Den samme flod to gange – Putins krig mod kvinder

Af Jens Geisler

Anmeldelse: Først den pudsige deltitel ’Samme flod to gange’; den referer til den græske filosof Heraklits påstand om, at alt flyder, hvorfor man ikke kan bade i den samme flod to gange, for det vand man bader i flyder videre, og næste gang bader man i nyt vand. En spids og ironisk titel, for i Sofi Oksanens øjne er der ingen forandring sket i Rusland. 

Således sporet ind på stemning og stil. Bogen er kommet til på baggrund af en forelæsning om Putins krig mod kvinder hos Svenska Akademien, og som forfatter har finske Sofi Oksanen tidligere bevæget sig i samme dystre spor med bl.a. udgivelserne ’Stalins køer’ fra 2003’ og Renselse’ fra 2008, begge med historie og traumer som omdrejningspunkt. 

Hårde hug til Øst og Vest og kønspolitisk uretfærdighed

I ’Samme flod to gange’ lancerer hun et harmdirrende opgør med voldtægter som krigsvåben, som hun mener i vidt omfang bliver overset i en mandsdomineret verden. Men hun langer også frustreret ud efter Vestens tilbagelænede, eller arrogante, tilgang til Rusland, der ikke regner Østeuropas tragiske historiske erfaringer med Rusland for meget. På sæt og vis to verdener, kvindens og Østeuropas, hvis synspunkter og erfaringer, hun mener groft overses og underkendes. 

Fra kønskrig over Sibiriens kolonisering til troldefarme

Det kønspolitiske tema er klart det væsentligste i ’Samme flod to gange’, men ellers kommer hun vidt omkring; fra voldtægterne i Ukrainekrigen fortsætter hun bl.a. med voldens naturlighed for russere, koloniseringen af Sibirien, en undren over hvorfor Rusland ikke opfattes som kolonialistisk i Vesten, hvordan og hvorfor Ukraine adskiller sig fra Rusland, for slutteligt at vende tilbage til det kønspolitiske med russiske troldefarmes angreb på kvinder i politik og ’silovikernes’ herredømme i Rusland. 

Den tavse grandtante

Men det hele begynder meget jordnært og personligt med grandtantens livslange tavshed efter et forhør hos de estiske sovjetmyndigheder. Med hendes triste skæbne som baggrund fører hun læseren ind i det russiske samfunds væsen. Ordsproget ”Hvis en mand ikke slår, elsker han ikke” fortæller hende, at vold opfattes som en naturlig del af hjemmelivet. Og da det er veldokumenteret, at vold er udbredt og tolereret i både det russiske fængselssystem og i den russiske hær, konstaterer hun, at vold har en plads i både privatsfæren og i vigtige offentlige institutioners sfære. 

Et udeblevet mentalt opgør

Herefter zoomer hun historisk ud og påpeger, at den omfattende vold mod civile i Ukraine også handler om et manglende opgør med en imperial overlegenhedsfølelse. Vestens opgør med den koloniale fortid handlede bl.a. om en ændring af sproget og bevidstheden om fortiden. Det skete ikke i Rusland efter Sovjetimperiets ophør. Russisk sprogbrug ifh. til tidligere underlagte folk og lande i tsar- og sovjetimperiet er stadig nedladende, påpeger hun, og ikke-russeres nationalfølelse, eller nationalisme, italesættes slet og ret som noget sygeligt, en forbrydelse, eller slet og ret som nazisme. 

’Nazisme’ betyder i en russisk sammenhæng ikke noget med højreekstreme racister, men alle der forsøger at svække, undergrave eller angribe Moder Rusland. Noget, mange i Vesten stadig ikke forstår, hvorfor talen om ’nazister’ i Ukraine leder til undrende hovedrysten. Men i Rusland giver det god mening.   

Når målet helliger midlet 

På basis af en krystalklar og nøgtern redegørelse, argumenterer hun overbevisende for at voldtægterne på ukrainske kvinder ikke er ”tilfælde”, fx som udtryk for krigstrætte soldaters libido, eller frustrerede soldaters vrede. Det er systemetisk. Overgrebene ses som et effektivt kulturelt udryddelsesvåben, der ikke kræver vedligeholdelse eller træning, som er omkostningsfrit for brugeren og hvis ødelæggende virkning varer i generationer (graviditeter, traumer), som hun brutalt konstaterer. Våbnet rettes mod kvinder, der som mørtel mellem mursten holder samfundet sammen, for at tvinge ’nazisterne’ til passivitet og tavshed

For dem, der i lange perioder har været underlagt Rusland, er voldtægterne i Ukraine blot en videreførelse er en gammel strategi for erobring, russificering, og sletning af modstand. Jf. Sofi Oksanens grandtantes livslange tavshed.       

Vågn op!

Sofi Oksanens bog er et stærkt opråb til en mandsdomineret verden om at tage forbrydelserne mod kvinder alvorligt; ”Så vær ikke ligeglad, og vend ikke blikket bort”, som hun skriver. Og så er det en ubetinget ros og anerkendelse til de modige ofre, der er begyndt at tale om overgrebene, for kun således kan denne ondskabsfulde type krigsforbrydelse bekæmpes.  

Det er også en dyster karakteristik af det russiske styres væsen, hvor Sofi Oksanen mener at Putin har erstattet kommunismen med misogyni (kvindehad). Derfor er Ukrainekrigen for hende i høj grad også en kamp om kvinders (og fx seksuelle minoriteters) rettigheder. 

’Samme flod to gange’ er et både skræmmende og fængslende anderledes perspektiv på Rusland, Ukrainekrigen og forskellene mellem Øst og Vest; det handler ikke om statistikker, BNP og handel og deslige, men om menneskesyn. Skrevet med den dygtige skribents evne for at formidle det tunge og komplicerede med lethed, samt en gennemtrængende intensitet.