Den polske superstjerne Lewandowski tangerer Gerd Müllers rekord

Robert Lewandowski Foto: Богдан Заяц

Den polske superstjerne Robert Lewandowski tangerer Gerd Müllers næsten 50 år gamle rekord. Og den kommende 2. Bundesliga bliver et brag

Af Michael Skovgaard

Tyskland: Bayern Münchens og Bundesligaens topscorer Robert Lewandowski nåede en bemærkelsesværdig milepæl lørdag, da han med en scoring på straffespark nåede op på 40 mål i løbet af sæsonen med 34 kampe. Det er dermed det samme antal mål som  Gerd Müller, der nettede 40 gange i sæsonen 1971/72.

Bayern München møder naboerne fra Augsburg i sidste spillerunde, og her kan Lewandowski slå Gerd Müllers rekord med blot en enkelt scoring.

I den tunge ende af tabellen er traditionsklubben Schalke 04 rykket ned, og Werder Bremen og FC Köln kan med stor sandsynlighed ryge ned i 2. Bundesliga. Hertha Berlin var i fare for at ryge ned, men reddede livet i 1. Bundesliga med et 0-0 resultat mod FC Köln.

I 2. Bundesliga har Hamburger SV endnu en gang forpasset muligheden for oprykning til 1. Bundesliga, og Tysklands næststørste by, som i sin tid havde to hold i 1. Bundesliga – nemlig HSV og St. Pauli – må igen imødese en sæson uden deltagelse i den fornemste tyske række. Bemærkelsesværdigt er det, at Holstein Kiel stadig har chance for oprykning. I så fald får delstaten Schleswig-Holstein for første gang et hold i 1. Bundesliga.

I 3. Bundesliga har østklubben Dynamo Dresden sikret sig oprykning, og Hansa Rostock har en god mulighed for at følge med op i 2. Bundesliga.

Dermed tegner der sig en kommende 2. Bundesliga-sæson, som vil være domineret af traditionsklubber som Schalke 04, HSV, St. Pauli, Hannover 96. Karlsruher SC, FC Nürnberg, Dynamo Dresden, Fortuna Düsseldorf – og måske Braunschweig, som kæmper for at undgå nedrykning. Dertil kan føjes klubberne Hansa Rostock, FC Köln og Werder Bremen, alt efter hvordan resultaterne flasker sig i den sidste spillerunde.

Share This