De bedste fjender: Vesten, Rusland og opgøret uden ende

Bedst som man troede, at konflikten mellem Vesten og Moskva ikke kunne blive værre, er relationerne mellem øst og vest blevet yderligere forværret med attentatet mod den russiske eksspion Sergei Skripal. 

Af Thomas Lie Eriksen

Jeg vil ikke her bevæge mig ind i en diskussion af den aktuelle sag, selv om der er rigeligt at tage fat på med mange uregelmæssigheder, selvmodsigende forklaringer og en stadig mere usikker bevisbyrde. Storbritannien syntes i begyndelsen at have en stærk sag, der kunne vække megen sympati, men som begivenhederne udvikler sig, forekommer Londons position at blive stadig svagere. Men briterne har dog opnået støtte fra et nogenlunde samlet Vesten, ikke mindst fra USA og de store EU-lande. Vi skal her være opmærksom på, at det netop kun er vestlige stater, der demonstrerer støtte til Storbritannien, resten af verden er bemærkelsesværdig tavs. En nærmest larmende tavshed.

Det falske verdensbillede? 

I det følgende skal vi se, hvordan vestlige ledere forsøger at vinkle konflikten, så den giver indtryk af et isoleret Rusland, men det indtryk svarer ikke til realiteterne og afslører i virkeligheden kun den enorme magtesløshed, som Vesten udviser i konflikten med Moskva. Jeg vil benytte mig af enkelte konkrete eksempler, som er dækkende for den generelle holdning blandt den politiske elite. Det første eksempel er en udtalelse fra den britiske forsvarsminister Gavin Williamson, d. 26. marts:  “The world’s patience is rather wearing thin with President Putin and his actions, and the fact that right across the NATO alliance, right across the European Union, nations have stood up in support of the United Kingdom … I actually think that is the very best response that we could have.”

Statsminister Lars Løkke Rasmussen fremkom med en lignende udtalelse på Twitter d. 30. marts, hvor det hedder: ” Russia’s expulsion of diplomats including two Danish still leaves us without answers to the horrible #SalisburyAttack. Time for Russia to show responsibility and reengage in the world community.”

I begge tilfælde er der tale om en retorik, der definerer verden eller verdenssamfundet som Europa/USA. Det eneste land uden for den vestlige verden, der aktivt har støttet Storbritannien, er Australien (som må betegnes som en del af Vesten). New Zealand ville således ikke udvise russiske diplomater, og samtidig må det erindres, at flere EU-lande ikke ønskede at deltage i aktionen mod Moskva. Løkke Rasmussens og Gavin Williamson udtalelser er enten udtryk for en neoimperialistisk tilgang til international politik, hvor kun den (hvide) vestlige verden tæller, eller også er det netop et patetisk forsøg på at skjule, at det er Vesten, der på mange måder er isoleret i sit opgør med Rusland. Det første er naturligvis ikke tilfældet. Moskva har modtaget aktiv støtte fra Kina, og fra andre opstigende magter som Indien, Brasilien og Tyrkiet er der som omtalt tavshed. Denne kløft i verdenssamfundets syn på Rusland bliver altså forsøgt skjult ved at betone den vestlige verdens enighed. Samtidig sidestilles dette med den generelle globale holdning.

Vesten mod resten? 

Ikke desto mindre er vestlige toppolitikere godt klar over, at russerne ikke er så isolerede, som de kunne ønske sig. Frustrationen over, at Moskva nægter at give op og underordne sig det vestlige politiske paradigme, er efterhånden mærkbar. Efter at have fået et spørgsmål om, hvordan Rusland skulle reagere på Storbritanniens udvisning af 23 diplomater, udtalte Gavin Williamson således: ” Russia should go away and shut up”.

En fantastisk udtalelse, der udstiller den britiske (og vestlige) magtesløshed over for Moskva. For hvor i alverden skal Rusland gå hen? Det ligger nu engang, hvor det ligger i verden. Måske kunne man flytte hovedstanden til Sibirien, men det vil nok ikke grundlæggende afhjælpe konflikten. Williamson slår her (sikkert uden at være klar over det) ned på det måske mest centrale punkt i konflikten mellem Rusland og Vesten.

Hvor meget vi end måtte ønske det, kan vi ikke flytte russerne, hvorfor det mest fornuftige ville være at begynde at forholde sig til den (geo)politiske realitet, men lige siden krisen om Ukraine tog sin begyndelse, har den generelle holdning været, at det er Moskva, der alene bærer ansvaret og derfor må give de fornødne indrømmelser. Vi vil meget gerne have dialogen, men kun hvis russerne lægger sig fladt ned først. Uanset om man er af den opfattelse, at det primært er Rusland, der er ansvarlig for den dybe krise, er ovenstående beskrivelse næppe en realistisk vej til afspænding. Den vestlige verdens holdning i relation til Rusland hænger dog også sammen med den opfattelse, at russerne er langt mere afhængige af os, end vi er af dem. Moskva besidder enorme naturressourcer, men Vesten skal blot omstille sin import og dermed ødelægge det russiske energivåben, hvorefter russerne ikke vil have andet valg end at komme kravlende tilbage. Resten af verden kan åbenbart  ikke bruges til at understøtte nationale russiske interesser. Det er Vesten eller intet.

I forhold til energi-spørgsmålet er virkeligheden også en del mere kompliceret, end mange kunne ønske sig. Tyskland har således netop godkendt den omstridte Nord Stream 2 rørledning hvilket fandt sted næsten samtidig med, at Berlin udviste fire russiske diplomater i solidaritet med Storbritannien. Hermed bliver den tyske (og europæiske) skizofreni i forholdet til Rusland for alvor udstillet. Hele forløbet bliver nu yderligere kompliceret af, at kansler Merkel først vil godkende Nord Stream 2 endeligt, såfremt der findes en aftale, der fortsat garanterer Ukraines status som transitland. Dermed bliver situationen helt umulig for alle parter.

I sit berømte værk om Civilisationernes Sammenstød forudsagde den amerikanske politolog Samuel P. Huntington, at en af hovedkonfliktlinjerne i international politik i det 21. århundrede ville gå mellem Vesten og resten af verden, altså den vestlige verden over for de fremstormende udviklingslande. Huntington var tilbøjelig til at placere Rusland med sin særprægede ortodokse civilisation i gruppen af ikke-vestlige stater, men erkendte samtidig, at den russiske verden udgjorde en søstercivilisation til den vestlige. Heri består det evige dilemma: politisk, kulturelt og geografisk befinder russerne sig tæt på Vesten, men alligevel så langt fra. Moskva repræsenterer en anderledeshed, som vi aldrig har kunnet forlige os med, hvorfor vi instinktivt har søgt at bekæmpe Rusland fra begyndelsen af dets statslige eksistens, men hermed er vi konstant løbet panden mod en mur. Ude af stand til at gøre hverken til eller fra er Vesten frustreret til kogepunktet, men Rusland flytter sig ikke og kræver derfor, at vi forholder os til den eurasiske gigant på et politisk såvel som kulturelt plan. Det løser i hvert fald ingenting at fortælle russerne, at de skal forsvinde og holde kæft, det udstiller blot, at man fornægter den realpolitiske virkelighed.