Det amerikanske præsidentvalg, set fra ”øst”

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Øst- og Centraleuropa: Da Donald Trump for nylig af journalister blev konfronteret med spørgsmål om giftangrebet på den russiske oppositionspolitiker Alexei Navalny svarede han undvigende. Først begyndte han at tale om Kina, Nordkorea og Afghanistan. Først derefter kom der et svar på spørgsmålet og det i form af en formulering om, at ”vi endnu ikke har noget bevis”, underforstået at vi endnu ikke ved, om giftangrebet var igangsat fra Kreml. Det skete til trods for erklæringerne fra USA’s ”allierede” Tyskland, om at der i forbindelse med angrebet på Navalny var brugt novitjok, og at angrebet må have fundet sted med Putins (stiltiende) godkendelse.

USA selv har som bekendt gentagne gange myrdet personer i udlandet, der er blevet betragtet som USA’s fjender, og det kan spille en rolle for Trump. Som regel er der fra amerikansk side ikke brugt gift, men skydevåben og droner. Ét af mange eksempler er mordet på den iranske generalmajor Qassem Soleimani. Trump har gennem mange år, også før han blev præsident, haft gode kontakter i Rusland og besøgt landet flere gange. Han har flere gange udtalt sig positivt om Putin.

I juli 2018 holdt Trump og Putin et topmøde i Helsingfors, og her var stemningen nærmest hjertelig. Annekteringen af Krim og krigen i Donbas har ikke den store betydning for Trump. Asien/Kina vejer langt tungere. Trump har lagt pres på Ukraines præsident Zelenskyj for at få rejst en korruptionssag mod Bidens søn og ad den vej få svækket sin konkurrent ved valget. Meget længere rækker interessen for Ukraine heller ikke. Det ærgrer Ukraine.

Trump har også sagt, at han troede på de russiske afvisninger af indblanding i den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016. Under valgkampen i 2016 havde Rusland interesse i at svække Hillary Clinton, der førte en stærkt anti-russisk præsidentvalgkampagne. Kun få i Rusland forestillede sig dengang, at den uforudsigelige Donald Trump skulle gå hen at blive præsident.

At Trump modsætter sig Northstream II skyldes primært, at projektet ses som en hindring for øget eksport af overskydende amerikansk gas (LNG) til Europa. Kort sagt, endnu et udtryk for ”America first politik”. I større sammenhæng udgør Rusland slet ikke samme trussel mod USA’s førende rolle økonomisk og teknologisk som Kina. Det er ikke utænkeligt, at russiske ”trolde” igen har blandet sig i den amerikanske valgkamp og støttet Trump. Endnu har vi ikke hørt om det. Om det i givet fald sker med Kremls accept, er dog ikke sikkert.

Kreml forbereder sig på, at Trump taber, selv om Putin nok ville foretrække Trump i det Hvide Hus fire år mere. Det er kendt, at den de russiske efterretningstjenester handler selvstændigt ganske som i andre lande rundt om i verden, også i flere vestlige lande. For at få flest mulige ressourcer har de interesse i at fastholde kendte trussels- og fjendebilleder.

De andre eks-kommunistiske lande, det være sig i det gamle Sovjetunionen eller i Centraleuropa, Baltikum eller på Balkan, har forskellige opfattelser af USA og om, hvem der skal sidde det Hvide Hus de næste fire år. Ukraine og Georgien ønsker størst muligt NATO/USA engagement i SNG-området (det tidligere Sovjetunionen).

USA’s forhold til Rusland bliver nok værre under Biden end under Trump, det taler for at Georgien og især Ukraine foretrækker Biden i det Hvide Hus. Andre lande følger en flervektorpolitik, på samme tid at fastholde gode forbindelser til Vesten, Rusland og Kina, og at undgå militæralliancer. Det gælder fx Kazachstan og Hviderusland. Også oppositionen i Hviderusland ønsker en flere-vektor udenrigspolitik, fortsat at opretholde normale forbindelser til Rusland.

