Den polske EP-gruppe, en broget forsamling

Debat mellem polske EP`ere foto: euranet_plus

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Da Storbritannien 1. februar endegyldigt forlod EU, tabte Polen en ”strategisk allieret”. I sin tid som Polens udenrigsminister havde Witold Waszczykowski, nu nyvalgt MEP, ligefrem forbudt sit embedsværk at bruge betegnelsen ”Brexit”. Men da der for nylig i Europaparlamentet blev stemt om Brexit stemte Waszczykowski alligevel ja til Brexit med den forklaring, at tilhængerne af Brexit jo ønskede, at han stemte på den måde.

Polen har i det hele taget en høj stjerne blandt britiske tilhængere af Brexit. Nigel Farage, Brexits fader, udtalte på en konference før den endelige afstemning i parlamentet, at Polen sikkert bliver næste land, der helt forlader EU.

Stemningen mellem de polske medlemmer af Europaparlamentet (MEP) har i det hele taget været yderst anspændt, konstaterer journalist Aleksandra Pawlicka fra Bruxelles (i en analyse i det polske ”Newsweek”” 3.-9.2.2020). Mange af de indvalgte er garvede politikere og flere tidligere ministre. Da der i parlamentet blev stemt om muligheden af at sammenkæde udbetaling fra EU med overholdelse af EU’s regler på retsområdet, kom det til voldsomme meningsudvekslinger, med buen og indbyrdes tilråb med ord som ”løgner” og ”bedrager”.

Radoslaw Sikorski, tidligere udenrigsminister og valgt for Borgerkoalitionen (KO) anklagede Beata Szydlo, tidligere ministerpræsident, valgt som MEP for Lov og Retfærdighedspartiet (PiS), for i sin tid at have indført de love på retsområdet, der truer Polen på pengepungen. Det førte til højlydte protester og tilråb fra flere medlemmer fra Lov og Retfærdighedspartiet (PiS). Ord som ”forræder”, ”løgner” og lignende hang igen i luften. Og den hændelse var blot én af mange.

At Robert Biedron, valgt for partiet ”Wiosna” (”Forår”) og i dag præsidentkandidat, i Europaparlamentet ville vise filmen ”Sig det ikke til nogen” (om pædofili i den polske kirke) førte også til protester. Da Thomasz Grodzki, formand for Senatet og valgt af oppositionen, for nylig besøgte Europaparlamentet hilste ingen fra PiS eller den polske ambassade på ham. Ambassaden i Bruxelles, skriver Pawlicka, er blot et ”vedhæng” til regeringen i Warszawa.

De polske MEP`ere fra Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) har haft store problemer med at opnå poster i EU-parlamentet og i EU generelt. Beata Szydlo fik eksempelvis ikke posten som chef for kommissionen for beskæftigelse i Europaparlamentet. I stedet blev Elzbieta Rafalski, også fra PiS, lanceret som kandidat. Men hun blev heller ikke valgt. Posten gik uden besvær til Lucia Duris fra Slovakiet, der som PiS er fra EP-gruppen af Konservative og Reformatorer.

Heller ikke PiS-kandidat Zbigniew Krasnodebski fik posten som viceformand for Europaparlamentet. Værre var, at PiS også missede en post i den meget vigtige kommission for EU’s budget. Generelt er kommunikationen mellem EP-medlemmerne fra PiS og andre partier lav, også sekretærer imellem, fortsætter Pawlicka. 

EP-medlemmer fra Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) er også beskyldt for ”kreativ bogføring” og for at leve ”ekstravagant”, at bo på de dyreste hoteller, fx på ”Chateau så Pourtalés, og rejse dyrt. Et PiS-medlem, Janusz Wojciecjowski, måtte endda tilbagebetale 11.000 euro til EU’s kasser. EP-medlemmerne fra Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) udgør en særlig ”politisk kaste” i Bruxelles, mener Radoslaw Sikorski, tidligere udenrigsminister og i dag EP-medlem for Borgerkomiteen (KO), Reelt optræder de som Brexit-folk (som ”brexitowcy”).

Share This