Den russiske økonomis store udfordringer

Den russiske olie og gas holder gang i Rusland, men økonomiske sanktioner fra EU og USA kan blive en alvorlig trussel mod den russiske økonomi.

Søren Riishøj er lektor ved Statskundskab, Syddansk Universitet

Rusland: Selve indlemmelsen af Krim skønnes at koste 80 milliarder dollar, dertil kommer tab som følge af dyk i aktiekurser, mindst 60 milliarder dollar, lige som meget som udgifterne til at afholde vinter OL, kapitalflugt og sanktioner. Med udsigt til sanktioner fra EU og USA og store tab som følge af annekteringen af Krim står den russiske økonomi over for store udfordringer. Det er ingen hemmelighed, at korruptionen, ineffektiviteten og den stærkt begrænsede konkurrenceevne koster dyrt. I en oversigt i det polske Newsweek, fastslår Justina Prus-Wojciechowska, at der trods alt er visse lyspunkter.

Modsat under Jeltsin i 199erne bliver pensioner og lønninger i staten udbetalt, om end i ulige grad, for pensionerne til borgerne i Moskva er næsten dobbelt så høje som i den øvrige del af landet. Ruslands samlede bruttonationalprodukt er kun på niveau med Italiens, per indbygger 17.000 dollar målt efter købekraft, blot en tredjedel af niveauet i USA, men dobbelt så højt som i Ukraine.

Uligheden er ifølge Credit Suisse meget nær den største, der er målt i verden, for 111 russiske milliardærer ejer omkring 35 procenter af landets rigdom. Officielt er arbejdsløsheden lav, på 5.6 procenter, men det tal er ikke sammenligneligt. Af politiske årsager ønskes ikke at store virksomheder går konkurs, i stedet ydes der ekstra ferie til medarbejderne, eller underskud bliver finansieret via budgettet.

Desuden konstateres i oversigten, at 45 procent af alt hvad der købes i Rusland, stammer fra import. Ganske vist eksporteres der korn, men ellers dækker importen 30-40 procent af forbruget af eksempelvis kød og andre basale fødevarer. Muligheden for selvforsyning er afgjort til stede, men dertil kræves modernisering af fødevareproduktionen og en drejning af eksporten fra Europa og over mod BRIC landene, især Kina og Indien.

Ser vi på eksporten, kan vi konstatere, at energi, frem for alt olie og gas står for 75 procent, hvilket er mere end i sovjettiden. Maskiner, udstyr og transportmidler står for blot 5 procent.

Takket være olie – og gaseksporten er landets valutareserver gigantisk store, dog langt under Kinas, omkring de 450 milliarder dollar, heraf er de 170 milliarder henlagt til den særlige fond for national velstand, der blandt andet skal garantere udbetaling af pensioner. Men der bliver tæret på reserverne.

Dertil kommer spørgsmål forbundet med demografi. I 1990erne faldt befolkningstallet med omkring 700.000. Til gengæld er indvandringen af kinesere i Øst-Sibirien vokset stærkt, hvilket giver næring til frygten for mulige territoriale krav fra kinesisk side, en slags  ”Russisk Krim”.

For russerne selv er der tale om en vandring mod de store byer, frem for alt de centrale dele og Øvre Volga. Til det mere positive hører, at levealderen er vokset med 5,9 år siden 2004. Men sygdomme og alkoholmisbrug holder levealderen nede, gennemsnitforbruget er for eksempel dobbelt så højt som i Polen, og det siger i sig selv ikke så lidt.

Rusland er ikke en supermagt på lerfødder, men en regional stormagt og ineffektiv petrostat.