Den polske præsidentvalgkamp kommer på et afgørende tidspunkt
Af Kasper Justesen, cand.scient.pol
Polen: Der venter polakkerne en lang valgkamp, når vi lærer valgdatoen for årets præsidentvalg at kende d. 8. januar. Vi ved allerede nu, at valget skal afholdes i maj. Prævalgkampen har dog været i gang, lige siden de første partier valgte deres kandidater sidste år.
Den gængse analyse er, at ingen kandidat vil løbe med mere end 50 pct. af stemmerne i første valgrunde. Dermed vil vi sandsynligvis igen være vidne til to valgrunder. Her bliver det spændende at se, om det bliver et klassisk opgør mellem Lov og Retfærdigheds kandidat og Borgerplatformens kandidat, eller om en tredje kandidat kan overraske og gå videre til anden valgrunde.
Præsidentvalgkampen falder samtidig med, at Polen har overtaget EU-formandskabet fra årsskiftet. Valgkampen falder også samtidig med, at præsident Trump aflægger sin ed d. 20. januar. Der venter altså premierminister Tusk – og hans regering – et meget travlt politisk forår. Den polske regering skal nemlig balancere mellem en meget vigtig præsidentvalgkamp på hjemmefronten, et EU-formandskab, der kommer på et kritisk tidspunkt i EU’s historie og en ny amerikansk administration, hvis politik over for Europa, vi stadig har til gode at erfare.
Der er selvsagt nogle mulige faldgruber for Tusk-regeringen i det kommende forår. Men der er sandsynligvis også mange politiske muligheder. Kan Tusk italesætte EU-formandskabet strategisk i præsidentvalgkampen til at promovere Rafal Trzaskowski som den bedste kandidat for Polens sikkerhed? Kan Polen benytte sit EU-formandskab til at skabe et godt og konstruktivt forhold mellem Europa og USA? Og kan Tusk-regeringen bruge en mulig sejr ved præsidentvalget til at styrke Polens rolle i EU?
De spørgsmål bliver vi forhåbentligt meget klogere på henover foråret og sommeren. En ting er sikkert: Det bliver et spændende år i polsk og europæisk politik.