De historiske mærkedage i 2019, ikke kun gode minder

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Europa: Også 2019 byder på historiske mærkedage. 2018 var præget af markeringer af afslutningen på 2. verdenskrig og opløsningen af Østrig-Ungarn, der blev startskuddet til oprettelse af en stribe nye stater i Øst-og Sydeuropa. 2019 er 70-året for oprettelsen af NATO og 20-året for udvidelsen af NATO, 30 året for rundbordssamtalerne i Polen, fløjlsrevolutionen i Tjekkoslovakiet og for Berlin-murens fald i november. Derudover er 2019 80-året for oprettelsen af den nazistiske lydstat, protektorat i Tjekkiet (14.-15. marts 1939) og af et ”selvstændigt” kirkelig-fascistisk Slovakiet, Og endelig er 2019, nok så væsentligt, 100 året for den omdiskuterede fredsslutning i Paris, der trak de nye grænser i Europa.

Nogle af de nævnte årsdage, frem for alt rundbordssamtalerne i Polen og fløjlsrevolutionen i Tjekkoslovakiet i 1989, markeres med glæde af langt de fleste rundt om i Europa. Dog har højre-nationale i Polen blandede følelser, for rundbordssamtalerne markerede overgangen til den III Republik, hvor socialister og liberale havde regeringsmagten.

National-konservative, også Jaroslaw Kaczynski selv, blev sat uden for politisk indflydelse. Oprettelsen i 1949 og udvidelsen af NATO efter 1989, har været et mere politisk betændt emne. Lige efter murens fald forestillede mange, eksempelvis Tjekkoslovakiets Václav Havel, Polens Tadeusz Mazowiecki og Tysklands udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher begge militærpagter, både Warszawapagten og NATO, nedlagt, men det var dette ikke i USA’s interesse. USA ønskede fastholdt tilstedeværelsen i Europa.

Spaltningen af Tjekkoslovakiet, oprettelsen af den fascistiske slovakiske lydstat og etableringen af det nazistiske protektorat over Bøhmen og Mähren i kølvandet på München-aftalerne i 1938 skabte dybe historiske traumer. Tjekkiet blev besat og en del af det III Rige. Lige til det sidste troede daværende statsminister Emil Hacha og udenrigsminister Frantisek Chvalkovsky ikke på Tjekkoslovakiets undergang. Så meget mere blev de chokerede, da Hitler den 16. marts, dagen efter deres hjemkomst fra Berlin, udstedte dekretet om oprettelsen af protektoratet Bøhmen og Mähren.

Fredsslutningen i Paris for 100 år siden skabte dybe etniske modsætninger og talrige territoriale konflikter, som i høj grad bidrog til at bane vej for fascisme og nazisme og senere udbruddet af 2. verdenskrig. Som levende beskrevet i en historisk artikel i ”Ale Historia” (tillæg til det polske dagblad ”Gazeta Wyborcza”), var statslederne i 1919 på det nærmeste ignoranter, når det gjaldt viden om Østeuropas geografi og historie. Derfor fik eksperter, især geografer en hidtil uset stor indflydelse på forhandlingsforløbet.

Det ændrede ikke det faktum, at næsten alle lande var dybt utilfredse med resultatet. Rumænien var dog tilfreds med etableringen af et ”Storrumænien” og drømmer stadig om det i dag. Tjekkiets Eduard Benes måtte i 1919 bøje sig for stormagtsdiktaterne, og Polens Roman Dmowski fik slet ikke mulighed for at fremføre sine argumenter over for de vestlige statsledere. Tyskland blev svækket, så langt som Frankrig ønskede det.

Italienerne opnåede langt mindre end de forventede. Ungarn blev hårdt ramt territorialt med Trianon-traktaten året efter og her markeres årsdagen stadig som en ”sorgens dag”. De nye stater fik usikre ydre grænser og kæmpede med store problemer indadtil i form af etniske modsætninger og økonomisk krise. De revisionistiske stater allierede sig med Hitler-Tyskland.

Kort sagt, de mange historiske jubilæer er ikke alle gode minder. De kan være lærerige, men de er også blevet misbrugt politisk, fremmet gold nationalisme og had til andre stater og er blevet udlagt selektivt. Historiepolitik er i dag en del af den politiske kamp i mange lande i Europa, ikke mindst i dem, der opnåede selvstændigheden for 100 år siden.