Det opsplittede Europa: Migrantkrisen og dens konsekvenser

Med lukningen af den såkaldte Balkan-rute og de højspændte forhandlinger med Tyrkiet bevæger flygtninge- og migrantkrisen sig ind i en ny og kritisk fase. Spændingerne vokser i Grækenland, samtidig med at Angela Merkel fastholder sin kurs på trods af et stadig større pres fra den hjemlige såvel som fra den europæiske offentlighed.

 Af Thomas Lie Eriksen

Europa: Merkels stædige eller modige standpunkt – alt efter temperament- forekommer mere end noget andet at være hovedårsagen til den selvstændige profil, som stadig flere lande vælger at optræde med. Mens den tyske leder fortsat taler om fælles-europæiske løsninger og samarbejde med Tyrkiet som den bedste vej ud af krisen, ser virkelighed fra andre hovedstæder markant anderledes ud.

Indtil for nylig var det primært fra central- og østeuropæisk hold, at kritikken af den tyske linje var stærkest, men så meldte Østrig sig pludselig på banen. I et samarbejde med bl.a. Visegrad-gruppen besluttede Wien at lukke ned for tilstrømningen af mennesker via Balkan.

Beslutningen udløste øjeblikkeligt kritik fra Berlin, en kritik som østrigerne ignorerede. Hermed var balancen i den europæiske politik i forhold til flygtninge- og migrantkrisen afgørende ændret. Ikke alene var det et land fra EU’s kerne, der valgte at trodse de fra Bruxelles/Berlin udgåede direktiver, der var også tale om en af Tysklands traditionelt tætteste allierede, hvilket også kan forklare vreden og skuffelsen i Berlin.

Set i historisk perspektiv er Østrigs politiske omvendelse dog mindre overraskende. Igennem århundreder var Wien centrum for et større europæisk imperium – Det habsburgske rige, som bl.a. skærmede Nordvesteuropa mod trusler sydfra (uden sammenligning med den nuværende situation i øvrigt.) Med tanke på det tidligere Østrig-ungarske kejserrige kan det fælles fodslag med Centraleuropa heller ikke overraske. Det østrigske initiativ stiller de central- og østeuropæiske lande væsentligt styrket i kampen om en fælles politik og fordeling af flygtninge. Men hvor der er vindere er der også tabere.

 

Den græske tragedie

Betegnelsen tragedie om den nuværende situation i Grækenland er en kliché, men ikke desto mindre meget præcis. At grækerne overhovedet er i stand til at stå på benene, er efterhånden et mirakel. Først blev Athen kørt over af de meget strenge EU (tyske) sparekrav, der skulle rette op på den græske økonomis forfærdelige tilstand. Resultatet er blevet social armod og en befolkning bragt i knæ uden udsigt til nogen form for bedring eller lysere fremtid.

Herefter er en menneskelig flodbølge skyllet ind over de græske øer, hvor en vanskelig geografi så godt som umuliggør nogen form for kontrol med tilstrømningen. Med forseglingen af den makedonske grænse er der skabt større kontrol og et pusterum for det øvrige Europa, men det efterlader Grækenland som kontinentets svar på Libanon.

For et samfund, der i forvejen var presset i bund, varsler det ilde. Bruxelles` svar på denne katastrofale udvikling er i første omgang at kaste penge efter problemet. Man vil således over de næste år øge den interne udviklingsbistand, hvor grækerne så vil blive tildelt en stor del af disse midler, men det standser ikke flygtninge og migranter fra fortsat at ankomme, og det vil næppe heller løse de enorme strukturelle problemer i det græske samfund. Måske vil aftalen med Tyrkiet bibringe Athen et tiltrængt pusterum, men i så fald har grækerne betalt en høj pris for den europæiske splittelse.

Er dette så et problem for det øvrige Europa? Vi overlader ganske vist Grækenland til en ukendt skæbne, men hvis det kan standse den voksende politiske krise, som flygtningespørgsmålet har skabt, og som truer med at ødelægge den europæiske orden, der opstod efter 1945, er det så ikke det værd? Kyniske betragtninger, men vi lever i en kynisk tidsalder.

Problemet med ovenstående er først og fremmest, om det overhovedet vil virke. Menneskesmuglerne vil muligvis finde andre måder at transportere flygtninge og migranter til det forjættede Europa, og dette kan igen føre til et øget pres på fx. Italien. Problemet vil blot flytte fra et sted til et andet. På den anden side fungerer den skærpede grænsekontrol, og der er kommet bedre styr på, hvem der bliver lukket ind, så hvorfor ikke fortsætte? Slutresultatet kan meget vel blive en permanent nedlukning af Balkan-ruten, såfremt der ikke findes en fælles løsning, med store menneskelige, sociale og økonomiske omkostninger.

Grækerne vil dog ikke være de eneste, der kan komme til at betale en høj pris. En de facto udelukkelse af Athen fra det europæiske grænsesamarbejde og fællesskab vil nemlig kunne få store geopolitiske såvel som kulturelle konsekvenser.

