Den ungarske valgkamp, uddannelser i fokus

Ungarns hovedstad Budapest Foto. Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ungarn: I den ungarske valgkamp gør oppositionen alt for at få bragt emner som sundhed og uddannelse højt op på dagsordenen. Her slås Orbán og regeringen med alvorlige problemer. Det nationale kort, flygtninge og EU prioriteres derimod lavere. På de områder kan der ikke vindes stemmer fra Fidesz.

Miljøpartiets (LMP) ministerpræsidentkandidat Bernadett Szél lover at hæve lærerlønningerne. Hun mener, at mange af de 320 mio. euro som EU har ydet til fremme af uddannelsessystemet er spildt. Eksempelvis har lærebøgerne stadig alt for lav kvalitet. Demokratisk Koalition (DK), et andet oppositionsparti, vil hæve lærerlønningerne med 15 pct. og med 30 pct. for undervisere på specialskoler. Uddannelsessystemet som helhed, også de videregående uddannelser, skal reformeres, siges det.

At dømme efter den sidste meningsmåling fra instituttet ”Szávadszég” fører Fidesz stadig meget klart, 53 pct. af dem, der ved hvad vil de vil stemme, vil sætte deres kryds ud for partiet. Jobbik står til 14 pct., Socialistpartiet-Párbeszéd til 11 pct., de grønne (LMP) får 8 pct. og Demokratisk Koalition (DK) 6 pct.  30 pct. af vælgerne ved ikke, hvad de vil stemme, en meget høj procentandel.

Share This