Eksporterer kineserne våben til Rusland?

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

USA/Kina/Rusland: USA påstår, at Kina eksporterer våben til Rusland og agter at øge salget. EU og de fleste lande i Europa kræver mere dokumentation, ganske som er tilfældet i sagen om det kinesiske medie TikTok. Danmark hører som bekendt til de få EU lande, der stort set følger den amerikanske politik. Medierne herhjemme følger også pænt med. Men hvor stor er den kinesiske våbeneksport egentlig?

Iflg. det svenske fredsforskningsinstitut udgjorde Kinas samlede våbeneksport i 2020 på 66.8 mia. dollar. Kina er verdens 4. største våbeneksportør. USA, Rusland og Frankrig indtager de tre første pladser. Pakistan er den største enkeltaftager. Eksporten af våben fra Kina til Saudi Arabien er steget eksplosivt, mellem 2017 og 2021 med ikke mindre end 290 pct. Kina eksporterer også en hel del våben til De Forenede Arabiske Emirater, Egypten, Jordan, Burma og Yemen. Serbien har indkøbt kinesiske raketsystemer.

I Europa er der bred opbakning til sanktioner over for Rusland, men som sagt ikke over for Kina. Påstanden om at Kina agter at sende store mængder våben til Rusland mødes med stor skepsis i Polen, der som bekendt er “superhøg”, når det gælder sanktioner over for Rusland. Ukraine følger heller ikke USAs hårde linje over for Kina. Den polske sinolog Adran Brona mener heller ikke, at Kina agter at sende teknologisk avancerede våben til Rusland. Rusland og krigen i Ukraine, fortsætter han, er godt nok vigtigt for Washington, men allervigtigst for USA er at få standset Kinas fremdrift økonomisk og teknologisk globalt. USA lægger især derfor op til flere sanktioner mod Kina.

De vil dog ramme USA mere end sanktionerne mod Rusland, for USAs samhandel med Kina er 3-4 gange højere end samhandelen med Rusland. Kina anklager, ikke uden grund, USA for dobbeltmoral. USA leverer som bekendt avancerede våben til både Ukraine og Taiwan. Spørgsmålet om handel og våbensalg er Kinas eget valg, lyder det.

Kina ville kunne ændre slagets gang i Ukraine, men undlader at gøre det, siger Jason Li fra den amerikanske tænketank Stimson Center. For at undgå vestlige modsanktioner undlader Kina at medfinansiere produktionen af russiske råvarer. Den kinesiske petrokemiske virksomhed “Sinopec” har standset ellers planlagte investeringer i udvindingen af gas og olie i Rusland.

Share This