Den nye verdens(u)orden og Trumps nye “fredsråd”
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
USA/EU: Før 1989, under den gamle kolde krig, var der megen debat om, hvordan vi bedst kunne skabe en verdensorden, der kunne forhindre krig. Vi var flere gange tæt på en verdenskrig: i 1956 med den sovjetiske nedkæmpelse af folkeopstanden i Ungarn og Suez-krisen, i 1961 da Berlinmuren blev bygget, under Cubakrisen i 1962 og under Seksdageskrigen i Mellemøsten i 1967. Samtidig oplevede vi dog også perioder med afspænding (détente) og forhandlinger om fred og nedrustning.
Omkring Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud i 1989 og 1991 troede mange på tesen om “historiens død” og udbredelsen af vestligt liberalt demokrati og fri markedsøkonomi til hele verden. Stemningen var euforisk. Derefter fulgte krigene på Balkan, det arabiske forår – der snarere blev til en vinter – samt stigende terror. Euforien forsvandt, og realisme og kynisme tog over.
Troen på vestlig global dominans lever stadig, men udfordres af den realistiske skole, der ser den som både umulig at gennemføre og samtidig uretfærdig. Venstre-højre-opdelingen spiller ikke længere samme rolle som tidligere. Fredsbevægelser eksisterer fortsat, men har trange kår. Vi lever i en usikker og uforudsigelig tid. Meget – men ikke alt – skyldes genvalget af Donald Trump som præsident. Europa fremstår splittet og kriseramt, præget af økonomisk recession og protestdemokrati. International orden har traditionelt været forbundet med et stærkt FN og i Europa med EU samt Europarådet og OSCE. De to sidstnævnte spillede en aktiv og positiv rolle i årene op til Murens fald. I dag har de næsten ingen betydning. Ikke kun USA, men også europæiske lande prioriterer anderledes end tidligere.
På det økonomiske topmøde i Davos lancerede Trump sit eget projekt med oprettelsen af et nyt internationalt fredsråd (“Board of Peace”), der skulle skabe fred i Gaza og andre dele af verden – vel at mærke på USA’s betingelser. 50, nogle siger 60, lande var inviteret til det stiftende møde. Heraf skal 35, især fra Mellemøsten, Latinamerika og Asien, have udvist interesse for projektet. Blandt de inviterede var Ungarns Viktor Orbán og Argentinas Javier Milei samt Rusland, Belarus og Kina. Ukraine udeblev, da landet ikke ønskede at deltage i samme forum som Rusland. De fleste europæiske lande, herunder Tyskland og Frankrig, afviste invitationen. Permanent medlemskab er angiveligt dyrt og siges at koste 1 mia. dollar om året. Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair har fået sæde i eksekutivkomitéen.
Med Trumps initiativ er EU bragt i et alvorligt dilemma: Skal initiativet afvises blankt – eller hvad? Danmark har som bekendt spørgsmålet om Grønland. Grønland kan meget vel komme på dagsordenen i Trumps nye fredsråd. Udadtil fastholder den danske regering NATO’s betydning og lægger sig på mange måder tæt op ad NATO’s generalsekretær Mark Rutte. Det diskuteres, om EU på sigt kan skabe et fælles militær uden om NATO. Spørgsmålet er imidlertid, om NATO’s sikkerhedsgarantier, som formuleret i artikel 5, stadig eksisterer i praksis. Rutte siger, at han ikke har mandat til at forhandle om Grønland på Danmarks vegne. Han roser samtidig “daddy” (Trump) for at have bidraget til, at militærudgifterne i flere NATO-lande er steget til – eller måske over – 5 pct. af bruttonationalproduktet (BNP). Det Hvide Hus ser ikke Rutte som idealist, men som pragmatiker. NATO skal ifølge Rutte overleve – frem for alt.
Som korrekt påpeget af den tidligere polske økonomiminister, professor Grzegorz Kołodko, i ugebladet Przegląd, har hensynet til menneskerettigheder aldrig været ledetråden i USA’s udenrigspolitik. I den forstand bryder Trump ikke med traditionen. Det samme gælder de tidligere kolonimagter. Da England i 1917 greb til våben og angreb Bagdad, sagde man åbent, at det altafgørende mål var at etablere et pro-britisk styre – uanset styreform. Under den kolde krig blev denne tankegang i USA formuleret i den såkaldte Kirkpatrick-doktrin: Pro-vestlige diktaturer kan og skal man leve med.
Spørgsmålet er, om vi ikke også i Europa – under den nye kolde krig – accepterer dette. Ytringsfrihed for alle og accept af valgnederlag er i dag vanskeligt for det politiske mainstream. I den henseende var det på nogle punkter bedre under den gamle kolde krig.