Den anerkendte amerikanske geopolitiske analytiker Robert D. Kaplan bemærker i en analyse, at Grækenland er stedet, hvor Vesten begynder og slutter. Det var i antikkens Athen, at den europæiske civilisation blev udviklet med alt, hvad der dertil hører: Demokrati, videnskab, kunst og kultur. Den vestlige verdens og ikke mindst EUs selvforståelse er bundet op på arven fra de antikke grækere. At afskære Grækenland fra det øvrige Europa vil dermed være et stort idepolitisk nederlag for forestillingen om det forenende Europa.

Hertil vil nogle måske indvende, at ovenstående er ren symbolpolitik og derfor ikke vil få nogen praktisk betydning, men dertil kan det bemærkes, at det europæiske fællesskab i ikke ringe grad er opbygget omkring symboler og en storladen selvpålagt historisk mission om evig fred og fremgang for hele kontinentet.

 

Arven fra Byzans    

Athen udgør imidlertid ikke kun begyndelsen på Vesten i geopolitisk og filosofisk forstand, men også slutningen. Historisk har Grækenland udgjort bolværket mod øst og som sådan udviklet sig markant anderledes end det øvrige (vest)Europa.

Det begyndte med Romerrigets sammenbrud, hvor græsk sprog og kultur skulle blive centrum for det Østromerske rige: Det Byzantinske imperium. Herfra udviklede sig bl.a. en anden udgave af kristendommen med centrum i Konstantinopel (Istanbul) og med patriarken som religiøst overhoved.

Denne forhistorie indebærer, at Athen i dag, som Kaplan bemærker, er lige så tæt på Moskva i kulturelle og religiøse anliggender, som det er på Vesten, og igennem Grækenlands moderne historie har landet geopolitisk været placeret midt mellem Bruxelles og Moskva. Athens tilhørsforhold til Vesten skal derfor ikke tages for givet, og allerede under gældskrisens vanskelige forhandlinger så man eksempler på, hvorledes grækerne forsøgte at spille det russiske kort. Spørgsmålet er så, om Moskva kan tilbyde noget i en situation, hvor den russiske økonomi er under hårdt pres, og der er rigeligt med opgaver på den geopolitiske front.

Under alle omstændigheder kan Grækenland ikke betegnes som en fuldt ud vestlig stat, hvorfor det vil være en fejltagelse at tro, at Athen i det lange løb vil acceptere sin skæbne og lide i stilhed.

 

Ét Europa?  

Efter det netop overståede topmøde mellem EU og Tyrkiet, der skulle finde en mere permanent løsning på migrant-krisen, er en større plan nu i støbeskeen. Alle migranter uden lovlig opholdstilladelse skal kunne sendes tilbage til Tyrkiet, der til gengæld vil sende flygtninge fra Syrien, der befinder sig i lejre rundt om i landet, til Europa.

Derudover skal tyrkerne have en større pose penge for at kunne håndtere presset på sine grænser samt tage ansvar for de mange flygtninge og migranter, der allerede befinder sig på tyrkisk territorium. Endelig kræver Ankara, at optagelse-forhandlingerne om fuldt medlemskab af unionen bliver fremskyndet.

Såfremt aftalen træder i kraft, vil presset på de europæiske stater forhåbentlig lette, og dermed vil flygtninge- og migrantkrisen måske havde fundet sin (foreløbige) løsning, men der findes fortsat mange ubekendte.

Først og fremmest om aftalen denne gang vil virke efter hensigten. Tidligere forsøg på at løse krisen er alle stødt på grund, og dertil kommer store betænkeligheder omkring selve aftale-komplekset fra en stribe lande. Kan man i det hele taget stole på Ankara?

Skal der fortsat ske en tvungen fordeling mellem medlemslandene af de legitime flygtning, der bliver sendt til Europa, noget som man særligt i Østeuropa fortsat modsætter sig. Og så er der spørgsmålet om tyrkisk medlemskab af EU, som en række lande med Grækenland og Cypern i spidsen er lodret imod. Endnu et område, hvor grækerne og deres komplicerede historie udgør et betydeligt problem.

Under alle omstændigheder vil pagten med Tyrkiet udfordre EUs moralske standarder til bristepunktet, da en alliance med det stadig mere autokratiske Erdogan-styre risikerer at tømme det europæiske fællesskab for indhold. Et oplagt spørgsmål i den sammenhæng er, hvorfor Europa kan tolerere og samarbejde med den hensynsløse og brutale Erdogan, men ikke vil røre ved Putin og Rusland med en ildtang.

Angela Merkel har flere gange understreget sin modstand mod grænselukninger og en stram flygtningepolitik med udsagnet om, at ” Det er ikke mit Europa.”  Udtalelsen er absurd og nærmest totalitær i sin yderste konsekvens.

Merkel har en personlig opfattelse af, hvordan Europa skal indrettes og agere, og i kraft af sin position som leder af kontinentets mægtigste nation kan hun påtvinge andre stater sin politik. Sådan er det ikke helt gået. Der er blevet ydet modstand, og kritikken af kanslerens linje er steget støt, men med sin uforsonlige politik i flygtninge- og migrantspørgsmålet er Merkel delvist ansvarlig for det kaos, der nu plager Europa. Hvis aftalen med Tyrkiet bliver godkendt, vil Merkels politik blive reduceret til fraser uden noget moralsk eller politisk indhold.