Centraleuropæisk indblik: Visegrad-samarbejde på godt og ondt

Det såkaldte Visegrad-samarbejde, som er en sammenslutning af fire centraleuropæiske lande, har sine begrænsninger, men også fordele.

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, Syddansk universitet

Tjekkiet/Slovakiet/Polen/Ungarn: Efter murens fald, for snart 25 år siden, blev et samarbejde mellem Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn sat højt på dagsordenen. Under kommunismen havde dissidenter og intellektuelle, som Havel, Kundera og Michnik, ivrigt debatteret eksistensen af en særlig centraleuropæisk identitet. Den var antikommunistisk og vestlig. ”Visegrad-processen” er siden 1991 etableret som et formaliseret samarbejde mellem de tre, med Slovakiets selvstændighed i 1993 i alt fire lande. Samarbejdet omkring uddannelse, forskning og kultur er blevet understøttet af en særlig Visegrad-fond. I første omgang drejede det sig om at sikre hurtig ”tilbagevenden til Europa”, derefter skulle de fire lande finde en ny og mere tidssvarende ramme.

Visegrad-samarbejdet eksisterer stadig, men har det ikke særlig godt, og der har været både op – og nedture lige fra begyndelsen. Tjekkiets Václav Klaus så for eksempel en fare i, at tjekkerne skulle vente på de mere ”fodslæbende” lande, når det gjaldt indførelse af vestlig markedsøkonomi. For ham var altafgørende at indføre markedsøkonomi hurtigt. Samarbejdet mellem de centraleuropæiske lande skulle derfor primært dreje sig om udvikling af frihandel – og ikke meget mere. Slovakiet udgjorde et problem, da Vladimir Meciar var ved magten i 1990erne og derfor udelukket fra EU-medlemskab.

Senere, i midten af 00-erne, gik Kaczynski-brødrene politisk enegang, og senere også Viktor Orbán i Ungarn. I 2004 blev de fire centraleuropæiske lande optaget som medlemmer af EU, og har via Visegrad-topmøder forsøgt at koordinere deres politik. Det har dog knebet i de centrale spørgsmål, eksempelvis når det gælder EU’s budget. Dertil kommer kontroverserne omkring mindretalsbeskyttelse mellem især Ungarn og Slovakiet, som begyndte hurtigt efter murens fald, men er bestemt ikke blevet mindre under Orbán.

Rusland splitter

På det seneste har landene fået en helt ny, måske endnu mere alvorlig uenighed, nemlig om Rusland-politikken og i den sammenhæng om NATO-tilstædeværelse i Central- og Østeuropa, uagtet at udenrigs- og sikkerhedspolitikken, som sådan ikke er det centrale i Visegrad-samarbejdet.

Putin og Rusland ”sikkerhedsgøres” simpelt hen forskelligt, for at bruge den socialkonstruktivistiske version. Polen hører sammen med Sverige og Litauen til ”høgene”, når det gælder politikken over for Rusland. Polen har ikke alene de negative historiske erfaringer med Rusland, men er i en regulær geopolitisk kamp med Putin om indflydelse i det der betegnes som ”Eurasien” eller ”postkommunistiske rum”.

Det kan ikke siges om Ungarn. Ungarns Viktor Orbán har bestemt ikke veget tilbage for at udtrykke ”forståelse” for de russiske handlinger i og omkring Ukraine. Ungarn er ikke i en geopolitisk kamp med Rusland, men snarere med nabostaterne, og Putin’s eurasianisme og kritik af vestligt liberalt demokrati, senest udtrykt meget skarpt i en tale i juli måned, passer Orbán ganske godt. Ungarn orienterer sig kulturelt mest muligt mod øst, mod Rusland og Asien og ikke mindst mod Kina. Sanktioner er, siger Orbán, som at skyde sig selv i foden.

Slovakiets ministerpræsident Robert Fico hører også til dem, der modsætter sig sanktionerne over for Rusland. Den ny præsident (Kiska) trækker den anden vej, men Fico har størst magt. Der hersker forskellige meninger om Rusland-politikken i alle fire Visegrad-lande.

Det er, som sagt af Martin Ehl fra det tjekkiske ”Hospodarske Noviny” (www.tol.cz ) en udbredt opfattelse i Prag, Bratislava og Budapest, at polakkerne forfalder til skrækscenarier og ”hysteri”. I hvert fald er ingen udenlandske tropper, heller ikke NATO-tropper velkomne i Slovakiet og Tjekkiet.

Tyskland er også vigtigt

Ifølge professor Kenneth McDonagh fra Dublin Universitet (www.cepolicy.org) er det ikke alene forholdet til Rusland der er vigtigt for de centraleuropæiske lande, men også forholdet til Tyskland, samt de økonomiske forbindelser og holdninger til EU’s fremtid. Her er det kun Slovakiet, der er medlem af euroen og aktiv på området, men Slovakiet har ikke været en let ”euroallieret” for Tyskland. Slovakkerne har nemlig ikke været meget for at bakke op om de forskellige økonomiske hjælpepakker til kriseramte sydeuropæiske lande, som for slovakkerne er en ren udgift, hvorimod tyskerne nyder store økonomiske fordele af euroen.

Polakkerne har under Tusk og Sikorski nærmet sig Tyskland og her gået enegang i forhold til de andre Visegrad-lande, der et langt stykke ser den polske udenrigspolitik som usolidarisk og båret op af ”nationalegoisme”.

Tjekkerne hælder mod eurorealismen, under Klaus og ODS-ledede regeringer endda mod euroskepticisme. Ungarn nyder, som Polen, godt af de mange penge fra EU, men fører ellers under Orbán en helt egen national linje. Landet er modsat Polen ret så isoleret i EU-sammenhæng, men det er ikke i sig selv et problem for Orbán.

Visegrad-samarbejde har en fremtid

Der er dem der spår Visegrad-samarbejdets snarlige død, men det er at gå for vidt. Ifølge ekspert i østeuropæiske forhold, Bartosz Cichocki (www.cepolicy.org ), så har Visegrad-samarbejdet trods alt over historien bevist sin eksistensberettigelse. Det gjaldt i sin tid samarbejdet omkring tilbagetrækningen af Den Røde Hær fra Østeuropa, optagelsesforhandlingerne i EU, udformning af afstemningsreglerne i EU og omkring forsvar og udviklingen af CSDP, EU’s fælles udenrigs – og sikkerhedspolitik, i den forbindelse etablering af den særlige ”V4 Battlegroup”.

Samarbejdet om uddannelse og kultur er stadig meget vigtigt. Redaktøren fra den tjekkiske avis Hospodarske Noviny, Martin Ehl, mener ligefrem, at det samarbejde bør udvides og videreudvikles. Cichocki taler for ”Miroslav Klose modellen”, at gøre Visegrad-landene nyttige, ja økonomisk uundværlige for den tyske nabo – ganske som den polsk fødte tyske fodbold-topscorer har formået. Visegrad-samarbejdet har sine begrænsninger, men det bør ikke dødsdømmes. Putin har formået at skabe splid i Visegrad-landekredsen, men Rusland har splittet EU og Europa i alle årene siden 1991.