Kort sagt: Er Rusland en trussel eller en mulig partner. Svarene er forskellige. Den lange historie og religion spiller ind, fx 2. verdenskrig, annekteringer, grænsespørgsmål og religion med ortodoks kristendom over for katolicisme og protestantisme. Jo værre erfaringer med Rusland, desto mere ønskes en ”høg” i Det Hvide Hus. De baltiske lande og Polen er i særlig grad ”høge” og, set fra Kreml, russofober. Derfor satses der fra polsk og baltisk side satses der på det tættest mulige forhold til USA og på permanent tilstedeværelse af NATO tropper i eget territorium.

Trumps ganske gode forbindelser til Putin og ”US first” politikken bekymrer dem derfor. Vil USA virkelig gå i (atom)krig med Rusland, dersom det værst tænkelige scenarie opstår, en krig med Rusland? Mange tvivler på det. Derfor satser de baltiske lande og Polen meget på at udvikle eget lokalt territorialforsvar, et slags hjemmeværn, for det tilfælde krig med Rusland bryder ud og NATO ikke kommer til hjælp.

Polen har haft et nært forhold til Trump, men polakkerne har også haft deres problemer med ham. Polen har fx haft alvorlige konflikter med Israel om forholdene for jøderne i Polen, og i den strid har USA og Trump klart taget Israels parti. Her for nylig har den amerikanske ambassadør i Warszawa kritiseret den polske regering for hetz mod LBGT miljøet. Biden har i valgkampen kritiseret overgreb på LBGT i og uden for USA og i den forbindelse nævnt Polen. Dette trækker i retning af Trump, når regeringen i Polen vurderer, hvem der helst skal være amerikansk præsident. Bliver Biden valgt, kan Polen få problemer med at fastholde de nære kontakter over Atlanten. Polen har som bekendt problemer med EU og ser en samarbejdspartner i Trump. 

De andre centraleuropæiske centraleuropæiske lande, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn har modsat Polen og de baltiske lande ikke ønsket få NATO-tropper på deres eget territorium. Russofobien er her mindre udtalt. Viktor Orbán hilste i sin tid Trumps sejr velkommen, og det vil sikkert gøre det igen, vinder Trump mod forventning den 2. november.

Rumænien har ført en stærkt anti-russisk politik, hvilket meget skyldes, at Rumænien efter 2. verdenskrig måtte afgive store områder til det daværende Sovjetunionen. Drømmen om et ”Stor-Rumænien” lever stadig. Som Polen og Litauen accepterede Rumænien etablering af de berygtede CIA fangelejre på deres territorium efter Irak-krigen. Rumænien vil givetvis forsøge at fastholde forbindelserne til USA, uanset om Biden eller Trump vinder.

Bulgarien har ikke samme historiske modsætninger til Rusland som Rumænien. På Balkan har Serbien tilnærmet sig USA og Donald Trump. Genvalg af Trump vil givetvis blive hilst velkommen, også blandt de bosniske serbere. At Serbien, som andre lande på Balkan, er semi-autoritært og illiberalt generer ikke Trump. Trump har engageret sig aktivt som mægler i konflikten mellem Serbien og Kosovo og ikke uden resultater. At Vucic har optrådt fleksibelt under forhandlingerne, har forbedret Serbiens forhold til Trump. Menneskerettigheder og spredning af liberale værdier spiller ikke nogen rolle for Trump. Er der henvisninger hertil, er det i sammenhæng med Kina.

Landene i ”øst”, også kaldt ”The Emerging Europe”, venter som hele verden spændt på udfaldet af det amerikanske præsidentvalg. Hvem der foretrækkes i Det Hvide Hus, Trump eller Biden, bestemmes som sagt ud fra historie, geopolitik og ideologi. Også i lande mod øst og syd kæmper liberale mod national-konservative. Venstrefløjen står svagt. At alle i en eller anden grad har været underlagt imperier, det osmanniske, det østrig-ungarske eller russiske/sovjetiske, spiller afgjort en rolle. Det liberale demokrati er ikke dybt rodfæstet. Det taler for, at en uventet sejr til Donald Trump vil blive hilst mere velkomment i det ”nye” end i det mere liberalt indstillede ”gamle” Europa.