Den polske disciplinærdomstol er også på finansloven for 2022

Warszawa regionsdomstol Foto: Guillaume Speurt

Polen: Den omstridte polske disciplinærdomstol er også på med på finansloven i år. Det skriver ”Rzeczpospolita” (5.1.2022). Det peger således ikke i retning af en snarlig løsning på konflikten med EU i det spørgsmål. I september 2021 havde Jaroslaw Kaczynski lagt op til en løsning, som skulle afslutte striden, sådan at Polen vil kunne få udbetalt penge fra EU’s genopbygningsfond efter COVID-19 pandemien, vel at mærke uden at tabe ansigt.

Både Kaczynski og Morawiecki er godt trætte af sagen. Den har kørt i månedsvis. Den polske regering har skærpet linjen, vil efter alt at dømme sikre sig, at en nedlæggelse af domstolen vil føre til, at EU’s sanktioner faktisk bliver ophævet. Indtil videre har den polske regering ikke fremsat et alternativt forslag til, hvordan domstolen kan fungere, skulle den nuværende domstol blive nedlagt. Regeringen må også tage højde for nye veto’er mod regeringsforslag fra præsident Andrzej Duda, der for nylig blokerede for vedtagelse af medieloven, som efter hensigten skulle nedlægge TV-24 via en ”re-nationalisering”.

Konrad Szymanski, Europaminister, har advaret om, at Polen vil nægte at betale de bøder, Polen er blevet pålagt for (også) at sætte polsk ret over EU-retten, et alvorligt andet stridspunkt mellem Warszawa og Bruxelles. Hvordan disciplinærdomstolen kommer til at virke, er uklart. Der er forskellige meninger om det inden for regeringskoalitionen, hvor Solidarisk Polen står for den hårde linje. søren.riishøj

Share This