Den fortsatte debat om Viktor Orbáns Ungarn

Viktor Orbán Foto: Elekes Andor

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ungarn: Corona krisen har ikke sat en stopper for debatten om det illiberale demokrati og især om Viktor Orbáns Ungarn, tværtimod. Seneste eksempel er de nødretslove, der i en periode gav den ungarske regering lov til at styre via dekreter for at komme coronaen til livs.

De har ikke været mere vidtgående end andre landes, og regeringen i Budapest har også sat en slutdato for regeringens ret til at styre via dekreter. Men kritikken er ikke standset hermed. Orbán anses som den største ”illiberale trussel”.

I det liberale ”mainstream” i nord er ”Syd-Europa” forbundet med dårligt styr på økonomi og gældsætning, ”Øst-Europa” derimod med illiberal styreform og mangel på vilje til at efterkomme ordrer fra Bruxelles, fx i flygtningespørgsmålet. Debatten er dog forskelligt fra land til land og de politiske partier imellem. Liberale, socialister og grønne i det ”gamle” Europa kræver indført flere sanktioner mod Ungarn. I det ”ny” Europa er debatterne derimod anderledes nuancerede, også i de medier, der ikke er Orbán og Kaczynski venligt stemt.

For 30 år siden besøgte jeg flere gange politologisk institut ved Masaryk Universitet i Brno. Dengang skrev forskere Masaryk Universitet fremragende analyser om årsagerne til de kommunistiske regimers fald og den svære overgang til markedsøkonomi og demokrati. Fremragende analyser finder vi også herfra i dag. En del er om de illiberale demokrati, fx i et nyligt politologisk skrift udgivet fra politologisk institut ved Masaryk Universitet om udbredelsen af det illiberale demokrati på Balkan, herunder Slovenien og Kroatien.

At demokratiet ikke er rodfæstet på Balkan skyldes meget, at ”transitionerne”, dvs. overgangene fra det gamle til det nye system, hverken blev afsluttet eller nært afsluttet i 1990erne, dels pga. det vanskelige udgangspunkt i 1989-91 og dels på grund af de ødelæggende Balkan-krige op igennem 1990erne. Landene på Balkan har orienteret sig meget forskelligt geopolitisk.

Montenegro har haft samme parti (og leder, Djukanovic) ved magten lige siden Jugoslaviens sammenbrud, landet har reelt et dybt korrupt étpartisystem. Men Montenegro orienterer sig imod vest, bort fra Serbien og Rusland og det i sig selv skaber opbakning i Bruxelles og Washington.

Serbien har haft regeringsskift, men er i dag illiberalt styret under Aleksander Vucic. Men Serbien ønsker EU medlemskab samtidig med et tæt forhold til Rusland og Kina, og det er bestemt ikke populært i det liberale mainstream i det ”gamle” Europa.  Heller ikke, at Serbien ganske som Ungarn holder fast i anlægget af det kinesisk finansierede jernbaneprojekt fra Beograd til Budapest. Den ny jernbane vil kunne bringe kinesiske varer hurtigere til Europa, og det bekymrer hverken Orbán eller Vucic. Det blev bekræftet på et møde for nylig mellem Vucic og Orbán. På mødet bakkede Orbán kraftigt op bag ønsket om at få sat gang i EU’s optagelsesforhandlinger med Serbien. Ungarn ser Serbien som en stabilisator på Vestbalkan.

I Centraleuropa er der mest fokus på Ungarn, men også de andre Visegradlande, især Polen. Tjekkiet og Slovakiet har også været i søgelyset. Men Ungarn agerer mest provokerede, også i udenrigspolitikken. I sidste uge talte Orbán i telefon med Kinas leder Xi JiPing, takkede for støtten under corona krisen og drøftede et tættere økonomisk samarbejde. Polen derimod følger Trumps hårde linje over for Kina. Slovakiet er kommet tættere på Washington her efter regeringsskiftet. 

