Coronavirus og georgisk politik

Georgisk flag Foto: Frank Miller

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Georgien: Georgiens Drøm, regeringspartiet, har ikke uden en vis succes håndteret corona pandemien. Det skriver Archil Sikarulidze i en kommentar i ”New Eastern Europe” (12.5.20).

Regeringen har benyttet en gradualistisk fremgangsmåde, har grebet ind og strammet op gradvist, efterhånden som smittet bredte sig.  Andre lande har reageret hurtigt og konsekvent med brug af nødretslove og indførelse af det der mest af alt ligner en undtagelsestilstand.

Georgien skal have parlamentsvalg i oktober, så håndteringen af corona pandemien kan, som i andre lande, få stor betydning for valgresultatet og for regeringens skæbne.  Omkring pandemiens start erklærede Forenet Opposition et ”moratorium” for kritik af regeringen for at få bekæmpet epidemien. Med tiden kom Georgien, som andre lande, tæt på et ”totalt lockdown”, men det forhold, at der er er gået gradvis til værks har betydet, at flertallet af befolkningen har følt sig ret sikre og stort set har rettet sig efter regeringen.

Det største problem er landets økonomi. Også Georgien er hårdt ramt. Arbejdsløsheden og fattigdommen er steget. Oppositionen har ophævet moratoriet for kritik og indledt en ”retorisk krig” rettet mod regeringen. Herfra bliver der slået på den stigende fattigdom, arbejdsløsheden og det der betegnes som ”unødvendige indgreb” fra regeringens side over for borgerne. Men regeringen og ministerpræsident Gieorgi Gakharia forsøger efter bedste evne at slå på regeringens ”vellykkede” håndtering af krisen.

Før pandemien brød ud havde oppositionen iværksat en del massedemonstrationer rettet mod forskellige tiltag fra regeringens side. Også georgisk politik er mærket af ”masseprotestdemokratiet”. Siden udbruddet af pandemien er demonstrationerne stort set hørt op. ”Krigene” foregår mest via medierne, for oppositionens vedkommende via fx Mtavari og TV Pirveli.

Den ortodokse kirke har voldt de måske største problemer. Kirken har fastholdt massemøder, kørt i biler og trodset myndighedernes opfordringer, også Giorgi Gakharia’s bøn om at lukke kirker. Troen kommer før loven, kirken er hævet over regeringen, lyder det fra kirkelederne. Her betragtes myndighedernes opfordringer til at lukke kirker og undlade gudstjenester som et ”levn fra kommunismen”.

Andre trossamfund er blevet hårdere ramt. Moskeerne er blevet lukket, så muslimerne har ikke kunnet markere Ramadanen. Den 7. maj blev nødretstilstanden, ”lock down”, ophævet, også Georgien bevæger sig tættere på ”normale tilstande”, når det gælder dagliglivet.

Hvordan pandemien vil påvirke valget i oktober er usikkert. Meningsmålinger for et par måneder siden gav Georgiens Drøm stigende tilslutning blandt vælgerne, omkring de 40 pct., Forenet Opposition stod til mellem 23-29 pct. Meget kan dog nå at ændre sig før valget.  

Share This