene side beskylder vi i Vesten Rusland for at sælge mindre gas, på den anden side opfordrer EU medlemslandene til at gøre sig mindre afhængige af Rusland, forsinker Nord Stream 2 og truer med helt at standse projektet, skulle det komme det til regulær krig mellem Rusland og Ukraine.

Lige nu har Rusland i EU en markedsandel for gas på omkring 40 pct. Gazprom forlanger langsigtede kontrakter for leverancer af gas, men i EU-landekredsen er det krav kun blevet accepteret af Ungarn og Grækenland. I Polen er energiforsyningsproblemerne uundgåeligt blev en integreret del af indenrigspolitikken. Regeringen hævder, at Vladimir Putin og Donald Tusk er hovedansvarlige. Tusk, siges det, gik jo i sin tid med til anlægget af Nord Stream 2 blot for at tækkes Angela Merkel. Han har også accepteret EU’s klima mål, der grundet CO2-afgifter betyder stærkt stigende priser på kul. 70 pct. af elforsyningen i Polen er i dag baseret på kul. Kort sagt, hovedansvaret bliver ikke lagt på regeringen, men på andre.

Det er som bekendt ikke unormalt i politik. Polen har alternativer til brug af gas importeret fra Rusland. Der findes gasledninger mellem Polen og Slovakiet via Litauen og mellem Polen, Tyskland og Tjekkiet, men prisen på gas og transit er høje for tiden. Baltic Pipe ledningen fra de norske gasfelter via Danmark til Polen er slet ikke bygget, og gassen herfra kan blive dyrere end ventet også på grund af  dyr infrastruktur. Afstanden til Nord Stream 2 ville være på blot få kilometer, men import herfra afvises af rent politiske årsager.

Polen vil på kort sigt måske kunne købe mere flydende gas (LNG) fra især USA og Quatar, men den er dyr grundet lang transport og en større belastning for miljøet end gas fra Nord Stream 2. I øjeblikket er gasledningen fra Jamal i Rusland tom. Der derfor ingen transitindtægter gavn for den polske statskasse. Tusk indgik i 2010 langsigtede aftaler med Rusland, hvorefter Polen forpligtede sig til at bringe russisk gas til Europa via netop Jamal ledningen. Men den aftale er som sagt bortfaldet med tab af transitindtægter til følge.

USA og Quatar vælger at afsætte gas, der hvor priserne er de højeste. Leverancerne kan hurtigt skifte retning. Det har vi allerede konstaeret. Er prisen højere, sælges der mere LNG også til Kina. Atomkraft planlægges indført, men den første enhed er klar tidligst i 2030, og atomkraftværker er dyre at få anlagt. 

Share This