Ad

Det russisk-tyske forhold ud fra et politisk-moralsk synspunkt? Mr.East svarer Claus Mathiesen

Af Michael Skovgaard

Rusland/Tyskland: Den danske Rusland-ekspert Claus Mathiesen stillede ved en af vores tidligere artikler spørgsmålet om, hvordan det rent politisk-moralsk ser ud i forholdet mellem Tyskland og Rusland.

Det er kort sagt svært at komme med et entydigt svar. Udgangspunktet for vores tidligere artikel var det real- og geopolitiske forhold mellem Tyskland og Rusland og ikke mindst forholdet til Nord Stream 2, som er det afgørende stridspunkt.

På den politiske scene i Tyskland tegner der sig et ganske broget billede, hvad angår forholdet til Rusland.

De to siddende partier i Groko‘en er relativt Rusland-venlige. Den nye formand for CDU Armin Laschet er for et samarbejde med Rusland, og hans modpart som mulig kansler Markus Söder i Bayern er heller ikke specielt Rusland-kritisk. Senest var Söder på uofficielt besøg i Skt. Petersborg i starten af 2020.

SPD er også relativt Rusland-venlige. Partiet ønsker ikke et stop for NS II af pragmatiske grunde, og SPD‘s „Altkansler“ Gerhard Schröder er som bekendt dybt sovset ind i „Gazprom“ som velbetalt rådgiver og lobbyist.

Det tyske venstrefløjsparti Die Linke er splittet mellem en traditionsmæssig pro-russisk fløj og en nymarxistisk fløj. Den tidligere DDR-politiker Gregor Gysi har for nylig udtalt, at den russisk-kritiske holdning er hykleri, da Tyskland burde indtage samme holdning til lande som Tyrkiet og Saudi-Arabien, som har lige så svært ved at overholde menneskerettighederne som Rusland. Og Tyskland har om muligt endnu større interesser i disse to lande i form af våbeneksport og forholdet til migration. Så det store spørgsmål er, hvor vigtig Rusland egentlig er for Tysklands samlede eksport på verdensplan.

Tilbage står De Grønne som det eneste reelt Ruslands-kritiske parti i Tyskland i lighed med FDP, som også har krævet et midlertidigt stop for NS II. Men De Grønne har ikke en pragmatisk løsning på Tysklands energiforsyning, da alternativ energi næppe er en realistisk løsning for landet, som i kraft af den eksportorienterede industri har et stort energiforbrug.

Tilbage til det rent moralske spørgsmål: Her er der heller ikke noget entydigt svar. Den velansete tyske ugeavis „Die Zeit“ har beskrevet aksen Berlin-Moskva som en meget lang gade, der er præget af forskelligheder og historiske aspekter siden 2. Verdenskrig.

Netop det historiske aspekt kom forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier ind på for nylig, da han forsvarede færdiggørelsen af Nord Stream 2 med det argument, at gasledningen er den sidste „bro“ mellem EU og Rusland, og man skal se projektet i en historisk sammenhæng bl.a. med Tysklands overfald på Sovjet i 1941.

Hans udtalelse tyder på, at den ældre tyske generation til en vis grad stadig bærer rundt på et skyldkompleks efter 2. Verdenskrig.

Forholdet til USA spiller også ind. Under Trump viste en meningsmåling, at flertallet af tyskere var mere kritiske over for Trump end over for Putin. På denne front afhænger meget af, om Biden formår at genskabe de tidligere transatlantiske relationer mellem USA og Europa.

Endelig skal man ikke glemme, at et betragteligt antal tyskere i de tidligere DDR-delstater har haft russisk som fremmedsprog på skoleskemaet i stedet for engelsk. Tyskland er i modsætning til f.eks. Danmark slet ikke præget af engelsk eller angelsaksisk kultur i samme grad, og Tyskland har nogle klassiske kunstneriske og kulturelle bånd til Rusland, som ikke kendetegner de nordiske lande eller EU generelt.

På den udenrigspolitiske front har der været masser af bataljer mellem Rusland og Tyskland i form af sanktioner og gensidige udvisninger af diplomater som følge af forgiftningen af den russiske oppositionspolitiker Alexej Navalnyj og også et mord på en tidligere russisk agent i Tiergarten.

Men det er indtil videre mest blevet ved diplomatiske spilfægterier uden skrappe forholdsregler fra tysk side.

I forhold til EU har Tyskland været ret tilbageholdende, hvad angår krav om skærpede sanktioner mod Rusland. Senest her hvor Tyskland ikke har bakket om EU‘s stop for NS II og yderligere sanktioner mod Rusland.

Der er givetvis mange flere aspekter i forholdet mellem Tyskland og Rusland historisk, moralsk og politisk set, men en konklusion eller i det mindste en klar tendens er, at de pragmatiske og økonomiske faktorer – dvs. Tysklands position som „eksportverdensmester“ – vejer tungere end politiske og moralske hensyn. Det er i høj grad „Wirtschaft über Alles“, hvis vi skal parafrasere den tyske nationalsang.

Et reelt brud med Rusland kommer næppe på tale, da man i så fald vil skubbe landet i armene på Kina. Og som tidligere nævnt afhænger meget af, om de transatlantiske relationer bliver reetableret under Biden. Og tungest af alt vejer en stabil energiforsyning i form af russisk gas. Indtil der kommer et reelt og brugbart alternativ, skal man nok ikke forvente en større kursænding fra tysk side.  

Meget kan også afhænge af, om der kommer et systemskifte i Tyskland efter valget i september, hvor Merkel går af efter 16 år ved magten.