Den nye verdensorden skabt efter 24. februar, Polen og de baltiske lande ønsker den fastholdt

Foto: CrazyPhunk

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Den verdensorden der blev skabt efter den russiske invasion af Ukraine passer især Polen og de baltiske lande rigtig godt. Det konstateres i en meget tankevækkende analyse i det polske højre-nationale ugeskrift ”Do Rzeczy” (23.-29.5.2022). Ja, den ny orden skal meget gerne opretholdes ”for evigt”. Verden er igen opdelt i ”the good guys” og ”the bad guys”, helt som under den gamle kolde krig.

Krigen i Ukraine har i høj grad bidraget til at fastholde opdelingen. Den nye orden er måske i virkeligheden allervigtigst for Polen og de baltiske lande og for ”hardlinere” generelt, vigtigere end selve krigen Ukraine. Verden skal være enkel og ligetil. Ikke tilfældigt er afdøde amerikanske præsident Ronald Reagan, manden der kaldte Sovjetunionen ”ondskabens imperium” stadig meget populær i Polen. Holdningen er, at de store magter ikke skal diktere, hvad små og mellemstore stater skal mene. Aftaler mellem eksempelvis Rusland, Tyskland og Frankrig vedtaget uden om Polen skal for alt i verden undgås. Spørgsmålet er imidlertid, om opretholdelsen af det skarpt opdelte internationale system vvil vare ved.

Udenrigspolitik er i virkelighedens verden dynamisk, ikke en statisk størrelse med faste fjender (”the bad guys”) over for faste venner (”the good guys”). Gårsdagens fjende kan meget vel blive morgendagens allierede. Det er set adskillige gange. De kendte fjendebilleder fra den gamle kolde krig kom under pres efter murens fald og Sovjetunionens undergang. I den omtalte analyse i ”Do Rzeczy” tages der udgangspunkt i den realistiske skole, som stadig er godt repræsenteret i USA, og som tidligere har haft prominente talspersoner, eksempelvis Zbigniew Brzezinski og Henry Kissinger. Brzezinski’s søn er for øvrigt i dag USA’s ambassadør i Polen.

Spørgsmålet er, om den realistiske skole ikke i virkeligheden er bedst til at forudsige staters adfærd. Uanset styreform handler stater, store som små, ud fra egne nationale interesser. Interesser har skiftet over tid og vil fortsætte med det. Lige efter oktoberrevolutionen tilbage i 1917 støttede USA de ”hvide” i kampen mod ”de røde”. De røde vandt som bekendt, derfor fik vi Sovjetunionen i 1922. I 1930erne solgte USA maskiner og udstyr til Stalins Sovjetunionen. Sovjetunionen var ikke længere en ”fjende”. Med aftalerne mellem Hitler og Stalin i 1930 blev Sovjetunionen igen en fjende, men efter Hitler-Tysklands angreb på Sovjetunionen 22. juni 1941 på ny en allieret for Vesten. Ja, Sovjetunionens udlægning af Katyn-massakren, massemordet på polske officerer i 1940, blev bakket op af USA. Sovjetunionen fik vigtig militær støtte via ”Lend- Lease” aftalerne. Lige efter 2. verdenskrig fik Sovjetunionen store indrømmelser. Det skyldes den røde hærs fremmarch langt ind i Europa. USA. Europa blev delt i en sovjetisk og en vestlig blok. Aftalerne fik tragiske konsekvenser for de central- og østeuropæiske lande. 

Fra 1947-48 fik vi så den kolde krig. Sovjetunionen var igen en fjende. Europa forblev opdelt helt frem til 1989. Forholdet til Sovjetunionen forblev anspændt, men i forskellig grad. Kina var USA’s fjende lige efter Maos sejr, men fra begyndelsen af 1970erne skiftede USA kurs og styrkede relationerne til Kina med det formål at svække Sovjetunionen. Efter 1989 blev Kina igen USAs systemiske modstander. Verden var ikke længere sort-hvid. USA og England var mest orienteret mod havene. USA betragtede nærmest det Sydkinesiske Hav som et ”amerikansk indhav”. Europa var mest orienteret mod fastlandet og mod øst. Efter 1989 kunne USA og Vesten vælge mellem satse på unipolaritet, dvs. vestlig dominans, at være hegemon og ”verdens politibetjent” eller alternativt søge mod en eller anden form for forståelse med Rusland og ad den vej få svækket det opstigende Kina., kort sagt acceptere russisk indflydelse og en variant af multipolaritet.

I praksis valgte Vesten konfrontation med Rusland og Kina på samme tid. Rusland krævede at være med ved forhandlingsbordet og har ganske som Kina kæmpet for et multipolært system, gerne et såkaldt ”koncertsystem”. Meningerne har været delte både i USA og i Europa. Det multipolære system med reel russisk (og kinesisk) indflydelse er som sagt især blevet ihærdigt modarbejdet af Polen og de baltiske lande, men også blandt en del partier og regeringer i andre europæiske lande, herunder Danmark. Derfor har vi den dybe skepsis over for eksempelvis et tæt økonomisk samarbejde mellem Europa og Rusland og især mellem Tyskland/Frankrig og Rusland. Nord Stream I og II gasprojektet er fra polsk side ligefrem blevet sammenlignet med Hitler-Stalin pagten i 1939! Historien bliver flittigt brugt og misbrugt for at fremme egne nationale interesser og ikke kun i Polen. 

Op til 24. februar 2022 var der i brede kredse stemning for dialog og et fortsat økonomisk samarbejde med Rusland. Efter invasionen af Ukraine har vi en ny situation. Nu drejer uenighederne sig mest om, hvor langt oprustningen og sanktionerne skal gå, og hvor længe den ”kolde krig” skal vare. Skal Rusland besejres – eller skal der satses på forhandlingsløsninger og på rustningskontrol? Og:hvilke typer af våben og hvor mange skal vi sende til Ukraine? Kort sagt, ”høge”, ”duer” og ”ugler” (pragmatikere) er stadig på banen og vil helt givet være det i endnu højere grad, når vi (måske) endnu engang får en eller anden form for fred eller ”ikke-krig” i Ukraine.

Share This