Det økonomiske topmøde mellem Kina og Europa i Dubrovnik

Dubrovnik, Kroatiens formentlig mest idyliske by Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Kina: 11.-12. april blev der i Dubrovnik i Kroatien afholdt et nyt topmøde mellem Kina og regeringscheferne i 16 central- og sydøsteuropæiske lande. Det ske inden for rammerne af 16+1 formatet, skabt i 2012 for dialog om økonomisk samarbejde mellem Kina og 16 lande i Europa.

Hensigten var at gøre status og drøfte nye projekter inden for logistik, energi, transport og udvidelse af samhandelen, især inden for landbrug og skovdrift. I erklæringen fra mødet lægges der op til en fortsættelse af den linje, der blev lagt på sidste topmøde afholdt i Kina. Nyt er, at Grækenland nu slutter sig til 16+1 formatet. Indtil nu har Grækenland kun haft observatørstatus.

Grækenland er især interesseret i kinesisk finansiering af transportkorridoren ”Pan-European Corridor X”. Traditionen tro tog et stort antal virksomhedsledere del i mødet. 40 bilaterale aftaler blev indgået, også om et udvidet samarbejde og ydelse af nye kreditter fra Kinas Udviklingsbank til en række lande, fx Ungarn (500 mio. euro), Kroatien (300 mio. euro), Rumænien (100 mio. euro), Bulgarien (300 mio. euro) og Serbien (25 mio. euro).

Kinas regeringschef holdt særlige møder med repræsentanter fra værtslandet, Kroatien, og besøgte i den forbindelse forskellige kinesisk finansierede anlægsprojekter, fx opførelsen af en bro til Peljesac halvøen, et projekt der betragtes som noget af et flagskib blandt de mange forskellige projekter inden for rammen af 16+1 formatet.

Mange af de 16 (nu 17) lande fra Central- og Sydeuropa er EU-medlemmer, så mødet skal ses i sammenhæng med den løbende dialog mellem Kina og EU.

I EU som helhed er meningerne om Kinas voksende økonomiske magt delte. De 16 lande fra øst og syd i Europa ser ikke den store trussel, tværtimod, mens Tyskland og Frankrig ønsker en mere enig front i EU i forhold til Kina. Nogle lande, herunder Danmark, frygter Kinas voksende indflydelse.

16+1 formatet, skriver det polske institut ”OSW”, skal efter hensigten give landene i øst og syd større indflydelse på EU’s Kina-politik. For Kina er relationerne til Europa vigtige som et instrument i bestræbelserne på at modvirke USA’s handelsprotektionisme, der som bekendt har været rettet mod både Kina og Europa.

Share This