Det polske ugeskrift ”Polityka”, der er i opposition til regeringen, bringer (i nr.20, 2020) en interessant analyse af udviklingen i netop Ungarn, skrevet af Dariusz Kalan. Orbán, skriver han, har det bedst i krisetider, og når oppositionen er svag og splittet. Opbakningen steg markant under flygtningekursen, også uden for Ungarns grænser.

Den hårde linje i spørgsmålet om flygtninge og indvandrere er blevet yderst populær i mange lande i Europa også i Merkels Tyskland. Situationen i dag under corona-krisen er mere kompliceret end i 2015. 76 pct. af befolkningen er iflg. meningsmålinger dybt utilfreds med forholdene inden for det ungarske sundhedsvæsen, et højt tal sammenlignet med målingerne i andre europæiske lande. Ikke desto mindre er opbakningen til Fidesz og Orbán iflg. instituttet Nezopont vokset, i april med 5 pct. i forhold til niveauet før corona krisen. Det er ét blandt flere ungarske paradokser.

I de 10 år ved magten har Fidesz centraliseret sundhedsvæsnet. Udgifterne svarer iflg. OECD til 6.9 pct. af landets bruttonationalprodukt (BNP), langt under EU-gennemsnittet på 10 pct. Dødeligheden pga. kræft er den højeste i EU. Cigaretter bliver stadig røget i stor stil. Mellem 2010 og 2016 forlod 5.500 læger landet, hvilket bestemt ikke gjort problemerne mindre. Alligevel er opbakningen til Fidesz vokset. Under corona krisen har der på hospitalerne været mangel ikke alene vigtigt udstyr, men også så simple ting som sæbe og toiletpapir.  

Det er en udbredt opfattelse i det ”gamle” Europa, at Orbán bestemmer alt og har styr på alt, men også det er en sandhed med modifikationer. Zsolt Semjen, viceministerpræsident og leder af det kristelig-demokratiske parti, Fidesz’ koalitionspartner, fremlagde i marts uden på forhånd at spørge Orbán til råds et projekt, der skulle begrænse borgmestrenes magt (oppositionen har borgmesterposterne i de største byer) og brugte corona epidemien som begrundelse herfor, men han måtte trække forslaget tilbage for det blev mødt med protester fra flere Fidesz borgmestre og også hos Gergely Gulyas, den indflydelsesrige chef for ministerpræsidentens, dvs. Orban’s kancelli. 

I sin analyse kommer Dairusz Kalan også ind på Ungarns position i EU. Et flertal i Europaparlamentet bestående af socialister, liberale, grønne og dele af den kristelig-demokratiske gruppe (EPP) har gentagne gange fordømt Fidesz’ handlinger, også før corona krisen. Problemet er, at Orbán, stik modsat Polens Kaczynski, har evnet at begå sig på de bonede gulve i Bruxelles og Strasbourg og har skaffet sig allierede ikke alene blandt meningsfæller på højrefløjen og blandt euroskeptikere. Orbán er således særdeles populær i det tyske CSU og fx Berlusconi’s parti og søsterpartier i Slovenien og Kroatien, fx HDZ. Hollænderen Judith Sargentini fra den grønne gruppe, der udarbejdede den kritiske rapport om Ungarn siger lige ud, at det politiske højre over årene har undgået konflikt med Orbán. Meget skyldes, at den kritik der bliver rettet mod Orbán meget vel kan blive rettet mod dem selv. Kort sagt, EU kommer til at leve med Orbán og det illiberale demokrati, som trives i andre lande end Ungarn. Det liberale politiske ”mainstream” burde se indadtil og gå sit eget projekt og se kritisk på den manglende evne til at kommunikere med vælgerne. Det samme gælder også venstrefløjen. Det er ikke nogen hemmelighed, at mange tidligere venstrefløjsvælgere i fx Polen og Ungarn har bevæget sig væk fra de før så mægtige socialistpartier, Socialistpartiet (MSZP) i Ungarn i SLD i Polen, der før og lige efter årtusindeskiftet havde regeringsmagten og over 40 pct. af vælgerne bag sig. Den opbakning er i dag skrumpet til 5-10 pct.   

Share This